Søs Prehn
Blog
De to meter fra hinanden har bragt os tættere
Udskolingselever med flygtningebaggrund siger sjældent noget i deres almindelige klasser. Det er pinligt at sige noget på en forkert måde eller stille spørgsmål til det, der lige er blevet gennemgået. Der er flere elever, der er kommet på kant i relationen til deres lærere eller til klassekammerater. Men på det lille corona hold, føler de sig trygge. De taler og knokler - og ingen prøver grænser af på hinanden. Faktisk er det slut med drillerier.
Til hverdag er der ikke altid overskud til at høre eleverne om, hvorfor de havner i konfliktfyldte situationer. Alle ved bare, der er vilde naturkræfter i deres vrede, når de føler sig afvist af kammerater eller voksne, der ofte står med den ene ben på vej ud af klassen, når bølgerne går højt. Men, lige nu er alle elever velformulerede og velargumenterede, når man spørger ind til det, de oplever. De ved, hvornår eller hvordan en konflikt starter og hvem der trapper den op. Bedst af alt har de også selv et bud på, hvordan man kan løse den.
Svarene på vores spørgsmål til eleverne, ligger hos eleverne, men tiden er der sjældent til at lytte. Lige nu hvor alle sidder i halve klasser og der er hurtig kontakt til klassens lærere, så stortrives alle. Der er tid til nærvær og arbejdsro, og pludselig har jeg elever på mit hold, som slet ikke skulle være der, men de kommer fordi, de har lyst.
Skoletrætte udskolingselever gider godt skolen, lektierne, lærerne og hinanden. De værdsætter ovenikøbet gentagelsen ved deres læreres instruktionsvideoer, som de kan se indtil, de har forstået opgaverne.
Det gode fra corona perioden, håber jeg vil blive medtænkt i skolen på den anden side. Mange skoleledere tænker i besparelser nu, fordi man kan nå langt med diverse devices. Men varmen fra en pc kan aldrig erstatte varmen fra et rigtigt menneske.