Jeg er ikke LÆRERstuderende, men lærerSTUDERENDE

Hvad er egentlig forskellen på at være LÆRERstuderende og lærerSTUDERENDE? Det gik op for mig under en samtale med en af mine undervisere. Han har selv læst til folkeskolelærer og beskrev sig selv som en LÆRERstuderende, fordi han følte sig som en lærer, der studerede. Selv føler jeg mig som det modsatte, en lærerSTUDERENDE. En studerende, der uddannes til at indgå i folkeskolen og i lærerprofessionen. For jeg er ikke en naturlig lærer – endnu. 

En anden pointe, der kom af denne samtale, er hvordan læreruddannelsen både bidrager med faglighed og personlige kompetencer til de studerende. Der er noget over dét at tage ansvar på sig, der modner én. Som om vi vokser med opgaven. For vores vedkommende er det den kæmpe opgave, som det er, at stå med det daglige ansvar for eleverne. Både deres trivsel og deres faglige udvikling. Det er dét ansvar, som vi uddanner os til at kunne tage på os – og leve op til. 

De lærerstuderendes praktik må aldrig undervurderes, for det er netop via de praktiske erfaringer, at vi finder os til rette i rollen som lærer og tilegner os de nødvendige personlige kompetencer for at indgå i det daglige arbejde med eleverne. Folkeskolen er jo om noget til for børnene. For at de selv kan indgå i en både faglig og personlig udvikling. Noget, som de lærerstuderende skal lære at kunne sætte rammerne for. 

Læreruddannelsen kan mange ting. Også for dem, der, som mig, måske ikke forestiller sig at blive lærer, fordi det ikke er noget man kan. Selvom læreruddannelsen ikke er for alle vil jeg alligevel mene, at den er for mange. Fordi man udvikler sig personligt til at blive – og være lærer – i løbet af uddannelsen. Efter snart to år er jeg allerede en bedre lærer, end hvad jeg overhovedet troede muligt, da jeg blev optaget på en ledig plads. Og det skyldes netop ikke kun fagligheden, men i høj grad også den personlige udvikling, der har fulgt med.