Er jeg fra på onsdag, fritaget fra coronakarantænen?!

Det giver jo ingen mening, at jeg skal fortsætte med at være i frivillig karantæne lige nu eller når jeg fra på onsdag skal genoptage mit arbejde på skolen.  Jeg har arbejdet hjemme siden starten af marts og har været i frivillig karantænen i al den tid. Jeg har ikke været syg, så man kan nok godt konkludere, at vi altså ikke har haft corona på besøg. Men det ændrer sig måske snart. 

Jeg går i front med børnene 

Fra på onsdag i næste uge, er det hver dag forventet, at jeg skal undervise eller "passe" andres børn, for så at tage hjem og genoptage min frivillige karantæne. Herhjemme er min teenager, som endnu ikke må komme i skole, og min mand, som i denne tid, sidder i et lille lukket lokale, når han hver dag køre på job. 

Hvordan er det logisk og realistisk? 

Skal min familie så ikke bare fritages for alle de karantæneregler med det samme? Hvorfor skal jeg, 2. påskedag "blive hjemme og holde afstand", når jeg skal møde på arbejde til planlægning (med corona afstand) dagen efter og tage imod børn fra om onsdagen? Jo, jeg er klar, når min leder kalder mig på job, men det er jo heller ikke min leders beslutning, at samfundet skal starte åbningen på skolerne, det er regeringens og sundhedsstyrelsens.

Jeg skal ikke gøre mig klog på den sundhedsfaglige begrundelse for, hvorfor eller hvordan det giver god mening, at åbne op for samfundet, eller hvorfor det skal gøres på denne måde. Jeg forestiller mig, at der er nogle meget dygtige folk, på deres felt, som ved en hel masse om det, som den almene dansker ikke kan gøre sig synderlig klog på. Men jeg har tanker og overvejelser omkring, hvordan jeg som lærer, skal sørge for at håndhæve de retningslinjer der er sat op. Er det overhovedet en realistisk plan? Er retningslinjerne overhovedet mulige at overholde eller gennemføre med så små børn?! 

Vi er bekymret for børnene, men det er de voksne, der vil falde omkring os

De sidste dage har der været rigtig meget snak og diskussion på de sociale medier om, hvordan man kan finde på, at sætte børnene ud i fronten, for at blive de første der smittes. Den samme bekymring regeringen har brugt for at holde familierne hjemme, er nu den frygt de beder især forældre om at ignorere, når skolerne åbner igen på onsdag. Den frygt sidder tildels også i mig. Jeg er jo både lærer og mor. 

Men kigger vi på, hvordan corona virussen indtil nu har opført sig, så er det jo ikke børnene der er i den største risikogruppe. Det er de voksne der skal på arbejde for at passe de kære små smittebærer aka bakteriebomber, som er i reel fare. Det er altså mine lærerkollegaer og jeg. 

Besøg fra København, måske for sidste gang 

I går fik vi besøg af min lillebror og min svigerinde, de havde lånt en bil for at undgå offentlig transport og de kom fra København for at besøge familien på Sydsjælland. Tre små stop, alle siddende udendørs og med corona afstand hele tiden. Vi havde ikke set dem siden et par uger før, coronakrisen brød ud.

Nu skal jeg tilbage på skolen igen, det samme skal to af mine tre børn, så hvem ved, hvor lang tid der går, før jeg kan se de tre i min nærmeste familie, som alle er kronisk syge?

Jeg skal på arbejde, uden værnemidler. Jeg skal trøste børn, jeg kan ikke undgå at være tæt på dem. Jeg ved ikke, hvornår det er trygt for mine familiemedlemmer, at se mig igen, for jeg er potentiel smittet, når jeg træder ud af mine frivillige karantæne på onsdag.

Måske skulle vi bare have sagt F*** samfundssind, og have holdt den påskefrokost, for hvem ved, hvordan verden kommer til at se ud på den anden side af påske...?