Inspiration til teknologiforståelse i Ballerup

Finn Verner Nielsen, Bjarne Belhage og Gerd Belhage i Dansk Datahistorisk forening, april 2019 (privatfoto)

I sin artikel ”Remaining Trouble Spots with Computational Thinking” påpeger den amerikanske professor i datalogi, Peter J. Denning, at mange i uddannelsesverdenen i dag kæmper med at forstå, hvad datalogisk tænkning (computational thinking) egentlig er – og som en selvfølgelig følge deraf, hvordan man så skal undervise i og evaluere elevernes kompetencer i at tænke datalogisk. I den forbindelse pointerer han, at ”et godt sted at kigge er i vores historie”.

Artiklen affødte for mig stor interesse for fortidens fremsynede tanker på området, som jeg mener, vi kan lære meget af for at forstå, hvor vi er i dag og hvorfor. Som fundament for det, vi foretager os på området nu. Datalogisk tænkning er nemlig ikke noget nyt. Mange refererer til, at begrebet blev introduceret af professor i datalogi, Jeannette M. Wing, i 2006, men i virkeligheden har det en lang, inspirerende historie, ligesom de nutidige tanker og diskussioner om grundskoleelevers udvikling af teknologiforståelse har. Og særligt i Danmark var vi langt fremme på området i 1960’erne-1980’erne.

Dataarkæologerne i Ballerup

I november 2018 kontaktede jeg formanden for Dansk Datahistorisk Forening, Finn Verner Nielsen, efter jeg havde set en række videoer, foreningen havde produceret sammen med Dansk IT. ”Vi taler meget om den digitale tidsalder og om, hvordan it er med til at forandre vores verden. Hvis man gerne vil forstå fremtiden, er det som bekendt altid en god idé at dykke ned i fortiden”, skrev Dansk IT som indledning til videoerne og fortsatte: ”Danmark har en it-historie som få andre nationer, og det sted i landet, hvor den historie er bedst fortalt, er i en kælder i Danmarks svar på Silicon Valley: Ballerup”.

For mig at se er en rejse til kælderen i Ballerup langt mere inspirerende end en rejse til Silicon Valley. For i Ballerup bygger inspirationen i høj grad på demokratiske tanker. Dansk Datahistorisk Forening ligger på Tapeten. Et 600 kvadratmeter kælderrum er fyldt med udstyr, effekter og beretninger fra datalogiens begyndelse i 1950’erne og frem til i dag. Hver torsdag mødes medlemmer af foreningen – dataarkæologerne – for at arbejde med bevaring af de historiske effekter og en forhåbentlig etablering af et datamuseum, hvor besøgende kan opleve historisk it-udstyr og it-anvendelser i relation til nutidens. Af skolehistorisk interesse finder man blandt andet en komplet samling af tidsskriftet ”Datalære”, udgivet af den nuværende Danmarks it-vejlederforening (dengang Datalærerforeningen) i årene 1980-1988, eksemplarer af de gamle datamaskiner Piccoline og Piccolo, gamle læremidler og meget mere.

Undervisning i datalære

På Tapeten har jeg også mødt de to forhenværende lærere, ægteparret Gerd og Bjarne Belhage, som var blandt frontløberne, da man afprøvede modeller for faget datalære i 1970’erne og 1980’erne. Fagets historie og tragiske skæbne har jeg fortalt om andetsteds, så her skal blot kort nævnes, at der i 1974, da der kom en ny skolelov, lå en færdig læseplan for faget datalære – men inden skolerne kom i gang, skiftede regeringen, som en anden frontløber, Erling Schmidt, forklarer, ”og loven blev lavet om, så datalære nu var erstattet af fotolære”. Han fortæller, at læseplanen derefter blev parkeret i ti år, hvorefter det i en kort periode blev udbudt som valgfag. Det stoppede dog i starten af 1990'erne, hvor edb i stedet blev et obligatorisk emne, som ingen endte med at tage ansvar for – ”for når alle har ansvaret, er der jo ingen, der har det”, forklarer han.

På trods af, at der således officielt ikke var et datalærefag fra 1974 til midten af 1980'erne, gik skoler og lærere alligevel i gang med at undervise i det – heriblandt Gerd og Bjarne Belhage. Gerd og Bjarne er begge uddannede i at undervise i datalære på Danmarks Lærerhøjskole (det nuværende DPU). Gerd har desuden været aktivt medlem af bestyrelsen for Datalærerforeningen, som hun var medstifter af. Jeg blev opslugt af at høre dem fortælle historier om deres arbejde med faget i 1970’erne og 1980’erne. Om udvikling af små programmer og projekter orienteret omkring data. En af disse historier har jeg tidligere skrevet om. I dette indlæg vil jeg dele nogle flere.

Projektorienteret datalære

I Københavns Kommune fik man lov til at tilbyde datalære som valgfag allerede i 1973. Gerd og hendes kollega Bente havde deres første datalærehold i 1973 på Korsager Skole i København. I 1973 var der kun drenge på holdet. Det var de to kvinder ikke tilfredse med, så de fik fat i pigerne og talte med dem om, hvad datalogi kunne bruges til i virkeligheden. Året efter, i 1974, var der flere piger end drenge på holdet. ”Man skal vide, hvad det kan bruges til i virkeligheden”, påpegede Gerd, da jeg talte med hende.

I faget udviklede eleverne selv små programmer, som de selv efterfølgende kunne bruge. For eksempel udviklede de tekstprogrammer til at lave avis. Omdrejningspunktet var altså et projekt: udvikling af en avis. Logikken var således: ”Vi skal bruge et tekstprogram – så laver vi det.” Der var et italesat behov før udvikling. Der var et tydeligt mål med udviklingen af de digitale værktøjer og en mening med den efterfølgende brug.

Et andet projekt, som Gerd har fortalt mig om, var et valgprogram, som eleverne udviklede til sig selv. Med dette program skulle elever i 8., 9. og 10. klasse prøve at stemme ”som de voksne”. Eleverne både stillede og besvarede selv spørgsmål til dataindsamling og -behandling. For eksempel syntes de, det ville være sjovt at se, om der var forskel på, hvordan 8., 9. og 10. klasse stemte. De fandt ud af, at de ved blot at lægge én linje ind i programmet kunne dykke videre ned i dataene: Stemte elever i 8. klasse for eksempel i højere grad på det samme som deres forældre, end de ældre elever gjorde?

Gerd fortalte, at en elev i processen indskød: ”Vi kunne jo spørge, om de er rødhårede, og så se, om det er de rødhårede, der stemmer kommunistisk”. Eleverne havde fundet ud af, at de ved at indsamle bestemte data og dernæst ændre blot én linje i deres koder kunne vride mere og mere ud af dataene. At det oprindelige program – ved ændring af én linje – kunne bruges til at undersøge noget helt andet. At det var utrolig nemt at ”svindle” og undersøge andre sammenhænge, end dem man umiddelbart spurgte folk ind til – uden de vidste, hvad deres data blev brugt til. At det var nemt at manipulere med folk. ”Det gav et par timers diskussion og filosoferen om det, og det var rigtig godt,” fortalte Gerd. Eleverne udviklede altså på den måde forståelse for computerbrug og programmering. Noget de – og vi alle – i den grad også bør udvikle i dag, hvor vi netop hører om teknologigiganterne, der indsamler vores data, uden vi måske ved, hvad de bliver brugt til, og bagefter sætter dem sammen på måder, vi måske ikke kender til.

I traditionel undervisning har læreren det rigtige svar. Så hvad gør man, hvis man som lærer ikke kender svaret på de problemer, eleverne arbejder med i deres projekter? Jeg spurgte Gerd, hvordan hun tacklede det, hvis eleverne kom med et problem, som hun ikke selv kunne løse, eller hvis de spurgte hende om noget, hun ikke selv kunne svare på. Hendes svar til eleverne ville være: ”Ærlig talt, det har jeg aldrig tænkt over – lad os se, om vi i fællesskab kan løse det. Det ved jeg ikke, om vi kan, men vi kan prøve”. ”Det respekterer eleverne”, sagde Gerd til mig. Et eksempel var et program, hun en dag havde forklaret for eleverne, men næste dag kom en af eleverne og ville vise hende noget: ” Det program du forklarede i går, hvor man gjorde ’sådan og sådan’ – jeg har tænkt og fundet ud af, er det ikke meget hurtigere, hvis man gør ’sådan og sådan’?” ”Jo, det har du ret i”, svarede Gerd eleven. ”Det var godt tænkt”.

Et fundament af viden

Jeg har tidligere medforfattet en artikel om, hvordan det i en betænkning fra 1972 tydeligt blev anbefalet at inkludere datalære i folkeskolens fagrække, men at politik i sidste ende forhindrede det, selvom alt var kørt i stilling. Når fagpersoner argumenterede for nødvendigheden af faget, var svaret til dem for eksempel, at folk også kan bruge en telefon uden at vide, hvordan den virker. ”En datamaskine skal man jo bare bruge – der er jo heller ingen, der underviser i telefonen”. Det var et typisk svar, fortæller Gerd.

En ensidig brugsundervisning i computere fulgte efter datalæretiden, særligt i 1990’erne og 2000’erne. Det blev stærkt kritiseret af fagpersoner, der for eksempel påpegede, at eleverne også skulle kunne skabe med it, og at det samfundskritiske perspektiv manglede. Sådanne centrale aspekter har vi genfundet i dag med forsøgsfagligheden teknologiforståelse, hvor formålet er udtrykt således: ”Eleverne skal i faget teknologiforståelse udvikle faglige kompetencer og opnå færdigheder og viden, således at de konstruktivt og kritisk kan deltage i udvikling af digitale artefakter og forstå deres betydning.”

Ved at relatere nutiden til fortiden kan vi reducere områdets kompleksitet. Det kan blive nemmere at forstå udviklingen, og hvad der er på spil i dag ved at bygge oven på det vidensfundament, undervisere, forskere og andre aktører før os har lagt. Og således vil vi i højere grad kunne undgå at gentage de samme fejl.