Hjerternes fest i de kolde hjerners højtid

Et juleeventyr - Fortidens, nutidens og fremtidens ånder

Den 19. december 1843 blev Charles Dickens' Et juleeventyr udgivet første gang. Jovist, den er god nok, det er præcis 171 år siden i dag. Som mange måske husker, handler fortællingen om forretningsmanden Ebenezer Scrooge, der kun tænker på at tjene penge og ikke har meget tilovers for hjerternes fest, der ifølge ham er noget værre humbug. Scrooge er en gnavvorn gnier, der holder hovedet så koldt, at hjertet er frosset helt til is. Så godt og vel ind under jul, ja på selve juleaftensdag, får Scrooge besøg af sin afdøde kompagnon Marleys spøgelse. Det fortæller, at Scrooge om natten vil få besøg af tre ånder: Forgangenhedens juleånd, den nuværende tids juleånd og den kommende tids juleånd. Dem skal han lytte til, hvis han ikke vil fordømmes til i al evighed at vandre rundt og rasle med lange lænker.

Mødet med de tre juleånder vender op og ned på Scrooges liv. Den første juleånd – forgangenhedens – tager ham med tilbage til barndoms- og ungdomstiden og minder ham bl.a. om dengang, han var venligere og mere uskyldig, samt at kærligheden til mennesker er stærkere end kærligheden til penge. Den anden juleånd – den nuværende tids – tager Scrooge til forskellige lokaliteter. Blandt andet til et muntert julemarked, julefest i en minearbejderhytte og i et fyrtårn, hjem til sin underbetalte kontorist Bob Cratchits familie, hvor Scrooge møder Bobs yngste søn Tiny Tim, som ånden kan fortælle snart vil dø, hvis ikke begivenhedernes gang ændres. Før den nuværende tids juleånd forsvinder, viser den Scrooge to afpillede og udhungrede børn: Drengen Ignorance (uvidenhed) og pigen Want (mangel), og advarer især Scrooge om uvidenheden. Den kommende tids juleånd viser Scrooge julen, som den vil være et år senere. Tiny Tim er død, fordi den usle løn Scrooge betaler Bob Cratchit ikke har kunnet række til ordentlig behandling. Og så viser den kommende tids juleånd også Scrooge hans egen begravelse og forsømte gravsted, som ingen har villet tage sig af. I håb om at kunne vaske skriften af gravstenen (og måske i frygt for sit eftermæle), lover han at forandre sig. Scrooges kolde hjerte tør op, og bl.a. bliver han nærmest som en onkel for Tiny Tim.  

Gad vide hvad der skal til for at tø Tante Skole-Scrooges frosne hjerte op?

Et mareridt – Tante Skole-Scrooges tre evangelier

2014 har mildt sagt været et heftigt år i folkeskolen. Det har været, hvad man roligt kan kalde, et prøvelsernes og øvelsernes år. Julen er dog ikke tiden, hvor man læser i Jobs Bog og egner sig ikke godt til jeremiader. Det er jo evangeliernes – de glædelige budskabers – tid. Og folkeskolen har i året, der gik, fået tre evangelier, som i de kolde hjerners højtid kaldes nationale mål.

Men det er alligevel svært ikke at blive trist. Der er nemlig bare lige det ved det, at de korte dage siden august og her ind under jul er blevet forfærdeligt lange for alle, der på nært hold er berørt af Tante Skole-Scrooges reformhøjtidshumør med dets evigt tilbagevendende evangelium om, at folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, som de kan. Skoledagene er på trods af klimaændringerne, der har givet det varmeste år, siden man herhjemme begyndte at registrere sligt, blevet koldere. Man fornemmer, at mangt et såvel elev- som lærerhjertes skolefest, nu er ”fattigt på sol og glans, ligger og sygner”. Så er det dog dejligt med et glædeligt budskab om, at respekt for professionel viden og praksis nok skal komme til at styrke både tilliden og trivslen i folkeskolen. Og måske den samme respekt vil komme til at mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater, som et andet af evangelierne lader os glædes over?

De kolde kommunalhjerners landsforening har tolket evangelierne bureaukratisk, kvantitativt og operationelt. Så isnende koldt at man bliver helt i tvivl om, hvorvidt de har læst Max Webers beskrivelse af det moderne samfunds udvikling, som en opskrift på det gode samfund. Ja, man skulle næsten tro, de har tolket evangelierne med afsæt i et protestantisk nøjsomhedsideal, så folkeskolen først og fremmest anskues som en institution, der skal akkumulere den nødvendige (human-)kapital til oprustning af den nationale konkurrenceevne på det globale marked. Dygtighedsevangeliet blev til et ideal om top 5 i PISA. Socialudligningsevangeliet blev tolket sådan, at 95% af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Og trivsels-, tillids- og respekt-for-professionel-viden-og-praksisevangeliet kan med baggrund i samme princip gøres op, efter hvor mange elever der bør have en sag ved PPR (max. 5%).

Det er så trist med den slags evangelier – også her ind under jul. Og det bliver ikke mindre trist af, at de kolde hjerner helt og aldeles har glemt at tage skolens hjerte med på råd. Til det problematiske herved for skolens daglige liv kan en lille sundhedsfilosofisk sidebemærkning måske tjene som analogi.

En sundhedsfilosofisk sidebemærkning – Om hjerne, hjerte og lever

I den antikke sundhedslære – hos fx Galen – opererer man med en sjælens tredeling inspireret af Platons filosofi. I denne sundhedsfilosofi siges hjernen, der er kold af natur, at være sæde for sjælens rationelle del. Hjertet, der er varmt af natur, er sæde for sjælens livlige og fyrige del. Og leveren er sæde for sjælens begærende del. Når det gælder den sunde levemådes regimentering, må disse tre sjælsdele så at sige respektere hinanden og deres indbyrdes arbejdsdeling og autoritet for at kunne styre i samklang.

Ofte ender de dog i karambolage med hinanden. For ganske vist tilskrives den rationelle del af sjælen formelt set overkommandoen, men det betyder ingenlunde, at de to øvrige sjælsdele blot klapper hælene sammen og retter ind. Og som Galen skriver i Om diagnosen og behandling af sjælens lidenskaber, så kan man ikke undgå, at den rationelle del af sjælen begår fejl, hvoraf der opstår falske meninger og uvidenhed frem for sandhed, viden, indlæring osv. Ej heller kan man undgå, at der fra de livlige og begærende dele kan opstå lidenskaber, der ikke føjer sig efter den fornuftige del af sjælen.

For den, der ifølge denne lære ønsker at rette begæret i en god retning, går vejen fra hjernen over hjertet til leveren. Elevernes – undskyld leverens – begær er uden for hjernens rækkevidde. Hjernen må alliere sig med hjertet, der i kraft af dets livlighed og fyrighed besidder en indre kampgejst, der i nogen grad formår at påvirke leverens begær, sådan at det kan udfoldes på en god måde. Hjernen må med andre ord respekterer hjertet og dets varme, hvis leverens begær skal påvirkes. Det gælder, som ordsproget vil det, om at holde hovedet koldt og hjertet varmt. Det vise menneske ved dette. Den alt for kolde hjerne fatter det ikke, men viser sig som en halvhjerne, der overisner hjertet og slukker dets kampgejst.

En epilog - De tre vise mænd og de tre aber

Tallet tre synes næsten magisk. Tre juleånder. Tre nationale mål. Sjælens tredeling. Tre vise mænd. Og så er der jo også det japanske motiv med de tre aber. Tante Skole-Scrooge synes i al overvejende grad at hente sit rationale fra tre mænd, der ifølge Tantes kriterier er vise: Goldschmidt, Rasmussen og Egelund. Goldschmidt bragte især guld og ideen folkeskolen som middel til økonomisk velstand med sig til reformhøjtiden. Rasmussen bragte røgelse, så det glædelige budskab kunne bringes langt ind i læreruddannelsen med velduft og halleluja. Egelund bragte myrra – symbolet på lidelse – til balsamering af døde tal for kolde hjerner. Det er ganske simpelt en åndløs kobling af fortid, nutid og fremtid. En åbenbaring af slående uvidenhed om og mangel på forbindtlighed til en pædagogisk funderet skoleånd. Og Tante Skole-Scrooge selv lukker øjne, ører og mund og hverken kan eller vil se, høre eller tale om nogen former for dårligdomme i forbindelse med de kolde hjerners højtid. Tante sender derimod gang på gang aben videre, forventer at skolens hjerte parerer ordre og med iver og kampgejst klarer paragrafferne, alt mens lov 409 holder hjertet i et jerngreb, der på sigt vil kvæle dets evne til at modtage ilt fra lungerne.

Og sådan synes folkeskolen anno 2014 at være kommet ind under jul. Det ville dog være knap så trist, hvis ikke de kolde hjerner udviste en så graverende mangel på kontakt til deres tidligere mere venlige og uskyldige barnehjerter. Det ville være knap så trist, hvis kærligheden til mennesker oversteg kærligheden til konkurrenceevnen. Det ville være knap så trist, hvis ikke de kolde hjerner udviste en så forstillet uvidenhed om tingenes tilstand. Det ville være knap så trist, hvis begivenhedernes gang snart ændres radikalt, så skolebarnet ikke sygner hen. Det ville være knap så trist, hvis tillid og trivsel ikke blot var ord, men også gerning. Det ville være knap så trist, hvis Tante Skole-Scrooge kunne se skriften på væggen. Tænk hvis den kommende tids skoleånd kunne vise hende fremtidens skole – og gerne holde hendes eftermæle frem for hende, hvis ikke konfrontationen med den fremtidige skoles tilstand skulle være nok til at motivere Tanten til forandringer.

Kære Tante, jeg håber, du må få en glædelig hjerternes fest. Jeg ønsker for dig og ikke mindst for folkets skole, at du i juleferien møder tre skoleånder (nogle andre end de åndløse, du allerede har lyttet rigeligt til). Lyt til dem og sæt folkeskolen fri af de kolde hjerners lange lænker, dens hjerte er blevet lagt i.

Og med disse ord ønsker jeg alle i folkets skole en glædelige, varm og hjertelig jul og sender samtidig min dybeste respekt og taknemmelighed for det store og vigtige arbejde, der – på trods af at være indrammet af de kolde hjerners højtid – fortsat foregår lige midt i samfundets hjerte.