1001 spørgsmål fra en lærer

Mange af os lærere, vi som ikke er kronisk syge eller har nære familiemedlemmer der er i risikogruppen, skal snart møde op på landets indskolings- og mellemtrin. Vi skal endnu engang være klar til at tage hul på en skoledag, som vi aldrig har prøvet før. Heldigvis er vi lærere fleksible og omstillingsparate og vi kan undervise mange forskellige steder.  Men de nye rammer udfordrer og kræver, at vi tænker undervisningen anderledes. Også selvom det "bare" er nødundervisning.

Under hjemsendelsen og fjern-/nødundervisnigen, kunne vi bruge portaler og samtlige skærme blev taget i brug i mange af landets hjemmeskoler. Efter påske er det en helt anden form for undervisning og nye rammer vi skal bevæge os rundt i. Det er nyt og ukendt land, for der er retningslinjer og regler, som før ikke var en del af den i forvejen kompliceret fjernundervisningsligning. Dem skal skolernes ledelse sørge for, at vi kan overholde, når vi kommer tilbage igen efter påske. Vi skal kunne beskytte os selv, hinanden og vores familier. 

Da Mette Frederiksen meldte ud, at skolerne skulle åbnes op for de mindste, gik min hjerne hurtigt i selv sving, selvom den egentlig burde være på ferie. 1000 spørgsmål stod i kø. Didaktiske, pædagogiske og praktiske, alle sammen synes lige vigtige at få svar på.

Hvilke elever skal først i skole? Skal de inddeles i grupper? Hvordan skal lærerene fordeles på elevgrupper? Hvem skal arbejde på skolen og hvem skal arbejde hjemmefra, og hvordan skal parterne samarbejde om at gennemføre nødundervisningsopgaven? Skal mine kolleger planlægge nødundervisning, som jeg skal sørge for at sætte i gang på skolen? Får jeg tid til at planlægge den undervisning jeg selv skal stå for, eller skal jeg bare "passe" børn? Får jeg selv mulighed for at spise min madpakke og holde en pause i løbet af min arbejdsdag? Hvordan kan jeg være sammen med elever, når jeg skal holde afstand, og hvordan vil det påvirke vores relation, når vores kontakt over længere tid, er med større fysisk afstand? Hvordan vil det påvirke eleverne psykisk, at de ikke kan få den omsorg, som de ellers normalt kunne få af en lærer eller pædagog, eller når mor og far drev hjemmeskolen?

Hvad med elever, som før corona var socialt udfordret og tit involveret i konflikter, nogle gange fysisk? Hvilke forholdsregler skal vi tage der? Hvor går grænsen for, hvornår vi sender nogen hjem? Når de snøfter eller først, når de har hostet? Hvordan sørger vi for, at de små elevgrupper ikke kommer til at være sammen med hinanden i pauserne? Skal de have frikvarter forskudt, så de ikke kommer til at lege med de andre børn, der er i skole? Skal de overhovedet have frikvarter?

Jeg har så mange spørgsmål.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at landets skoleledelser arbejder på højtryk for at lægge en forsvarlig plan for, hvordan skolerne skal åbne op igen efter påske. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver et stort arbejde, at få hele kabalen til at gå op. Jeg er slet ikke i tvivl om, at lærerene vil gå forrest for at få det til at lykkedes. Men lige nu, har vi så mange spørgsmål, bekymringer og gisninger. Jeg vil forsøge at trykke på den store PAUSE knap, nyde det gode vejr og være sammen med mine børn, inden jeg skal tilbage og arbejde på skolen igen.

God påske derude. Hold fri, og pas på jer selv!