Coronarestriktionerne har gjort mig til en bedre lærer

Det er blevet gentaget, så igen gentaget for atter at blive gentaget og så gentaget et par gange mere. Håndsprit er blevet så almindeligt som kridt i klasselokalerne. Hvis ikke mere for kridtet synes ofte at mangle. Noget man ikke kan sige om mængden af håndsprit, der er flyttet ind i alle lokaler.

Bliver man virkelig en bedre lærer i håndsprittens nærvær? For mit vedkommende er svaret: ja. Det kan jeg se på de undervisningsforløb, som jeg i noget tid har udarbejdet som et initiativ i Teachers For Future. Jeg kan se, at jeg går anderledes til eleverne og at jeg formidler bedre. 

Som studerende er jeg nok meget ivrig. Det bliver jeg højst sandsynligt også som lærer. Men den ivrighed har på det seneste, i mine undervisningsforløb, syntes mindre og mindre, hvilket har resulteret i mere proces- og modtagerorienterede forløb, der dog også er blevet mindre strukturerede og mindre ambitiøse. Jeg har erkendt, at selvom 45 minutters dansk kan lyde af meget på papiret, så er det ikke alverden i praksis. Og der er nok meget lidt viden, der kan sætte sig på ryggraden efter én lektion. For derefter skal den gentages og gentages, for atter at blive gentaget inden den gentages igen.

Hvis der er noget, der er blevet gentaget igen og igen og igen, så er det brugen af håndsprit. Det synes virkelig let at køre en gang håndsprit rundt i håndfladerne så erkendelsen af, at det er så let at glemme synes angstprovokerende. Men det er også en påmindelse om hvor vigtig gentagelser er. At det ikke er en konkurrence om hvor mange styks Fælles Mål, der kan presses ind i hver undervisningslektion. At det til gengæld afhænger af at hellige sig læringsprocessen. 

Jeg har nok altid været ret resultatorienteret. Både i mine studier og i mit arbejde. Så selvom jeg ikke kan takke coronavirussen for ret meget positivt, kan jeg alligevel takke den for, at påminde mig om, at give plads til læringsprocessen. Det er trods alt dét, der skal ende ud i et resultat af den ene eller anden slags.