Det perfekte barn

Trauma rammer børn forskelligt. Og traumareaktioner kan være lige så forskellige. I mit arbejde som psykolog for traumatiserede flygtningebørn og deres familier, ser jeg ofte i familier, at det ene barn tydeligt giver udtryk for sin smerte og lidelse. Enten ved hurtigt at antænde i vredesudbrud på, udefra set, uforudsigelige tidspunkter og situationer. Andre børn isolerer sig i deres tristhed, har nemt til tårer, er ofte ængstelige, eller lider af en invaliderende separationsangst.

Det andet barn i familien møder ind med et smil og et smittende overskud. Der er høje ambitioner i skolen, mange venner og en aktiv fritid. Forældrene fortæller, at de sjældent behøver bede om hjælp, og at tingene bliver gjort, som om barnet bare ved, hvad der mangler. Det perfekte barn, som ikke synes påvirket af krigen og flugten, og som ikke har brug for hjælp til noget.

Det kan både være børn fra familier som sammen og for nylig er kommet fra krig, og det kan være børn, som er anden-, eller endda tredjegenerationsflygtningebørn, men som er vokset op med ubehandlede traumer i familien.

Perfekte børn på klinikken

Nogle af disse perfekte børn møder alligevel ind på klinikken nogle år senere. Udmattede og uden kontakt til sig selv, deres følelsesliv eller en egentlig tæt kontakt til andre mennesker. De har nemlig brugt deres barndom på at undgå de svære minder og medfølgende følelser. Undgå at blive opdaget som sårede af hensyn til andre. Undgå at skabe kontakt til sig selv, hvilket hæmmer deres evne til at identificere, kommunikere og regulere tunge og svære oplevelser og følelser som en strategi til at bevare freden derhjemme. I stedet har de været familiens håb og lys, den, de andre altid kan stole på, og som skaber ro, fred, tillid og aldrig bekymringer. Men så skete der noget, som udefra set kan virke som en bagatel, men som væltede det hele. Hvor følelserne eksploderer og overvælder, og hvor det ikke længere er muligt at undgå

Ikke alle børn og unge med traumatiserende begivenheder i bagagen er traumatiserede. Men hvis man som pårørende eller fagperson alligevel er overrasket over, hvor godt barnet takler en eller flere voldsomme oplevelser, er der måske noget, man skal være opmærksom på.

Jeg møder flere børn med flygtningebaggrund, som med et neutralt smil og i konkrete, ofte grafisk detaljerede beskrivelser kan fortælle om bombeangreb, skyderier, trusler fra soldater og menneskesmuglere,. De fortæller, hvordan familien taklede situationen og kom videre. Og så smiler de. Men når jeg spørger ind til deres følelser under episoden, har de ofte meget svært ved at svare. Endnu sværere er det for dem at beskrive, hvad de føler, imens de fortæller om det, her og nu. Følelsesladede eller tvetydige temaer omkring dem selv er det påfaldende vanskeligt at åbne op for, og jeg ser dem ofte stivne lidt i smilet eller forsøge at tale om noget andet eller om nogle andre end dem selv. Det er, som om de lukker ned.

Når børn lukker ned

Det er en almindelig reaktion under en voldsom hændelse at børn ’lukker ned’ og adskiller tanker fra følelser og kropslige fornemmelser. Det sker, fordi situationen er for voldsom at forstå, mærke og forholde sig til. Og det virker i selve situationen. Når man står over for en trussel på liv og legeme, har man ikke tid til at overveje, hvordan man mon har det. Man er nødt til at handle for at overleve. Voksne kan forsøge at flygte, løbe væk eller kæmpe sig ud af det. Børn har sjældent mulighed for at handle sig ud af et bombeangreb eller et skyderi. For at overleve kan de gøre sig selv så små, usynlige og afskærmede som muligt. Både fysisk, psykisk og emotionelt. I krig har familien også sjældent tid eller overskud til at tale om eller bearbejde en hændelse, før den næste indtræffer. Så barnet fortsætter med at lukke ned. Igen og igen og igen. Som en trykkoger under en tung cementblok skal der, efter nogen tid, og når omgivelserne igen er trygge, ofte kun en ridse til, før det eksploderer.

Det er derfor vigtigt, at vi bliver bedre til at identificere smerten bag smilet, angsten bag succeserne og traumet bag den idylliske heltefortælling. Ikke fordi vi skal grave efter traumareaktioner, hvor der ingen er, men vi skal være opmærksomme på barnet, når det hele forekommer lidt for perfekt.