Elisa Nadire Caeli

Elisa Nadire Caeli

Blog

Det er spild af børnenes dyrebare tid at øve staveord – computer eller ej

Dette indlæg er en kommentar til interviewartiklen "Han vil frigøre lærernes tid til den avancerede undervisning", bragt på folkeskolen.dk den 9. november 2018. I interviewet fortæller Ulrik Juul Christensen, direktør for Area9 Lyceum, om virksomhedens ønsker om at optimere børns indlæring gennem adaptiv teknologi.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Det er at kaste perler for svin, hvis man bruger lærernes dyrebare tid på at øve staveord”, siger Ulrik Juul Christensen, direktør for Area9 Lyceum, der tidligere på året blev tildelt 190 millioner kroner af Vækstfonden med det formål at understøtte udvikling af virksomhedens adaptive læringsmoduler.

Og jeg er fuldstændig enig: Lærernes tid – og faglige kompetencer – er dyrebare og bør bruges på noget helt andet. Men uenigheden indtræffer ved hans følgende ytring: ”Jeg vil meget hellere bede mine børn lære staveord ved computeren.”

For er nogle af de to løsninger overhovedet fornuftige?

Elisa Nadire Caeli

Ph.d.-stipendiat på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet, samt læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Uddannet lærer og cand.mag. i læring og forandringsprocesser. Forsker i folkeskoleelevers udvikling af datalogisk tænkning (computational thinking) og teknologiforståelse. Læs evt. mere på www.caeli.dk

”Nej”, er mit svar på det spørgsmål. For det er i endnu højere grad spild af børnenes dyrebare tid at øve staveord – computer eller ej.

Dykker vi ned i netop staveeksemplet, holder læringsteorien om, at vi kan træne delelementer og udvikle integrerede kompetencer ikke. Det forklarede professor Jeppe Bundsgaard allerede for knap ti år siden med opbakning fra andre uddannelsesforskere på området. Man vidste det sådan set så tidligt som i 1897. Og siden er det også blevet bekræftet i senere undersøgelser. Så det er egentlig utroligt, vi ikke for længst er sluppet af med staveordstræning i skolesystemet.

I stedet forsøger vi nu, 120 år senere, effektiviseret ude-af-kontekst-staveordstræning, der bygger på nøjagtig samme idé om, at børn bør lære stavning – og anden viden – ude af den kontekst, den bruges i. Og nu også uden en lærer til i det mindste at bringe denne viden ind i en kontekst, mens den (ind)læres på gennemført individualistiske og behavioristiske måder, som Thorndike, Watson, Skinner og Pavlov ville give topkarakter.

For i stedet for at udrydde den sygdom, der har hærget vores uddannelsessystem alt for længe, lægger Area9 Lyceums platform netop op til at understøtte staveordstræning. Og således er jeg i virkeligheden uenig om præmissen – men ikke om den overordnede hensigt, som jeg forstår den.

For ja, lærerne bør bruge deres tid på noget andet – på dybere og mere kreativ undervisning. På noget vigtigere end staveord og anden vidensoverførsel af samme type. Vi må gentænke vores uddannelse til en foranderlig verden, som det hedder sig i bogen Fire-dimensional uddannelse.

På folkeskolen.dk’s foto vises på tavlen netop denne bogs firedimensionale model med nøglebegreberne viden, færdigheder, karakteregenskaber og metalæring. Modellen er tænkt som en ramme for uddannelse i det 21. århundrede, som sigter mod at forberede børn på de typer af udfordringer, de møder verden. Det sker ikke gennem reproduceret indholdsviden, hedder det blandt andet i forordet til bogen.

Modellen er blandt andet et opgør med det traditionelle uddannelsessystem, som er tilbøjeligt til at tilskynde til kvantiteter af viden, der kan testes, snarere end til dyb forståelse. I stedet skal vi dykke ned i vidensområder, skabe forbindelser mellem ideer og stille spørgsmål og udfordringer på tværdisciplinære måder, skriver forfatterne bag modellen.

Forbindelsen mellem firedimensional uddannelse og Area9’s platform er for mig uklar. Og hvad er det egentlig for en dansk pædagogik, det af interviewet fremgår, at systemet bygger på?

Area9 forklarer deres platform med udgangspunkt i en undersøgelse foretaget af Gartner, hvor adaptiv læring er rangeret som den teknologi, der i højest grad kan gøre en forskel for læring. I undersøgelsen forklares to hovedformer for adaptiv læring: ”(1) Lærebøger, hvor algoritmer er pakket med indhold fra et forlag til en slutbruger og (2) platforme, hvor slutbrugere tilføjer eget indhold til et adaptivt læringsmiljø.”

Jeg har tidligere set og fået forklaret systemet i brug, og på Area9's side kan man også se eksempler på, hvordan den ”intelligente” læringssoftware anvendes. For eksempel benytter møbelvirksomheden AIS platformen til at øge vidensniveau og salgspræstationer hos sine medarbejdere (sidste video). Systemet spørger eksempelvis en medarbejder: ”Hvilke dele af denne stol kan man customize med farve?” ”Stoleryg”, ”sæde”, ”armlæn” eller ”alle de nævnte”, er svarmulighederne, og når medarbejderen har valgt, skal hun eller han yderligere angive, om svaret er valgt med et: ”Jeg ved det”, ”Jeg tror det”, ”Jeg er usikker” eller ”Jeg har ingen idé”. Som det næste får medarbejderen at vide, om svaret er rigtigt eller forkert. Hvis det er rigtigt, får vedkommende et nyt spørgsmål, men hvis det er forkert, bliver samme spørgsmål stillet på en anden måde for at hjælpe medarbejderen med at forstå det, han eller hun tilsyneladende ikke forstod ved spørgsmålet første gang.

En avanceret form for multiple choice-(ind)læring, kan man måske kalde det. Og muligvis fungerer den bedre og er mere individuelt tilpasset end andre systemer – men den løser ikke vores udfordringer i uddannelsessystemet.

Argumenterne bag kan på sin vis lyde fornuftige: Mennesker kommer fra forskellige baggrunde, har forskellige erfaringer og forskellige behov, der skal imødekommes. Så i stedet for one size fits all har vi at gøre med et system, der tilpasser ”størrelserne” til individet. Udgangspunktet er, at læring ikke er en lineær og fastlagt proces, men at det sker betydeligt mere kaotisk, og at der er mange forskellige måder at nå bestemte læringsmål på. Nogle skal måske præsenteres for indhold på en måde, som andre ikke nødvendigvis skal.

Men kan vi sammenligne medarbejderes indlæring af specifik viden i virksomheder med uddannelse af børn i en folkeskole?

Og hvad, hvis vi slet ikke skal bruge en teknologi?

Jeg er enig i, at teknologier kan hjælpe os af med en masse rutineopgaver, som maskiner kan gøre meget bedre end os, og så kan vi som mennesker – med bevidsthed og følelser – bruge vores tid på noget bedre og dybere. Men undervisning af børn er ikke et af de områder, teknologier skal afhjælpe. ”Samfundets teknologiske forandring har den retning, at det stadig mere kommer til at ligne den traditionelle skoles koncentration om det forstandsmæssige, og denne skoles optagethed af at påfylde usammenhængende informationsbidder,” advarede Kim Foss Hansen og Poul Erik Jensen i bogen ”Informationsteknologi og skole – status og udviklingslinjer” i 1986.

Nu må vi videre – og det med noget andet end adaptive læringssystemer.

I stedet for at skifte staveord på papir og lærerens røde rettepen ud med mere ”effektiv” indlæring af staveord, hvor algoritmer viser vejen, kunne vi måske bruge millionerne på udvikling af et uddannelsessystem, der tilskynder til andre og mere fornuftige ting end usammenhængende kvantiteter af viden.

Powered by Labrador CMS