Børn i risiko for traumevandring bliver overset og misforstået

»Hvad er det, vi overser? Der er noget skævt med hendes måde at være i klassen på, men alle undersøgelser viser, at hun ikke ’fejler’ noget konkret«.

Sætninger som denne hører jeg ofte fra frustrerede lærere og pædagoger i mit arbejde med et barn med flygtningebaggrund. Barnet og familien har gennemgået udredninger, undersøgelser og netværksmøder med gode intentioner om at opnå forståelse og finde den rigtige, bæredygtige indsats for barnets faglige og sociale udvikling. Men lige vidt er man nået. Fordi de sociale, faglige, sproglige og diagnostiske kriterier, som udløser ressourcer til ekstra støtte, ikke kan opfyldes. Barnet passer kort sagt ikke ind i nogen af de eksisterende kasser.

I allerede formulerede rapporter og konklusioner beskrives familiens baggrund ofte kortfattet: »Barnet kom til Danmark som helt lille eller blev måske endda født på et dansk sygehus. Forældrene kom til Danmark for x antal år siden. Den ene forælder har været fængslet og udsat for tortur«.

Derefter beskrives de tiltag, undersøgelser og indsatser, som allerede er afprøvet uden de store resultater. Der har været en PPR-psykolog tilknyttet, der har været kognitive prøver, intelligenstests, sproglig støtte, familierådgivning osv. osv.

Som psykolog møder jeg ofte disse børn efter en lang udredning og en kompleks sagsbehandling med mange fagprofessionelle inde over. Forældre, fagpersoner, lærere og især børnene er frustrerede, oplever forvirring, og samtlige føler, at noget bliver overset og misforstået.

Trods gode intentioner og en voksende opmærksomhed på og viden om traumers påvirkning af børns udvikling bliver traumatiske begivenheder og livsperioder ofte beskrevet som fodnoter uden større betydning.

Traumer vandrer – både gennem blod og adfærd

Traumer kan påvirke barnet allerede inden fødslen. Studier viser, at hvis mor har PTSD og dermed et konstant højt niveau af stresshormoner, kan barnet fødes med et højt niveau af de samme stresshormoner. Et forhøjet niveau af stresshormoner igennem længere tid eller konstant kan så igen påvirke indlæring, koncentration, fokus og opmærksomhed og dermed gøre skolelivet svært.

Når dette adskiller sig fra andre børnepsykiatriske »kasser«, er det, fordi barnet kan have en høj forarbejdningshastighed – dvs. at hun kan aflæse og tilpasse sig situationer og forventninger både fagligt og relationelt, men også »bryde sammen«, når presset bliver for stort og kravene for høje. Et sammenbrud kan samtidig også variere mellem at være udadvendt i form af modstand, aggressiv eller kaotisk adfærd eller indadvendt og komme til udtryk som depressive og tilbagetrukne signaler.

Herudover sker der ofte en mere adfærdsstyret traumevandring, hvor barnet adopterer sine forældres traumereaktioner – og strategier til at håndtere dem. En lille dreng på seks år, som jeg havde i familiebehandling, var igennem flere år blevet henvist til den ene udredning efter den anden på grund af mave-tarm-problemer. Ingen kunne forstå, hvorfor han ofte kastede op, når han spiste morgenmad eller frokost. Der var ikke andre klager eller gener og ingen kropslig eller somatisk forklaring. Under vores tværfaglige familieudredning kom det frem, at faren havde været udsat for tortur, hvor han blev sultet og kun fik rådden mad. Det førte til, at faren i dag lider af madfobi, angst under måltider og flashbacks, når han lugter eller smager specielle ting. Det har givet faren permanent fordøjelsesbesvær og opkastninger. Der var aldrig blevet talt om, forklaret eller spurgt til, hvorfor faren ofte havde ondt i maven og kastede op, men farens angst, fobi, fysiske smerter og opkastninger smittede af på sønnen.

For at hjælpe børnene bedst muligt er det derfor afgørende, at frontpersonale og fagpersoner omkring barnet bliver opkvalificerede, så de hurtigere kan identificere vigtigheden af at traumer i familien adresseres tidligt, professionelt og målrettet. Min erfaring viser, at en specialiseret og familieorienteret behandling kan vende den negative udvikling til en positiv, og at en traumeinformeret tilgang til barnet og familien kan afværge traumernes uheldige spiral gennem generationerne.