Sundhed, dannelse og (u)myndighed

Sind og sans

Mådehold, evnen til at mærke efter hvad der er det rette samt kritisk erkendelse fremstår som centrale dyder i såvel sundhedens (fx i diætetikkens og hygiejnens) som pædagogikkens idéhistorie – og der er tætte om end ofte oversete forbindelser mellem disse idéhistorier. I begge henseender har det ofte handlet om etiske, æstetiske og erkendelsesmæssige aspekter af karakterdannelsen. En dannelse af såvel sind som sanser hvor tanken mestendels har været den, at sindet bør regere over sanserne og sanseligheden.

Myndighed, holdning,  mærkning og kendelse

Det jeg i følgende vil omtale som holdningen, mærkningen og kendelsen må forstås i relation til forholdet mellem sind og sanselighed. Mådehold kan fattes som udøvelse af besindighed, hvori ens holdning til sanselighedens tilbøjeligheder træder frem. Evnen til at mærke efter beror på sindets dømmekraft, der i selve mærkningen – her fattet som den etikette der sættes på det sansede i bedømmelsen heraf – kobler det etiske og æstetiske. Og den kritiske erkendelse beror bl.a. på forstandsmæssig kendelse – dvs. kendskab, kundskab og domfældelse – om det sanseligt givne.

I forhold til sundhed kan vi aktuelt finde en række eksempler på omkalfatringer af såvel holdningen, mærkningen som kendelsen. Jeg skal i følgende skitsere disse som værende afsindig afholdenhed, ilsindig overholdenhed, affekteret gøren sig bemærket, manisk afmærkning, krakilsk miskendelse og ukritisk bekendelse. Med inspiration fra Kant kunne man sige, at sådanne omkalfatringer – og her tænker jeg ikke blot i henseende til sundhed – er tegn på umyndighed forstået som manglen på at turde tro på og lade sig lede af sit eget sind frem for at lade sig lede af en anden eller noget andet i såvel etisk, æstetisk som erkendelsesmæssig henseende. I den forstand er der tale om en mangel på dannelse, hvis vi vel at mærke i tråd med bl.a. Adorno insisterer på, at dannelse er dannelse til myndighed, til autonomi, til kritisk selvbestemmelse osv.

Holdningens omkalfatringer

Mådeholdenhed følger som bekendt det sundhedsprincip, som i folkemunde kaldes ”alting med måde”. Det kræver dog en ret holdning (rygrad) at praktisere mådehold. Ikke mindst i et overflodssamfund hvor fristelserne er mange og vedvarende. Og her er det måske lettere at forholde sig til det sunde på andre måder. Måske er det bl.a. dét, der sker når besindig mådeholdenhed omkalfatres til (1) afsindig afholdenhed eller (2) ilsindig overholdenhed.

(1) Afholdenhed drejer sig til forskel fra mådeholdenhed om helt og aldeles at holde sig fra noget. Denne tanke kan på visse områder være en sund forholdemåde. Man skal eksempelvis holde sig fra at indtage arsenik. Og for en alkoholiker lader det sig nok meget vanskeligt gøre at praktisere et besindigt mådehold i forhold til indtaget af øl, vin og spiritus - her er afholdenhed sandsynligvis en fornuftig og nødvendig strategi. Men i en lang række sammenhænge kan det synes voldsomt overdrevent, ja i visse sammenhænge afsindigt at forveksle mådeholdenhed og afholdenhed. Eksempler på en sådan overdreven afholdenhedsforestilling strækker sig fra den milde fedtforskrækkelse til den anorektiske fortvivlelse. Og herimellem kan vi så placere forestillingen om afholdenhed fra alle de ting og sager, som man i tiden har så travlt med udråbe som usunde. Og mangen en sundhedsprædiken i tiden drejer sig om helt at få folk til at holde sig fra det såkaldt usunde. Is, slik, chips osv. skal man prædiken til følge helst afholde sig fra; de skal helt væk fra gemmerne derhjemme, så man ikke lader sig friste. Og strategien kommer også til udtryk institutionelt. I flere og flere børnehaver og skoler ses dette i form af nul-sukkerpolitik, fastelavnstønder med fiberknas, godteposer med frugt, skolerugbrød eller riskiks; nå nej, dem skal vi jo også til at holde os helt fra, for den er åbenbart gal fat med mængden af uorganisk arsen (hvorved riskiksen åbenbart er røget i samme afholdenhedskategori som ren arsenik).  Langt de fleste nærings- og nydelsesmidler, vi støder på i vort overflodssamfund, er dog ikke i sig selv så usunde, at de kalder på total afholdenhed, men kan med sindsro indtages og nydes i moderat omfang.

(2) En anden omkalfatring af besindig mådeholdenhed er ilsindig overholdenhed. Ilsindig overholdenhed skal her fattes som det at overholde bestemte regler, forskrifter, anbefalinger, påbud m.v. alt for ivrigt og ukritisk. Når det kommer til dét at forholde sig til den sunde levemåde, ser vi en række eksempler, der spænder fra den nærmest servile følge af officielle sundhedsanbefalinger til den overilede sekteriske følgagtighed af okkulte sundhedsprincipper. Dén, der er grebet af førstnævnte forestilling, går langt for at følge de officielle kostråd, er opdateret med Sundhedsstyrelsens og Fødevarestyrelsens anbefalinger, kan sit KRAM og har sikkert også slavisk gennemlæst Klarlunds klarsyn ”Sandheden om sundhed”. Der findes tillige en række eksempler på overilet sekterisk følgagtighed, når det drejer sig om sundheden. Det være sig folk, der i forskellige arbitrære diæter, livsstilanbefalinger m.v. har modtaget en næsten religiøs åbenbaring: Hvem kender ikke nogen, som få år tilbage hoppede hovedkulds ud i stringent følge af principperne fra ”Kernesund familie”, eller nogen der nu sværger til palæo-diæt, raw food eller lignende?

Mærkningens omkalfatringer

Afsindig afholdenhed og ilsindig overholdenhed hænger muligvis nært sammen med en manglende evne til selv at mærke efter, hvad der er det rette – og vice versa. Også mærkningen er i tiden ude for omkalfatringer. Det sker eksempelvis, når evnen til at mærke efter omkalfatres til (1) affekteret gøren sig bemærket med disse og hine mere eller mindre outrerede sundhedspræferencer eller (2) manisk afmærkning af det sundes mere eller mindre obskure grænser.

(1) Den affekterede gøren sig bemærket med outrerede sundhedspræferencer karikeres på fortræffelig vis i afsnit 37 af Klovn (den om Piverts polterabend). Casper klandrer under frokosten de, der aktivt har taget del i tilrettelæggelsen af polterabenden (hvilket Casper ikke har – hans blotte tilstedeværelse burde efter hans mening være en gave i sig selv) og har medbragt mad, for ikke at have taget højde for hans særlige blodtype diæt. Efter frokosten går Casper amok på paintballbanen og tildeler polterabendens hovedperson, Pivert, en brutal skudsalve i ryggen. Efterfølgende skyder Casper skylden for hændelsen på de andres manglende hensyn til hans diæt.

(2) Den maniske afmærkning af det sunde, drejer sig om en voldsom, overdreven og unuanceret optagethed af grænsedragning mellem det usunde og sunde. I sin ekstreme form findes denne hos folk, der lider af ortoreksi (dvs. sygelig optagethed af at spise – og i det hele taget leve – sundhedsmæssigt korrekt og et forvrænget billede af, hvad det vil sige). Langt mere udbredt er dog mildere manierede former for afmærkning af det sunde/usunde. Og sådanne former for afmærkning foregår og indlæres endog meget tidligt i barndommen bl.a. som pædagogisk aktivitet i børnehaver og skoler. Dette eksempelvis når der klippe-klistres og laves plancher med såkaldt usunde sager, der modstilles de sunde på andre plancher og hænges på væggen og stilles til skue. Her skal der ikke mærkes så meget efter, hvad der er det rette, hvornår, hvor meget osv., men blot indprentes, hvad der det onde og det gode.

Kendelsens omkalfatringer

Kritisk erkendelse på sundhedsområdet som på så mange andre områder kender vi under udtryk som at spise brød til eller at tage noget med et gran salt. Der er imidlertid stor forskel på kritisk erkendelse af det sundes gyldne middelvej og omkalfatringer som (1) krakilsk miskendelse af sundhedsmæssigt gyldige råd og (2) ukritisk bekendelse til den af sundhedsmassen aktuelt forgyldte guru.

(1) Den krakilske miskendelse af sundhedsmæssigt gyldige råd drejer sig om en kivagtig mangel på anerkendelse af videnskabeligt veldokumenterede resultater, men kan også antage form af dumstædig og barnagtig trods og modsigelseslysten meningskværulance. Historisk set er tobak et godt eksempel herpå. Dels i form af den træghed hvormed videnskabelige indsigter i tobakrygningens skadevirkninger blev omsat til sundhedspolitik. Dels på et mere hverdagsligt og individuelt plan hvor man stædigt kan fastholde, at for mig er rygning nok ikke så slemt, for jeg har gode gener, min bedstemor røg 30 Grøn Cecil om dagen og døde pludseligt uden forudgående sygdom i en alder af 89.

(2) Den ukritiske bekendelse til en sundhedsguru er nært beslægtet med den ilsindige overholdenhed. Men hvor den ilsindige overholdenhed er regel-/principfikseret, dér er den ukritiske bekendelse principielt set person-/idolfikseret. Reglerne kan skiftes ud, hvis guruen vel at mærke foreskriver det. Her kan man for blot at nævne nogle af de mest aktuelle fx være MacDonald-, Astrup-, Bitz- eller Brændgaarddiscipel. Men det kunne for den sags skyld også være et mere ukendt forbillede som fx ens personlige træner, livsstilscoach, mindfulnessmentor eller lignende, hvis ”filosofi” man ukritisk bekender sig til.

Fokus på dannelse

Sådanne tendenser til afsindig afholdenhed, ilsindig overholdenhed, affekteret gøren sig bemærket, manisk afmærkning, krakilsk miskendelse og ukritisk bekendelse er næppe blot at spore, når det gælder forholdet til sundhed. De vidner muligvis om en mere udbredt tendens i tiden til ukritisk at følge andre, hoppe med på letkøbte principper, tendenser, løsninger osv. I den forstand er der tale om en mangel på dannelse, på evnen til myndigt at lede sig selv og sit eget liv. Og her står vi over for en dannelsesopgave, der rækker langt videre end tidens aktuelle sundheds- og almenpædagogiske fokus. En opgave der såvel i som uden for skolen kalder på en reetablering og nytænkning af dannelsestænkningen. Dannelsen har vi imidlertid smidt på møddingen i det såkaldte videnssamfund og i skiftet til konkurrencestatslogikkens økonomiske dominans over pædagogikken og menneskelig velfærd (der i denne logik helt og aldeles forveksles med økonomisk velstand). Her trives umyndigheden i bedste velgående, og der er desværre ikke meget i tidens uddannelsespolitik og -strategier, der peger i anden retning. Det må vi forsøge at påvirke direkte, men det egentlige opgør hermed må formodentlig komme andetsteds fra, fra civilsamfundet, fra forældre, pædagoger, skolelærere og andre nære omsorgspersoner, undervisere og uddannelsesfolk fra vugge til grav, der for sundhedens og endnu mere for livets skyld må udøve civil ulydighed og ditto courage og opdrage kommende generationer til myndighed i og på trods.