Læs mere fra Den faglige forening håndværk og design:
Den faglige forening Håndværk og Design
Det er ikke et pausefag: Vi har brug for at blive hørt
Håndværk og designfaget bliver nogle gange set som en pause fra de boglige fag, men faget kan gavne alle elever, uanset hvad de senere måtte vælge af profession.
”Hvad skal vi lave?”, det er et spørgsmål, jeg ofte møder, når jeg underviser i håndværk og design. Det spørgsmål afslører, at eleverne er fokuseret på det færdige produkt fremfor processen eller vejen derhen.
Af og til hører jeg også skoleledere italesætte faget med, hvad eleverne skal lave, fremfor hvad de skal lære. Det samme sker hos nogle skolepædagoger, der varetager håndværk og designundervisningen. Det kan pege på, at de ser faget som en pause fra de mange boglige fag.
Jeg spurgte engang en mellemtrins-elev, om hvordan man skulle beskrive de praktisk-musiske fag: ”Det er der, hvor man ikke skal bruge hovedet”, lød svaret.
Alle skolens fag arbejder sammen om at opfylde folkeskolens formål. Her handler det blandt andet om at give eleverne kundskaber og færdigheder og fremme den enkelte elevs alsidige udvikling.
Tillid til egne evner
Kundskaberne og færdighederne i håndværk og design handler om, hvordan en viden om designmetoder kan anvendes, når en opgave skal løses. Det er håndværksteknik, materialeviden og erfaringer, som bringes i spil både i idegenereringsprocessen, og når den valgte ide skal udføres konkret i fysiske materialer.
Undervejs i ideprocessen spiller elevernes kundskaber ind i til- og fravalget af materialer og teknikker: Kan materialerne holde til den tiltænkte funktion, kan de bearbejdes med de redskaber og værktøjer, som man har lært om og som er tilgængelige, vil det æstetiske udtryk af produktet blive som ønsket?
Alle disse spørgsmål kører ubevist hos den erfarne håndværker. Vi skal arbejde henimod, at eleverne gradvist får opbygget deres erfaringsmængde, så de vil være i stand til at begå sig håndværksmæssigt i et eller andet omfang, når vi underviser i håndværk og design. De skal opbygge en tillid til egne evner og en tro på, at de faktisk kan løse mindre håndværksudfordringer.
Det vil desuden give mere mod til at kaste sig ud i håndværksområder i fremtiden, som måske ikke direkte var en del af håndværk og designundervisningen, mens eleven havde faget, men hvor viden om processer alligevel gør, at det er muligt.
Faget yder altså et vigtigt bidrag til elevernes udvikling. Alle skolens fag hjælper med at fylde elevernes rygsæk. Det sikrer dem en ballast, der vil gavne alle elever, uanset hvad de senere måtte vælge af profession.
Nye fagplaner
Håndværk og design har været på skoleskemaet siden 2014. De oprindelige fag, håndarbejde og sløjd, former stadig undervisningen i høj grad. Der er endnu ikke en et-fagsforståelse af faget mange steder. Da de nationale fælles mål for faget blev skrevet, var tanken, at fagområdet skulle dækkes af to lærere med bred faglig baggrund.
I 2007 blev faget ’materiel design’ indført på læreruddannelsen. Det afløste sløjd og håndarbejde. På landsplan var der dog kun få lærere, der under deres uddannelse havde arbejdet med begge fagområder. Efter en bekendtgørelse i 2015 blev undervisningsfaget håndværk og design så indført på læreruddannelsen.
Videre ud i livet
Vi står nu i den situation, at der igen skal skrives nye fagplaner. Alle fag skal beskrives på meget lidt plads, og samtidig skal beskrivelserne have en vis ensartethed i opbygningen. Det er dog vigtigt at det tydeligt fremgår af beskrivelserne, hvad kernen i fagene er, og der skal være plads til den enkelte lærers egen udvælgelse af fagområder. Det er vigtigere, at underviseren er godt hjemme i sit område, end at et bestemt fagområde absolut skal indgå i undervisningen.
Jeg håber, at fagfornyelserne vil blive præget af åbenhed, så den valgte skrivegruppe, får så megen inspiration fra fagets praktikere som muligt. Det kan bidrage til en stærk og solid beskrivelse af fagets faglige mål, så eleverne kan tilegne sig kundskaber og færdigheder, som de kan tage med videre ud i livet.
Glæden ved faget skal gerne stå stærkt. Lad mig i den forbindelse henvise til konference med titlen Skaberglæde, som Den faglige forening Håndværk og Design afholder d. 27. – 28. marts 2025.