Klasseledelse gennem en computerskærm

Jeg sidder derhjemme i min spisestue. Den er, forhåbentlig kun midlertidigt, indrettet som hjemmekontor, fordi corona-virussen har tvunget mange til at blive hjemme. På bordet foran mig, står der et arsenal af elektronik. Tablets, telefon, høretelefoner, computer, ekstra mus og tastatur. På den ene af skærmene toner en masse små glade ansigter frem. Klokken er 11, og 4.klasse skal have nødundervisning i Google Hangouts.

Vi starter lige ud med, at alle hilser og vinker til skærmen. Nogen danser lige en lille Tik-Tok dans og andre præsenterer deres kæledyr for alle de virtuelle ansigter, på hver sine sider af egne skærmene.

Inden jeg introducerede det virtuelle klasserum, overvejede jeg grundigt, om det overhovedet kunne lade sig gøre.

23 elever samlet i et virtuelt rum, bag hver sin skærm, og med hver sin mikrofon.

Klasseledelse i det virtuelle klasseværelse

I hverdagen er der generelt en god ro i 4.R’s klasseværelse. En gang imellem bliver mine korte oplæg afbrudt af sjove indspark og påpegelser af mine uduelige tavleorden. Min "voksen-skrift" falder ikke altid i god jord.

Ville mine elever overhovedet kunne overføre den gode ro og orden, som de ellers mestre i virkelighedens klasseværelse, eller ville fristelsen til at tage ordet eller fjolle være for stor? Det måtte de næste 10 min. vise.

Da de fleste havde vist deres marsvin, hunde og værelser frem, kalder jeg på opmærksom med vores typiske ”Hokus pokus - vi har fokus” mantra. "Så unger, nu er det nu, at vi går i gang. Men inden da, aftaler vi lige, at man rækker fingeren op, hvis man vil have ordet. Alle må stille 2 spørgsmål, og hvis nogen har brug for flere, så snakker vi videre uden de andre er med."

Der er helt ro på linjen. Jeg tjekker lige om min lyd stadig virker. I kor siger de alle sammen "jaaaa", da jeg spørger "Kan I høre mig?".

Jeg fortsætter, lettere imponeret over deres opmærksomhed, som er rettet mod det jeg skal til at sige. Kan 4.klasses elever overføre det de har lært i det traditionelle klasserum, til denne helt ekstraordinære situation, som skærm-nødundervisningen er?

10 min. senere, da mit oplæg er færdigt og de fleste har stillet et opklarende spørgsmål eller to, "sender" jeg dem "ud" for at arbejde videre. De siger "hej hej" og "vi ses", imens deres små virtuelle ansigter forsvinder fra min skærm. De sidste får lidt ekstra spørgetid, og nu er de også på vej. En enkelt eller to, må lige vende retur med et spørgsmål, og er hurtigt videre igen.

Verden er deres klasseværelse

Tilbage sidder jeg og tænker over, hvad det egentlig er vi praktisere i hverdagens klasselokaler. Hvad er det, der gør, at mine, stadig meget unge elever, respekterer og anerkender min klasseledelse, selvom den foregår gennem en skærm? Hvad er det der gør, at de kan overføre alle de aftaler vi har, når vi også sidder i det virtuelle klasserum?

Jeg tror, at det først og fremmest er fordi, at familierne i min klasse, tager deres ansvar og roller alvorligt. Vores samarbejde, deres fortælling om skolen og den respekt for andre, som de sår i deres børn, den er med til, at deres børn er klædt på til at indgå i et klassefælleskab. Det i sig selv er en kæmpe gave for en lærer. Jeg tror også, at det har noget at gøre med, at jeg ofte tager mine elever med ud af klasseværelset. Jeg tager dem med på tur til byens bibliotek, på museet, i byens teateret og i den nye biograf. Vi arbejder i skolegården, når det er godt vejr, vi arbejder på skolens bibliotek og fællesrum, og jeg fortæller dem altid, hvad jeg forventer af dem, inden vi skal ud i en ny arena. Eleverne lærer at begå sig alle steder, fordi verden er deres klasseværelse. Reglerne for samvær i større grupper er de samme, uanset om vi sidder bag hver vores skærm, eller i det traditionelle klasseværelse. Vi respektere dem der har ordet, og vi tager hensyn til dem der er omkring os. Vi taler om, hvorfor det er vigtigt at lytte til hinanden, og vi sætter os i hinandens sted, for at bedre at kunne forstå hinanden.

Klasseledelse er ikke så simpelt. Men noget der er simpelt og virker, er tydelighed, samt enkle og italesatte forventninger til børnene. Hvordan skal de vide, hvad du forventer af dem, hvis du ikke fortæller dem det?