Ny Nordisk Skolekøkkenafmontering

Hvis hjemkundskabsfaget skal leve op til de store armbevægelser, hvormed dets formål og slutmål er nedfældet, så skal der være tilstrækkeligt med ressourcer til at slå et ordentligt slag i bolledejen. Det er nemlig ikke småting, undervisningen i skolekøkkenet ifølge hjemkundskabsfagets formålsformulering skal leve op til. Undervisningen skal intet mindre end at byde på ”alsidige læringsforløb”, så eleverne ”tilegner sig kundskaber og færdigheder, der gør dem i stand til at handle og agere i deres eget liv”; den skal bidrage til, at eleverne opnår ”praktiske færdigheder, æstetiske erfaringer og forståelse af egen og andres madkultur, af madens, husholdningens og forbrugets samspil med samfundsfaktorer samt af områdets betydning for ressource- og miljøproblemer og for sundhed og livskvalitet for den enkelte og andre”. Og gennem ”æstetiske, praktiske, eksperimenterende og teoretiske opgaver skal eleverne have mulighed for at udvikle selvværd, fantasi, livsglæde og erkendelse, så de i fællesskab med andre og hver for sig får lyst til og bliver i stand til at tage kritisk stilling og handle i det private liv og i samfundet”. Derudover skal undervisningen ”forberede eleverne til at tage del i og medansvar for problemstillinger vedrørende mad, husholdning og forbrug i relation til kultur, sundhed og livskvalitet samt bæredygtighed” og ”lægge op til, at eleverne oplever værdien af et fællesskab og samarbejde, der bygger på ligeværd og demokrati”. Og så har jeg ikke engang citeret slutmålene, der overordnet set drejer sig om (1) Sundhed: Kost, ernæring, hygiejne, (2) Kultur – æstetik – livskvalitet: Madlavning og måltider, (3) Samfund – ressourcer og miljø – etik: Fødevarer, forbrug, hygiejne og sidst (4) Fagets virksomhedsformer.

Det er store ord. Ikke desto mindre er det ord, der står i direkte forbindelse med folkeskolens formålsparagraf, og signalerer, at hjemkundskab sammen med alle skolens øvrige fag i bund og grund kun kan legitimeres ved deres bidrag til formålet med det at holde skole. Og det formål er i en nordisk tradition ikke noget, der kan gøres op i kvantitative størrelser og økonomiske kalkuler eller for den sags skyld i gastronomisk succes. Denne dyrt købte randbemærkning, synes dog at være forsvundet i tidens åndsfattige uddannelsespolitiske forestillinger om skolens væsen, væren og formål. Nuvel, opfyldelsen af hjemkundskabsfagets for- og slutmål kalder, kunne jeg forestille mig, ofte på energiske, utraditionelle og måske endog undertiden provokerende fremgangsmåder og handlinger fra lærerens side. Uden sammenligning i øvrigt så er også mange af de kokke, der har opnået stjernestatus under monteringen af Nyt Nordisk Køkken, energiske, utraditionelle og undertiden provokerende. Og de lever op til tidens plusord og løsen på alskens problemer: innovation og entrepreneurship. Man siger, at køkkenet er hjemmets hjerte. Jeg vil nødigt overføre det ordsprog på skolekøkkenet og hermed forfordele andre fag. Omvendt bør hjemkundskab heller ikke forfordeles. Men som det er tilfældet med andre af folkeskolens praktisk-musiske fag, risikerer også hjemkundskabsfaget at stå et godt stykke tilbage i køen, når der som følge af regeringsindgrebet kan og skal tildeles forberedelsestid uden fast faktor. Og bliver forberedelsestiden i hjemkundskab ringere end dén i andre fag, så kan ikke nok så megen vilje til innovation og entrepreneurship fra hjemkundskabslærerens side afbøde en afmontering af skolekøkkenet under Ny Nordisk Skole. Hvis det bevirker, at hjemkundskab ikke kan så spirer til kommende gastronomiske talenter, så er det næppe nogen stor katastrofe – de bliver så som så nok sået andetsteds. Men hvad nu hvis det bevirker, at hjemkundskabsfaget i stigende grad fratages dets muligheder for at bidrage til folkeskolens dannelsesopgave?