Diæten – et andet perspektiv

Perspektivet

Først dog et par ord om ordet perspektiv. I sin helt konkrete betydning anvendes perspektiv egentlig om en kikkert eller et forstørrelsesglas. I overført betydning drejer et perspektiv sig om et bestemt blik på et emne, og dette blik indebærer ofte, at emnet placeres i en historisk sammenhæng, hvor blikket både kan kastes bagud og fremad i tid. Et sådant perspektiv zoomer ind på emnet, men gør det også på bekostning af noget andet, der undslipper blikket. Ethvert perspektiv har sine blinde pletter. I den forstand er den overførte betydning af perspektiv faktisk også lidt som en kikkert eller et forstørrelsesglas: Det lader noget træde tydeligere frem, men er også forbundet med et vist kikkertsyn. Med disse ord lad os da vende blikket mod diæten; og det i ”et andet perspektiv”, hvormed jeg formoder, man mener et andet end dét, der for tiden er det gængse.

Diæten

De gængse associationer, som ordet diæt formodentlig bibringer i vor tid, har at gøre med en særlig tilrettelagt ernæringsplan, særlige former for sundheds- eller sygekost eller måske endog de vederlag, man får til at dække sine næringsmæssige fornødenheder i forbindelse med tjenesterejser. I al overvejende grad drejer diæten sig i vor tid altså om, ”hvad man propper i munden”, om kost og om særlige kure som fx 5:2 – uanset om sådanne diæter er nok så alternative set ud fra den etablerede ernæringsvidenskabs perspektiv eller ej. I et historisk (og andet) perspektiv har diæten været tildelt en noget anden betydning, der drejer sig om sundhed i meget bredere forstand.

Diæt kommer af det græske ord diaita, der ganske vist i en snæver betydning kan referere til mad og drikke. Fra antikken og frem til midten af 1800-tallet anvendes diæt om levemåden i almindelighed og den sunde levemåde i særdeleshed. Den kunst, hvis opdrag det var at styre levemåden med sundhed som ideal, kaldtes i den græske antik diaitetikos (diætetik). På latin oversættes diaita med regimen, hvilket vi også genfinder i engelske oversættelser, ligesom det på fransk oversættes med régime. Og det er for så vidt temmelig dækkende, for den klassiske diætetik udtænker en detaljeret regimentering, regulering, ledelse, styring af levemåden.

De seks ikke-naturlige ting

Over tid udvikler den diætetiske tænkning en liste over de faktorer, som den rette styring af levemåden med sundhed som ideal må rettes ind efter; og med tiden får listen netop også status af en kanon (dvs. en rettesnor). Denne kanon bliver kendt som de såkaldte ”seks ikke-naturlige ting” (på latin sex res non naturales), der tæller (1) luft, (2) mad og drikke, (3) bevægelse og hvile, (4) søvn og vågenhed, (5) ting der udtømmes (ekskretion), og ting der fast- og tilbageholdes og afsondres fra et sted i kroppen til et andet (retention og sekretion) og (6) sjælsaffekter (dvs. lidenskaber, passioner, sindsstemninger m.fl.). Den gennemgående idé i den klassiske diætetiske tænkning er, at disse ting udgør en række årsager, der alt efter deres brug kan forårsage sundhed eller sygdom. Sundhed forstås som en naturlig tilstand og sygdom som en unaturlig; de seks ikke-naturlige ting kiler sig så at sige ind herimellem.

De ikke-naturlige ting er altså hverken naturlige eller unaturlige. Det kan forekomme mærkeligt, at luft, mad, drikke, bevægelse, hvile, søvn, vågenhed, ekskretion, retention, sekretion og sjælsaffekter skulle være noget ikke-naturligt. Det forekommer umiddelbart naturligt, at mennesket må ånde, spise, drikke, bevæge sig, hvile, sove, være vågen, af- og udsondre forskellige substanser og veksler mellem forskellige sindsstemninger, passioner, affekter m.v. Hvad der derimod ikke er naturligt, er den rette regulering, den rette styring, den rette brug af disse ikke-naturlige årsager. I den forstand er netop styringen heraf ikke-naturlig. Styringen er med andre ord en kunst. Denne diætetiske kunst tænkes ind i og ud fra en grundlæggende fordøjelsesfilosofi, hvor intet i livet er for stort eller småt til at kunne regimenteres, reguleres, styres og rettes ind efter sundhedens ideal. Det gør diætetik til en livs- og lægekunst, men også en kunst der er så omfattende og detaljeret, at den potentielt kan forvolde en tyranniserende forarmelse af livet i forhold til andre og måske vigtigere ting og sager end de, der kan gøres op efter sundhedens målestok. I pædagogisk henseende er det interessant, at den moderne sundhedspædagogik i bund og grund fødes ud af den klassiske diætetiske tænknings skød. Det bør give stof til eftertanke – også i forhold til den aktuelle tænkning om folkeskole og sundhed.

Havresuppen og den sunde livsstil

Til forskel herfra kan man sige, at moderne diætetik snarere tænkes ud fra en grundlæggende og langt mere reduktiv fordøjelses-/ernæringsfysiologi. Den moderne diætetik opererer i al overvejende grad med diætbegrebet i den snævre betydning af mad og drikke eller netop diæten som noget, der i al overvejende grad har at gøre med ernæring. Denne moderne form for diætetik opstår i midten af 1800-tallet. Diætetik knyttes her tæt sammen med den på tidspunktet nye organiske kemi, der danner fundamentet for den moderne biokemiske ernæringsvidenskab. Og selvom diætetikken også trækker på andre videnskabelige områder end ernæringsvidenskaben, så bliver moderne diætetik skåret ind til benet en form for anvendt ernæringsvidenskab. »Fortidens klassiske inddeling af de ”sex res non naturales” opgives. Diætetik reduceres til diæt i betydningen af havresuppe og kamillete«, som den tyske filosof og medicinhistoriker Dietrich von Engelhardt udtrykker det i en artikel med titlen Fra stilisering af hele livet til havresuppe.

Men måske har der dog de seneste år været andet og mere i gære inden for diætetikken og inden for sundhedsområdet i bredere forstand. Og i det, der gærer, anes en række reminiscenser af de seks ikke-naturlige ting. Stiliseringen af hele livet efter sundhedens ideal er igen blevet et brandvarmt tema – også i folkeskolen. Ja, den såkaldt sunde livsstil synes i mange henseender at være gjort til genstand for det blik, hvorigennem en stor del af ikke blot arbejdet med menneskets sundhed, men også dets grundlæggende værd som menneske anskues. Det betyder, at stiliseringen af det sunde liv i høj grad også er moralisering. Men det er netop, hvilket dybest set også gjorde sig gældende i den klassiske diætetiske tænkning, ikke en moralisering, der måles med etikkens målestok i forhold til det gode liv, men en moralisering, hvor sundheden svinger taktstokken. Og selv om det gode og det sunde liv på visse områder kan gå helt fint i spænd, så er det langt fra tilfældet i alle livets mangfoldige og finurlige forhold og afkroge. Det undslipper dog let både den klassiske diætetiske tænknings fordøjelsesfilosofiske perspektiv og et moderne fordøjelses-/ernæringsfysiologisk perspektiv på stiliseringen af livet. Og for den enkelte, der vejer livet udelukkende på sundhedens vægt, kan andre og vigtigere ting i livet ofres på sundhedens alter. Nu er det ikke nødvendigvis helt dér, vi er endnu på samfundsplan, men er det en fremtid, vi går og gerne vil gå i møde? Måske mit perspektiv giver mig kikkertsyn, men set fra et andet perspektiv er det vel næppe ”sundt”? Er det måske endog også værd at ofre en tanke, når der for tiden tales og tænkes om sundhedens rolle i folkeskolens faglige og daglige liv?