It-didaktik - tak!

Blog

Google Drev som vejledningsværktøj.

Om hvordan it kan understøtte vejledning af de større elever i løbet af projektopgave-ugen.

Offentliggjort Sidst opdateret

It-didaktik - tak!

Jeg er folkeskolelærer (uddannet i 2007) med liniefag i dansk, dansk2, musik og billedkunst. Derudover er jeg cand.pæd. i it-didaktisk design fra Århus Universitet i 2017. Jeg skriver om de didaktiske udfordringer og muligheder, som teknologien bringer ind i folkeskolen, og så skriver jeg også om, hvad det betyder for lærerne og deres rolle i dét perspektiv.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I den forgangne uge har min 9. klasse haft projektuge, og denne gang har jeg tilrettelagt det lidt anderledes, end jeg har gjort tidligere. Før i tiden har jeg altid forberedt fysiske mapper til de enkelte grupper, hvor jeg har printet mindmaps, skabeloner til arbejdsspørgsmål, oplæg til problemformuleringer og alt hvad projektopgaven ellers indebærer. 

Denne gang havde jeg forberedt en Keynote med alle førnævnte skabeloner, skemaer og retningslinier, som jeg havde lagt i klassens fælles mappe på Google Drev. I samme mappe havde jeg oprettet et dokument til alle elever, som de arbejdede i. Keynoten gennemgik vi sammen, men eleverne kunne sidenhen gå tilbage til den, hvis de havde glemt noget.

Evaluering på afstand

Nu er projektopgaven jo ikke som sådan en skriftlig opgave, der skal afleveres, men dokumentet fungerede som en synopsis, som jeg løbende kunne følge med i uanset hvor i landet, eleverne befandt sig. Jeg brugte programmets kommentar-funktion til at vejlede både på problemformuleringen og den retning, eleverne bevægede sig i, og til at bidrage med nyttige links, videoklip, hjemmesider og lignende.

Denne metode hjalp mig til at holde elevernes læring i et flow. De kunne løbende stille mig spørgsmål, og jeg kunne løbende og meget nemt svare på dem. Denne måde at vejlede på kan dog ikke erstatte traditionel vejledning. Til det er metoden for upersonlig efter min mening, hvorfor jeg da også insisterede på at alle elever skulle se og tale med en lærer dagligt. Jeg mener ikke det er et spørgsmål om enten/eller, men om både og.