Politisk: SF
Blog
KL er ved at kaste vores folkeskole ud i endnu en konflikt
Jeg er bange for, at der er endnu en alvorlig konflikt på vej på skoleområdet i Danmark. Måske endda på store dele af det offentlige arbejdsmarked. Vi er nødt til at lægge et pres for at, at der forhandles en fair arbejdstidsaftale hjem for lærerne.
Forhandlingerne om en ny arbejdstidsaftale for lærerne er brudt sammen, og en uholdbar situation lurer lige om hjørnet for alle Danmarks børn. Strejke, lockout eller begge dele. Dage uden undervisning. Dage hvor i forvejen udsatte børn ikke møder professionelle voksne, der kan tale med dem. Dage, hvor i forvejen fagligt svagt stillede børn, ikke får undervisning. Dage, hvor forældrene endnu engang må spørge sig selv, om der mon kommer ro i folkeskolen. Normalt gør jeg en dyd ud af ikke at blande mig, når der forhandles overenskomst. Jeg tror på den danske model, og jeg tror på, at det giver de bedste resultater, når arbejdsgivere og lønmodtagere forhandler sig sammen til en løsning.
Mit problem er bare, at jeg ikke tror på ledelserne i KL og Moderniseringsstyrelsen. Jeg tror ikke på, at de er interesseret i at lave en ordentlig aftale. Jeg tror ikke på, at de bekymrer sig for vores skolevæsen, og jeg tror ikke på, at de har lyttet ordentlig efter, når både lærere, pædagoger, elever, forældre og forskere de seneste år har råbt vagt i gevær: Vores folkeskole er i problemer. Der har de seneste år været elevflugt fra folkeskolen til privatskolerne. Der har aldrig gået flere børn i privatskoler end i dag. Derudover så kan folkeskolerne ikke besætte deres stillinger med uddannede lærere, selvom det var et af de vigtigste mål i folkeskolereformen. Lærerne har i stigende grad valgt folkeskolen fra på grund af det kaos, man har udsat skolevæsenet for de seneste år.
Nu skal der så forhandles på ny, og det er helt afgørende for vores skolevæsen, at KL og lærerne når til enighed om en aftale, der kan give en ny start for vores skolevæsen. Lærerne har åbent meldt ud, at det eneste de kræver er de præcis samme rettigheder som ALLE andre faggrupper har. Hverken mere eller mindre. Helt basale rettigheder. Derfor har de også fået støtte fra de andre fagforeninger, der bakker lærerne op. Når KL ikke vil forhandle helt basale rettigheder ind i en aftale, så er det et angreb på den danske model.
Og derfor blander jeg mig nu. Fordi jeg tror, at KL og Moderniseringsstyrelsen sætter deres egen dumstædighed før folkeskolen. Fordi jeg tror, at KL og Moderniseringsstyrelsen sætter besparelser før børnene. Fordi jeg tror, at KL og Moderniseringsstyrelsen sætter deres egen tro på et håbløst og forældet styringsregime i det offentlige før den danske model.
Ikke at jeg kan blande mig i de konkrete forhandlinger. Jeg kan ikke sætte mig ind i forhandlingsrummet, og sådan skal det også være. Men når nu KL har et soleklart opbakning fra både Moderniseringsstyrelsen og Regeringen, så er det på tide, at alle os der ønsker folkeskole det godt, også blander os og bakker op. Og lægger pres på. Derfor vil jeg anbefale alle SF's byrådsmedlemmer at skrive til KL og lægge pres på for at lave en aftale om lærernes arbejdstid. Derfor vil jeg stille spørgsmål til både ordførere og ministere i Folketinget med henblik på, at de skal få øjnene op for det urimelige faktum, at vi har en faggruppe, der stadig ikke har en forhandlet overenskomst, fordi den ene part nægter at realitetsforhandle. Vi skal passe på vores folkeskole.