Tirsdagstanker
Blog
Det er folkeskolens formål at forberede eleverne til medansvar. Så selvfølgelig skal de lære om bæredygtighed.
Undervisning i klimaforandringer og bæredygtighed er ligesom seksualundervisning. Det er for sårbart et emne til, at vi kan lade det være op til elevernes egen internetsøgning.
Folkeskolen skal forberede eleverne – børnene – til den virkelighed, der venter dem. Til det skal folkeskolen både danne og uddanne dens elever. Jeg mener ikke, at man kan danne uden at uddanne. Ligesom at eleverne ikke kan tilegne sig kompetencer, før de har den fornødne viden til at opnå dem. Sådan er det, også når vi taler om klima og bæredygtighed – og grøn dannelse i undervisningen.
Der er én afgørende ting, der overses, når vi taler om den fremtidige samfundsudvikling. Selvom vi måske bliver grønnere nu, vil vi så være i stand til at tænke grønnere i fremtiden? Det afhænger af de kommende generationer, der alle starter deres uddannelse i folkeskolen. Vi gør de fremtidige generationer en bjørnetjeneste ved at ”skåne” dem for den sandhed det er, at der skal tænkes bæredygtigt og at der skal tænkes bæredygtigt af dem.
Vi lever i en tid med stress og angst blandt ungdommen – og endnu værre blandt barndommen. Skolebørn har ikke brug for også at skulle frygte at jorden går under. Derfor er klimakendskab i folkeskolen – også – en god idé. For børnene. Lige så vel som i seksualundervisningen kan en pædagogisk tilgang ikke overvurderes. Og det er heldigvis dét vi, lærerstuderende, uddannes i; pædagogik og faglighed.
Samfundsudviklingen SKAL være grøn. Den næste generation skal gøre det bedre end den forrige – og det kan den, hvis den klædes på til det. Og det er vores opgave som lærere og som folkeskole. Folkeskolens formål er at klæde eleverne på til medansvar. Så lad os gøre det og forberede dem på, at den fremtid der – også – venter dem, skal være endnu grønnere end den, som vi giver dem.