Muhammed-tegninger og andre kontroversielle billeder i undervisningen

I lyset af det bestialske attentat på historielæreren Samuel Paty i Frankrig er debatten om hvorvidt de såkaldte Muhammed-tegninger bør indgå i undervisningen i folkeskolen blusset op igen.  Hvordan ser det ud med et samfundsfagsdidaktisk blik? Først og fremmest er der ikke nogen absolut regel, og det er ikke andre end læreren, der bestemmer hvad der er det rette læremiddel i en bestemt situation, men jeg vil gerne tilbyde nogle generelle overvejelser:

                             Billeder er effektive kommunikationsmidler, have en stærk virkning. Det er ikke uden grund at der findes billedforbud i Islam og i kristendommen, selvom budene tolkes forskelligt, hvilket selvfølgelig ikke overrasker en samfundsfagslærer. Jyllandspostens muhammedtegninger medførte internationale kontroverser, attentatforsøg mod avisen og en øget terrortrussel imod Danmark i det hele taget.

                             Trykningen og distributionen af tegningerne er blevet et symbol på ytringsfriheden, men betyder det at man skal vise tegningerne i undervisningen? Hvis man ikke viser dem, fordi man ikke vil krænke nogen som kan finde dem stødende af religiøse årsager, ligger man så under for selvcensur?

                             Når man overvejer det, kan man lade sig inspirere af to af de tre principper fra den tyske Beutelsbachkonsensus. Det ene princip siger at det, der er kontroversielt i samfundet også skal fremstå som kontroversielt i undervisningen. Det andet princip siger at man ikke må overrumple eleven, og dermed hindre denne i at tage selvstændig stilling. Også selvom det er med det formål at udvikle demokratiske holdninger.  Det tredje princip handler om at eleven skal sættes i stand til at analysere en politisk situation og varetage egne interesser.

                             Ud fra det første princip er det klart at kontroversen om brugen af tegninger skal have plads i undervisningen. Og måske skal man vise tegningerne, så eleverne selv kan forholde sig til dem.

                             På den anden side, skal man ikke overrumple elever, så hvis der er nogen der reagerer stærkt på et materiale kan det være en legitim grund til at fravælge et bestemt materiale. Det handler også om at vise pædagogisk takt, at læreren skal vise respekt for elevens integritet.

                             Som lærer skal man nogle gange provokere sine elever, men det skal være med respekt for deres egne muligheder for at danne deres egne holdninger. Læreren har en legitim magt i klassen, og den skal anvendes med pædagogisk omtanke. Det kan være at visning af karikaturtegninger er en del af dette, det kan også være at man får mere ud af at tage en snak med eleverne om hvor deres grænser går for hvad de bryder sig om at se. Måske kan det give en mere nuanceret forståelse og samtale om billeder, og hvorfor de kan være provokerende for nogle.

Læs mere om Beutelsbach konsensus her i et interview med den tyske didaktiker Tilman Grammes

https://www.gymnasieforskning.dk/wp-content/uploads/2017/09/Nofa_Grammes_2017-1.pdf

eller i denne korte artikel på engelsk https://files.eric.ed.gov/fulltext/EJ1118112.pdf