Nye boller i suppen, tak

Det er skønt når en kollega husker at bestille tolk inden en skole-hjemsamtale, men der bør ringe en alarmklokke, når han er ved at booke en arabisk tolk til en pakistansk elev - eller når en kollega udtaler, at hun ikke har overskud til at have en flersprogetsproget elev i klassen. Enten fordi det kan være vanskeligt at etablere kontakt til familien eller fordi klassens gennemsnit måske bliver trukket ned af elever, der mangler sprog.

Når man har for meget undervisning, for mange elever og for mange klasser sætter man sig ikke lige ned og taler om, hvordan man giver sine elever et bedre ordforråd, får dem til at tale mere sammen i undervisningen eller sikrer at alle får sagt noget højt i klassen dagligt. Selv om en lille ting som øjenkontakt med lærere og klassekammerater flere gange i løbet af en skoledag kan øge modet på at blive en del af klassens fællesskab. For man bliver ikke en del af et fællesskab, blot ved at være til stede, og hvis man har været tavs for længe, er det svært at begynde at tale igen.

Med små tiltag kan vi hver især gøre en kæmpe forskel. Alle elever har brug for at træne sit sprog dagligt, for at blive god til at bruge det. Især for de flersprogedes elevers skyld, bliver vi nødt til aktivt at tilbyde dem et sprog at arbejde med. Det kommer ikke af sig selv, men hvis vi nu kunne blive enige om at alle elever skulle lære 5 ord i hvert fag hver uge, ville de nå op på omkring 2000 nye ord årligt. Det vil være til gavn for alle. Uanset om man er fra Anholt eller Afghanistan.

Heldigvis oplever jeg fantastiske og engagerede kolleger hver eneste dag, som jeg elsker at arbejde sammen med og som gør en kæmpeindsats for at løfte den her opgave. Men vi skal have flere med. Og så er det vigtigt at huske, at ingen skal stå alene med opgaven.