Giv børn med usynlige handicap en nøglesnor på, så deres klassekammerater kan tage hensyn

For mange år siden var jeg til en reception på reklameskolen i København. En smilende herre kom hen til mig, og han bad mig hilse min far mange gange. Jeg spurgte pænt: »Undskyld fra hvem?« Han svarede: »Nå, ja selvfølgelig fra Peter Wibroe«. Det var den største kanon i branchen.

Ham havde jeg ikke genkendt.

For tre år siden opdagede jeg, at jeg hører til den lille del af befolkningen, der er født ansigtsblind. Jeg mangler evnen til at genkende ansigter.

Det var en lettelse at opdage, at den pinlige episode havde en årsag. For når man ikke kan finde ud af helt simple ting, bliver man vred på sig selv.

15 procent af alle danske børn og unge får hvert år stillet en psykiatrisk diagnose, før de fylder 18 år. Som lærer gennem mange år har jeg oplevet forældre, der ønsker at holde deres barns problemer hemmelige for klassen. Oftest lyder forklaringen, at de vil skåne deres barn fra mobning, men den gode hensigt kan føre til ensomhed.

Ansigtsblindhed er ikke en psykiatrisk diagnose, men alligevel har det været en lettelse at få forklaret min manglende evne, for den har haft betydning for min lyst til at deltage i sociale sammenhænge. Det har været vigtigt at opdage, at det kan være normalt at være unormal.

I lufthavnen tilbydes personer med usynlige handicap en nøgleringssnor til at hænge om halsen, så det bliver synligt for personalet, at der er sårbare gæster. Ingen spørger til handicap eller diagnose.

Hvis elever i folkeskolen fik samme tilbud, er jeg sikker på, mange unge ville føle sig mindre ensomme. Nogen ville tale om deres særheder, andre ville ikke. Men hvis det blev naturligt at italesætte ens sårbarhed eller handicaps, så ville det blive en naturlig del af hverdagen. Og store sten ville falde fra små hjerter. Det, mange forældre ikke ved, er, at der er en utrolig hjælpsomhed og forståelse hos børnene, som ikke bliver brugt. Dem, der tør være ærlige, får utroligt meget tilbage.

Alle vil gerne være unikke, men ingen vil skille sig ud, når det kommer til stykket. Det skal både børn og voksne turde at gøre.