Den ledige plads, der blev min plads

Kære læser.

Til mit første indlæg på denne nystartede blog har jeg valgt et emne, der ligger mig meget på sinde: Mig! Selvom jeg, i de fleste af døgnets timer, ser mig mere som et medmenneske, frem for et selvstændigt menneske, så kan jeg ikke dy mig for, at skrive et første indlæg, der går lige til næsetippen - og ikke et meter videre! 

Og så alligevel ikke. For det er i bund og grund derfor jeg er endt på lærerstudiet - med enhver intention om, at gennemføre uddannelsen og tilbringe det meste af mit arbejdsliv i folkeskolen. Men hvorfor? 

For det første kan jeg ikke tænke mig at beskæftige mig med andet end mennesker – og mennesker i udvikling. Med to forældre indenfor HR og arbejdsmiljø er jeg vokset op med, at ens arbejdsliv primært omhandler mennesker. At dedikere sit arbejdsliv til at forbedre tilværelsen for sine medmennesker må siges at være noget, der har smittet af på mit valg af levevej. 

Men hvorfor være skolelærer? Jeg ville ønske, at jeg kunne begrunde det med en velovervejet vurdering af mine personlige kompetencer samt en høj faglighed fra gymnasiet. Men det kan jeg ikke.

Jeg overvejede mine muligheder, men lærerprofessionen - og læreruddannelsen - blev ved med at dukke op. Til sidst besluttede jeg mig for at prøve det - bare lige prøve uddannelsen af for at se om det var noget for mig. 

Personligt har jeg en svaghed for tatoveringer. Jeg har selv nogle stykker. Den der "påvirker" mig mest (for det kan tatoveringer godt) er den på min hånd. "LOVE". Ikke for at matche Medina, men fordi det var den vigtigste lektie fra min gymnasietid: Elsk det du gør! Elsk det du har hænderne i. 

En vigtig påmindelse i min hverdag, der i høj grad forklarer hvorfor jeg er lærerstuderende: fordi jeg elsker det. 

Og her er jeg så nu - ved pointen med mit indlæg! Årsagen til, at jeg blev lærerstuderende var, at der var ledige pladser. Det lyder banalt - det er det nok også, men det passer. Til gengæld er der en anden grund til at jeg ER lærerstuderende og selvom jeg selv hader den slags argumentation, må jeg erkende at nogle gange er mavefornemmelsen bare det rigtige at gå efter; Sommerfuglene i maven, der basker med vingerne når du virkelig føler, at du både bidrager med noget samtidig med, at du får endnu mere igen.

Netop startet på mit fjerde semester er jeg også overbevist om, at lærerprofessionen ikke er for alle. Men jeg er lykkelig for, at den er for mig – og at, jeg kan indgå i den.

Heldigvis er jeg kun lige begyndt.

// T.