Christoffer Cold-Ravnkilde

Blog

Det grimme er mere skønt end det pæne

Kreativitet er de mange løsningers legeplads. Vi lever i en tid, hvor vores elever bliver trænet hårdt og præcist i at komme med det ene rigtige svar, og det begrænser dem langt mere, end vi forestiller os.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kreativitet er de mange løsningers legeplads. Vi lever i en tid, hvor vores elever bliver trænet hårdt og præcist i at komme med det ene rigtige svar, og det begrænser dem langt mere, end vi forestiller os. Det gør nemlig, at eleverne vender ryggen til ting og til drøftelser af ting, der ikke har et rigtigt svar. Det begrænser i den grad også elevernes forestillingsevne, når de skal tænke over, hvad de ønsker sig fra livet, og hvordan de skal få deres drømme til at gå i opfyldelse. Det vil i sidste ende få en meget skadelig indvirkning i forhold til diversiteten i vores samfund, fordi ensretning og kassetænkning mange steder er blevet vejen frem. Hvis den kulturelle oplevelse ikke styrkes, og dét at se bag om det oplagte ikke fremelskes, så vil vores kultur udtyndes. Når jeg tager mine elever med på kunstudstilling, bliver jeg nødt til at lægge dogmer ud, f.eks. at det er forbudt at kalde billeder for pæne. Eleverne vil helst gå gennem en kunstudstilling med en udstrakt pegefinger og sige, at det er pænt, og det er grimt, for så bagefter at synes at de har spildt deres tid, hvilket de jo på sin vis også har. Jeg vælger at tage det anderledes kreative udgangspunkt og siger til mine elever, at kunsten her handler om de mange forskellige løsninger på en given problemstilling. Jeg viser dem eksempler på, hvordan kunstnere benytter forskellige virkemidler og metoder. På baggrund af en sådan gennemgang taler jeg så med eleverne om, hvad de synes om de forskellige måder at udtrykke sig på. Det viser sig hurtigt, at det grimme ofte er langt mere spændende for eleverne at tale om. Det giver er en meget mere nuanceret samtale om værkerne og kan bruges mere direkte, når man kommer hjem og skal arbejde videre med egne værker, fordi de mange muligheders vej er blevet åbnet.

Man kan håbe på, at det i det hele taget åbner op for en mere divergent tankegang.

Christoffer Cold-Ravnkilde

Tilføj beskrivelse