Julesul på Laskedalen - Strøtanker over julemåltidet

Hjemlighed og hygge

Vi nærmer os jul. En tid hvor bl.a. mad og hygge måske mere end nogen anden knyttes tæt sammen som den største selvfølgelighed. Dette ikke mindst i julemåltidets riter, traditioner og socialitet, der skaber en fornemmelse af hjemlighed og hygge. Det tyske ord heimlichkeit bringer associationer til begge. I Das Unheimliche reflekterer Freud over forholdet mellem heimlich og unheimlich – hygge og uhygge –, der som begrebspar er tæt beslægtet, og har det med at slå over i hinanden.

Her skal det dog gælde hyggen og ikke uhyggen. Noget af det finurlige ved det (alt for) hjemlige er, at det for os selv kan være noget nærmest ”hemmeligt”. Når man tænker nærmere over det, så er en række af den hjemlige hygges selvfølgeligheder nemlig præcis så selvfølgelige, at de uden nærmere undren herover ofte forbliver skjulte for os. Således også forbindelsen mellem mad og hygge og ikke mindst julemåltidets hjemlige riter, traditioner og socialitet.

Måltidets sociologi

Om forholdet mellem mad og socialitet kan den tyske sociolog Georg Simmels klassiske essay Måltidets sociologi kaste lidt lys. Simmel reflekterer i essayet over forholdet mellem individualitet og fællesskab – en klassisk sociologisk problemstilling. I forhold til dette begrebspar er maden ifølge Simmel noget højest individuelt. »Det jeg tænker, kan jeg lade andre vide; det jeg ser, kan jeg lade andre se; det jeg siger, kan hundrede høre – men det som den enkelte spiser, kan en anden under ingen omstændigheder spise. På ingen af de andre højere områder finder dette sted, at det som den ene vil have, det må den anden ubetinget give afkald på«.

Kun jeg kan altså spise præcis dét, jeg nu engang spiser. Kun jeg kan smage præcis denne bid mad, da smagssansens skjul i mundhulen ikke tillader deling. En vished der for mig tidlig i barndommen trådte frem bl.a. omkring eftermiddagskaffens hjemlige hygge. Når min mor spurgte, hvad jeg ville have på min friskbagte bolle, og jeg svarede, det samme som min bror, lød det: ”Det kan du ikke få, men du kan få nogetmage til”.

Gennem noget mage til overskrides den enkelte(s) bid mads individualitet imidlertid. Simmel peger på den kristne nadvers rituelle karakter som eksemplarisk for måltidets fællesskabende overskridelse af individualitet. I nadverens ritual, som Jesus som bekendt indstiftede kort før sin død ved sit sidste fælles måltid med disciplene, får alle endog ikke blotnogetmage til, men det samme – i det mindste på et symbolsk og religiøst plan. For mig rækker det dog, at måltidets mage til transcenderer selve fødeindtagelsens egoisme.

Julemåltidets hjemlige hygge og sociologi

Vi nærmer os jul. Og når vi i julen sætter os til bordet for at mødes om julemåltidet, så er det ifølge traditionen – om end denne ind imellem er blevet så selvfølgelig, at det næsten glemmes og forbliver en hemmelighed midt i juletravlheden og gaveræset – i anledning af Jesu fødsel. Vi spiser her ganske vist ikke alle det samme – hverken fysisk eller på et symbolsk og religiøst plan som ved nadveren –, men vi spiser noget, der er meget mage til hinanden. Mange familier sætter sig til bordet på omtrent samme tid med omtrent enslydende menuer og synger omtrent de samme julesalmer. Julens mage til bidrager hermed også til et fællesskab, der er større end den enkelte families.

Inden for dette store mage til har hver familie selvsagt sine selvfølgeligheder og fælles, stiltiende og grundlæggende antagelser. Hver familie har sin hjemlige hygges variationer af julens riter, traditioner og socialitet. Variationer der ofte er så selvfølgelige, at de forbliver skjulte for selv de indviede og næsten hemmelige for de, der ikke er indviede i familien. De bliver imidlertid ofte bragt frem i (jule)lyset, når flere familier bringes sammen, eller når unge familier skal etablere egne juletraditioner, hvor arven fra hver sin barndomshjemlige hygge skal bringes sammen til et nyt fælles. Dette har også gjort sig gældende i vores hjem på den lidet flatterende adresse Laskedalen. Et vejnavn der imidlertid virkelig kommer til sin ret ved julebordets glæder.

Julesul på Laskedalen

Vi nærmer os jul. Og i den anledning havde den nye redaktion på Næringsstoffet egentlig givet mig en bundet opgave, nemlig den at ”bruge fem minutter på at skrive lidt om, hvad der bliver hygget med juleaften” hos familien Juul Agerholm. Vendingen ”hygget med” og mailen i øvrigt lod det tydeligt at ”hygge med” refererede til mad. Det skal jeg – med ovenstående strøtanker om hjemlig hygge og måltidets sociologi in mente – gerne løfte sløret for.

Selve julemaden på Laskedalen er i høj grad mage til den, der serveres i så mange andre hjem i Danmark juleaften. I år skal vi således have den traditionelle juleand med alt, hvad sig dertil hører af tilbehør. Brun sovs (som kun en mor kan lave den), fyld bestående af svesker og æbler og måske med et strejf af kanel, hvide og brune kartofler, ribsgele og rødkål.

I år skal vi dog efter sigende tillige have en moderne farisæer af en rødkålssalat (som kun en svigermor kan lave den). Rødkålssalaten er moderne fordi den bryder traditionerne, og en farisæer fordi den sikkert bliver en ulv i fåreklæder – et hyklerisk og slet skjult forsøg på et sundt indslag midt al frådseriet. I den forstand er rødkålssalaten i parentes bemærket et samtidstypisk symptom.

Hvorom alting er, så er maden blot én ingrediens i vores julemåltid – om end en ikke ubetydelig ingrediens. Maden skaber så at sige scenegulvet og kulisserne, hvorpå måltidets fællesskab kan udspille sin sociale og socialiserende forestilling. Maden skal bl.a. derfor også gerne bestå af både noget traditionelt og noget moderne, således at fællesskabet både vedligeholdes og udvikles.

Der holdes i vores familie stædigt fast i julesulet, hvorfor en flæskesteg også altid finder sin vej til bordet. Svinet ødelægger dog ikke hyggen, tværtimod bidrager dets sprøde svær yderligere til rosende familiære udbrud af rituel karakter for måltidshyggens sociale opbyggelighed.

Det samme er tilfældet med traditionerne forbundet med den gode franske vin, der jo også hører sig til. På min side af familien indledes enhver skål således med et ”Nu skal vi jo ikke glemme hyggen!”. Hyggen må nemlig ikke forblive en hemmelig selvfølgelighed. Den italesættes derfor, så den ikke går i glemsel – eller for at blive helt freudiansk: fortrænges. Det er næsten uhyggeligt.

Der synges gerne en julesalme før maden og eventuelt mellem retterne, sådan for hyggens og fællesskabets skyld. Og er salmerne for lange, skåles der – for hyggens skyld – mellem versene. Maden og kokken(e) roses og prises an med vante vendinger, hvormed de individuelle nydelser, gøres til et fælles anliggende.

Som rosinen i pølseenden fuldbyrdes måltidet – igen, ligesom i så mange andre hjem – med et brag af en ædekonkurrence, for konkurrencer skaber et fælles anliggende. Dysten fortsætter som bekendt til den famøse hele mandel er fundet i overflødighedshornet af sammenrørt flødeskum, ris, mandelstykker og vanilje. Om end selve mandlen kun kan finde vej til en enkelt persons mundhule – og således er noget højst individuelt –, så er der dog i vort hjem tradition for, at mandelgaven, skal kunne bidrage yderligere til aftenens hjemlige hygge og fællesskabet. Det være sig i form af et spil, lækkerier til deling eller hvem ved måske endog en lille julehistorie til højtlæsning for alles ører – små som store.

Flere i selskabet er dog ikke pjattede med ris a la mande og kirsebærsovs (det er vist noget med konsistensen), hvorfor min kone Lise forrige år foretog et moderne brag af en familie- og traditionsfusion, således at en alternativ mandelkonkurrence udspillede sig sideløbende med ris a la mandens. En mandel skjult i en banankage efter min mors klassiske opskrift blev således serveret til den ikke-ris-a-la-mande-spisende del af fællesskabet, så ingen blev udelukket fra den fælles kappestrid. Se det var et moderne nybrud.

Jo vist, der skal ikke mangle noget på Laskedalen i højtiden. Indtagelsen af nærings- og nydelsesmidler ophører da heller ikke med måltidet. Bjerge af konfekt, slik, kager, nødder, dadler, figener, appelsiner, klementiner osv. indtager alle rum, så mådeholdet må suspenderes (endnu) en stund. Og når juletræsdans, sang og julegaveudpakningshurlumhejet er vel overstået, hives det i mandelgave erhvervede spil frem, alt mens en kaffe og cognac gør godt. For vi skal jo ikke glemme hverken fællesskabet eller hyggen, vel?!

Glædelig jul og godt nytår!