Blog

Ukraines børn

Ukraines børn kommer, og vi er åbenbart klar?!

Vi, nogle af lærerne, er ikke klar til at tage imod de ukrainske børn. Vi er realister, og vi lever i den virkelig folkeskoleverden. Her er ressourcerne knappe, tid er en mangelvare og de ’robuste’ lærere eksisterer kun i skolernes jobopslag. Både de danske og ukrainske børn fortjener bedre.

Publiceret Senest opdateret

Vores DLF-formand, Gordon Ørskov Madsen, og vores undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, er begge klar til at tage i mod de ukrainske børn. Altså, på lærernes vegne. Jeg er lærer og jeg er knap så klar.

Sarah Urgaard

Folkeskolen er en dynamisk størrelse, som de sidste mange år har udviklet sig på godt og på ondt. Jeg står midt i det hele, som ordinær underviser på mellemtrinnet, på en dansk folkeskole på Sydsjælland. Med andre ord, har jeg fødderne godt plantet i folkets skole. Jeg nåede lige at opleve folkeskolen inden reformen og lov409, så jeg nåede også lige at opleve "de gode gamle dage", som mange gamle lærere refererer til i dag. Jeg går egentlig ikke op i, hvad "de gode gamle dage" dækker over, jeg går mere op i, at der skal være flere gode dage i folkeskolen, end der er lige nu. Det er for hårdt at være lærer i den danske folkeskole, arbejdsforholdene er ikke holdbare på den lange bane, og jeg nægter at tage eleverne som gidsler i mine arbejdstidsforhandlinger. Men jeg nægter også at holde min mund om det der ikke virker.

Det er både nobelt og prisværdigt, at DLF-formanden og Undervisningsministeren vil gå forrest for at hjælpe de børn, som flygter fra Ukraines krigszoner. Jeg synes dog ikke, at det er prisværdigt at pålægge flygtningebørn at være elev i folkeskolen, før lærerne i den, har ressourcer og kompetencer til at tage imod dem. Og det kan nok så mange og fine forløb fra Red Barnet altså ikke kompensere for. Hvis der ikke tilføres ressourcer inden børnene kommer, så skal vi udpine de få ressourcer vi har, og det gør vi i forvejen!

Ja, folkeskolen skal rumme alle. Det er vi forpligtet til og det lægger vi en ære i. Det er dog politikernes ansvar at sikre, at der er kræfter nok til at løfte opgaven. Selvom de er deres ansvar bevidst, så kan de ikke trylle. Hvor skal de ekstra kræfter og ressourcer dog komme fra?

Vi har længe manglet kræfter i folkeskolen, og der kommer ikke mange flere til lige foreløbig. Folkeskolen har i lang tid haft svært ved at rekruttere og fastholde lærerkræfterne. Det er ikke lykkedes vores politikere at leve op til deres ansvar, som er at sikre, at folkeskolen har de nødvendige ressourcer. Vores egne børn har længe lidt under det, og nu vil vi fra den ene dag til den anden byde en stor grupper traumatiseret børn det samme. Det kan vi ikke være bekendt.

Lærerstuderendes Landskreds har også meldt sig klar til at hjælpe på skolerne. De håber på, at skolerne opretter en jobbank, hvor de kan tilmelde sig. Det er en fin gestus, men det kan vel ikke ligefrem kaldes kvalificeret ressourcer? Ikke et ondt ord om dem, deres ildsjæle og store kommende-lærer-hjerter, men med al sandsynlighed, besidder de ikke de særlige kompetencer, der skal til for at kunne arbejde med børn fra krigszoner. Selv erfarne lærere kommer til kort. Vi har modtagerklasser på flere danske folkeskoler, men vi har ikke lærere nok til at vifte med det danske flag, når de ukrainske børn snart stimler ind i de danske skolegårde.

Vi, nogle af lærerne, er ikke klar til at tage imod de ukrainske børn. Vi er realister, og vi lever i den virkelig folkeskoleverden. Her er ressourcerne knappe, tid er en mangelvare og de ’robuste’ lærere eksisterer kun i skolernes jobopslag.

Med 20.000 ukrainske flygtninge på vores dørtærskel, så har vi travlt. Vi skal nå at finde ud af, hvordan vi kan tage imod de ukrainske børn på en ansvarlig og rimelig måde. Det er ikke nok at ville det, vi skal også kunne (over)leve i det og komme godt ud på den anden side.