Politisk: SF

Blog

Derfor er der brug for SF i folkeskoleforliget

Der er brug for politikere i forligskredsen, som faktisk tør ændre på nogle af de fejltagelser, der er blevet begået.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er vist ikke længere nogen hemmelighed. Der er en del elementer i folkeskolereformen, som jeg synes er håbløse. Det var håbløst, at man ikke finansieret reformen – og at den finansiering der skete foregik ved et historisk angreb mod den danske model. Det var håbløst, at man med reformen indførte et målstyringsparadigme, der har fungeret som en spændetrøje for lærernes faglighed. Det var håbløst, at man troede, at længere skoledage per automatik giver et større fagligt udbytte – især når lærerne og pædagogerne fik massakreret deres forberedelsestid. Sådan sagde jeg dengang man lavede reformen, og det samme siger jeg nu på vegne af hele SF.

Politisk: SF

Da man i SF var med til at tegne linjerne til folkeskolereformen var det med en drøm om at hjælpe vores udsatte børn bedre. For mange af de udsatte børn er tiden i folkeskolen den allerbedste tid på dagen. Tid sammen med kompetente voksne. Voksne der ser dem og hører dem. Tankerne om et fælles og naturligt lærer og pædagog-samarbejde var og er ligeledes vigtigt for SF, fordi vi tror på, at det kan styrke elevernes trivsel at to dygtige faggrupper arbejder med dem. Reformen endte som et stort kompromis. Sådan ender reformer ofte, men reformen fik også en frygtelig fødsel, fordi man finansierede reformen, som man gjorde. Derudover har eleverne, lærerne og forældrene samstemmigt sendt et klokkeklart signal om, at skoledagen er blevet for lang, og at fritidslivet er blevet nedprioriteret. Det er vi nødt til at lytte til. Og endeligt, så er der ganske enkelt – som ved mange andre reformer – dele af reformen som er noget juks, og som bør ændres.

Og det er så det vi prøver på i SF. Det var derfor vi fremlagde en folkeskolepolitik, hvor vi foreslår, at gøre skoledagen kortere. Hvor vi foreslår, at indføre et klasseloft på 24 elever. Hvor vi foreslår at gøre op med målstyring, nationale tests og PISA. Hvor vi foreslår at gøre op med læringsplatformene. Hvor vi foreslår at indføre flere tovoksen-ordninger. Hvor vi foreslår, at man opprioriterer de praktiske fag. Den politik er SF’s rettesnor, og det er de ting vi forsøger at få gennemført i folkeskoleforliget. Noget af det er lykkedes. Vi har været med til at bryde med den stive målstyring. 3000 bindende mål bliver nu vejledende. Det krævede hård kamp. Vi har været med til at sikre, at langt flere skoler veksler skoledagene kortere og bruger to-voksenordninger. Vi har været med til at sætte fokus på læringsplatformene, og snart kan vi forhåbentlig også lempe kravene til dem. Og sådan tror jeg på, at vi kan rykke ting ved at være i forliget.  

Mange spørger mig – både dem der bakker op om folkeskolereformen, og dem der er imod folkeskolereformen – hvorfor træder I ikke ud af forliget, når der er så mange ting I vil med skolen?

Og nogle gange vågner jeg da også om morgenen og tænker: Hvor ville det være let, hvis vi ikke var en del af forliget. Jeg kunne stille alle de b-forslag jeg ville, selvom jeg godt vidste, at det aldrig ville blive til noget. Jeg kunne kalde ministeren i endeløse samråd om emner, jeg aldrig fik indflydelse på. Jeg kunne stille spørgsmål og få gode overskrifter i medierne – men overskrifterne blev aldrig til virkelighed. Det ville være så let, og måske endda godt for partiet, hvis vi vil have flere stemmer. Men det vil jeg ikke. For det er ikke det som folkeskolen har brug for.

Folkeskolen har brug for, at der sidder et parti i forligskredsen, som lytter til de folk, der råber op om problemerne. Folkeskolen har brug for, at der er nogle der bliver og kæmper i forligskredsen med et kritisk blik på de beslutninger, der er blevet truffet. Folkeskolen har brug for partier, der ikke er lærings-fanatikere, men som tror på lærernes faglighed, og som kan tale lærings-industrien stik imod. Også i forligskredsen. Og folkeskolen har brug for, at der ikke bare er et parti, der sidder og siger: Rul hele lortet tilbage. Men kommer med nye bud på, hvad vi kan gøre. Det er min fuldstændige overbevisning, at alle der kæmper for et lavere klasseloft, for mindre målstyring og færre tests, for mere tid til forberedelse, for et opgør med PISA, for kortere skoledage, at alle de mennesker er bedre tjent med, at SF er en del af forliget.

Jeg er fuldstændig bevidst om, at vi har fucket meget op i 2013. Jeg er fuldstændig bevidst om de mange, der har mistet tillid til partiet dengang. Min drøm er, at vi kan være elevernes, lærernes og forældrenes tillidsmand i forligskredsen. Derfor bliver vi i forligskredsen og kæmper. Det er ikke altid den letteste position. Men det er den rigtige.