Politisk: SF

Blog

Mon Ellen Thrane Nørby har stået alene med 12 børn fra forskellige lande?

Regeringens nye eksklusionslov om særlige undervisningstilbud til flygtninge er en skændsel. Og SF stemmer imod, når den skal stemmes igennem. Havde jeg kunne trykke på den røde knap flere gange, så havde jeg gjort det. For det her forslag vil skade integrationen og hundredevis af børn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi er i et klasseværelse i Køge. Til højre for mig sidder fire piger fra Thailand. De fniser, når jeg taler dansk, og de synes, jeg er sjov, fordi jeg er en ung fyr. De er ikke så interesseret i, hvad jeg siger. Ved siden af dem sidder to grønlændere. Meget generte. De siger aldrig noget. Selv ikke når jeg beder dem om det. Dernæst kommer Khaled. Han kan ét ord, som jeg kan forstå. Computer. Computer. Han vil hellere spille computer end at lytte på mig. Så sidder der et søskendepar fra Polen. Deres forældre er håndværkere. Så sidder der en pige fra Rumænien. Hun sidder og tegner med en pige fra Brasilien, der savner sin familie. Og så sidder der 3 elever fra Syrien. De siger ikke noget, men de holder sig fra ørene, når traktoren slår græs udenfor. Jeg spekulerer kun kort på hvorfor.

Politisk: SF

Afsavn og traumer gør det svært at lære

Det var min hverdag mange dage i træk. Jeg elskede det, for hold da op hvor kunne man gøre en forskel. Men det var også hårdt. Ét var at en stor del af børnene led store afsavn. De savnede deres hjemlande. De savnede deres familier. Men værst af alt sad nogle af børnene også med traumer. De var bange for, at jeg ville slå dem. De var bange for at havemaskinerne var krigsmaskiner. De havde set ting, som jeg heldigvis aldrig har set. Og jeg var alene med dem. De børn kunne kun lære noget, hvis jeg sad med dem alene og læste op. Så når jeg gjorde det, sad der 11 andre børn og ventede og måtte forsøge selv. Det krævede gode lærematerialer i en tid med skrabede budgetter

Ny lov er en katastrofe for integrationen

Derfor er jeg så bekymret for den nye lov, som Regeringen fremlægger i Folketinget onsdag. En lov der først og fremmest vil betyde at antallet af børn i klasserne stiger fra 12 til 18, hvis kommunerne synes det er en god ide. Det svarer til en stigning på 50%! Og med det økonomiske pres, som Regeringen har lagt på kommunerne, så frygter jeg, at de vil blive presset til det. En så markant stigning i klassekvotienten vil ramme børnene hårdt, og det vil have store konsekvenser for integrationen negativt.

Selvfølgelig vil det påvirke børns læring, når der pludselig kommer 6 børn mere i klasserne. Selvfølgelig vil det skade integrationen, når der bliver mindre tid til den enkelte elev.

Det værste er, at ministeren ikke engang vil indrømme det. Tænk hvis man hævede klassekvotienten i de danske skoleklasser fra den ene dag til den anden med 50%...

Brud på Grundloven?

Derudover er Regeringens lov om ”særlige undervisningstilbud,” en decideret katastrofe. Der skal lyde en stor tak herfra til Danmarks Lærerforening for at have startet en underskriftsindsamling, så regeringen kan mærke det folkelige pres imod regeringens forslag. Med loven fjerner man ALLE krav om maksimale klassestørrelser, om lærerkvalifikationer og om at overholde lovgivningen i folkeskoleloven. Det er en falliterklæring. Det betyder, at kommuner kan få foreninger eller organisationer til at oprette klasser med 30 elever i. Det er skadeligt for integrationen, og jeg håber ikke, at nogle kommuner vil bruge det. SF vil i hvert fald kæmpe imod.Derudover er det i mine øjne et brud på Grundloven. I Grundloven står der ganske klart, at alle børn i Danmark har ret til undervisning i Folkeskolen. Men med den nye lov giver man ikke eleverne et valg. De kan ekskluderes til særlige tilbud uden for folkeskoleloven.Jeg mener oprigtig talt, at den nye lov er en skændsel. Og vi stemmer imod, når den skal stemmes igennem. Havde jeg kunne trykke på den røde knap flere gange, så havde jeg gjort det. For det her forslag vil skade integrationen og hundredevis af børn.

Det vil jeg aldrig være med til.