Blog

Sådan ser den gennemsnitlige lærer ud

Inden du læser videre, så bare rolig. Overskriften har intet med kvaliteten af landets lærere at gøre, skriver Anders Peter Nielsen, der har gennemført sin egen store lærerundersøgelse.

Publiceret Senest opdateret

Anders Peter Nielsen

Mit navn er Anders Peter og jeg er glad for skolen. Så glad, at jeg vil gå så langt at sige, at jeg er skole- og undervisningsnørd.

De sidste mange år har jeg lavet digitale læremidler, gøglet og besøgt en masse skoler.

Det gør jeg stadig, men jeg har det seneste år genfundet glæden ved at undervise.

Bloggen her handler om mine tanker og holdninger til god undervisning, erfaringer fra dagligdagen og inspiration fra de skoler, som jeg besøger.

Jeg håber, at du vil læse med - og meget gerne give dit besyv med enten her eller fx ovre på LinkedIn.

Artiklen her kommer i stedet til at fokusere på, hvordan den gennemsnitlige lærer ser ud anno 2023 ifølge Lærerundersøgelsen.

Hvad ved vi om lærerne i Danmark?

Forleden skrev Gordon Ørskov Madsen et Tweet om fastholdelse og rekruttering af lærere. En anden Tweep spurgte ham, om han vidste, hvor meget en lærer i Danmark underviser om ugen.

For mig var det endnu et godt eksempel på det, der i sin tid fik mig til at lave undersøgelse: Alle har en mening om skolen. Men ved vi nok om, hvordan hverdagen rent faktisk ser ud?

Kan vi skabe den gennemsnitlige lærer?

I marketing arbejder de med det, der kaldes personaer. Det er fiktive personer (ofte baseret på spørgeskemaundersøgelser), som man herefter kan målrette fx reklamer til.

I mange år har jeg også selv brugt personaer, når jeg laver undervisningsmateriale. Jeg har fx 3-5 forskellige elever, som jeg altid tænker ind, hver gang jeg laver en aktivitet. Du gør sikkert det samme, når du forbereder dig bare med rigtige elever i din klasse.

På samme måde kan du og jeg nu lave den gennemsnitlige lærer som persona med udgangspunkt i mit datasæt med svar fra over 2300 lærere.

Inden vi går videre, så vil jeg lige understrege, at dette på ingen måde er hverken forskning eller videnskab.

Men derfor er det stadig interessant.

Du skal da lige hilse på Mette

Den gennemsnitlige lærer har været uddannet i 22 år. Lægger vi de fire år på seminariet til (det hed det jo dengang) og siger, at hun startede som 22-årig efter et år på højskole i udlandet mm., så er den gennemsnitlige danske lærer omkring 47 år gammel.

Jeg tillader mig at skrive hun fordi 70% af medlemmerne i Danmarks Lærerforeningen er kvinder. Navnet Mette har hun fået, da det var et af tidens mest populære pigenavne dengang i 1976, hvor hun blev født.

Hvad Mette laver i sin fritid og hvilken familieform hun lever i, det vil jeg lade være op til dig at finde på. Den del af øvelsen kan skam være spændende at kaste sig ud i.

Kom med Mette på arbejde

Som 84,5% af sine kolleger arbejder Mette fuldtid på den skole, hvor hun er ansat. På hendes skema er der 25 lektioner med elever. Hun er sikkert klasselærer og har nogle af de timemæssigt mindre fag i andre klasser på årgangen.

På skemaet er der også 1-2 fag, som Mette ikke har linjefagskompetence i, eller flere års erfaring med at undervise i.

Mette elsker den daglige kontakt med eleverne, men nyder også både den faglige sparring og det mere løse snakke med kollegerne.

Mettes største udfordringer er..

Ildsjælen Mette brænder for sit arbejde, men føler ikke, at der er timer nok til at udføre det. Hverken i døgnet, men heller ikke, når hun ser på de timer, som hun får til at forberede undervisning, teammøder, skole-hjemsamarbejde mm..

De seneste år er elevernes måde at opføre sig på også blevet en udfordring for Mette.

Lyder noget af ovenstående bekendt?

Kan du genkende Mette, vores gennemsnitlige lærer?

Hvis du har læst de 8 foregående artikler så ved du godt, at jeg ville kunne fortsætte med at beskrive Mette med udgangspunkt i hendes brug af digitale læremidler, hendes kompetenceudvikling, ledelsens støtte til arbejdet med nye teknologier, Mettes feedbackkultur, teamsamarbejdet på Mettes skole og meget andet.

Men øvelsen stopper for nu.

Hvad siger min persona ikke noget om?

Al min data fortæller mig nemlig intet om, hvor god en lærer Mette er. Den fortæller mig intet hendes elev- eller fagsyn, hende relationskompetencer og mange af de andre ting, der er vigtigt for en lærer.

Stillede jeg så de rigtige 16 spørgsmål tilbage i december?

Det kommer jo an på, hvad jeg ønskede at blive klogere på. Meget af det, som jeg gerne ville vide, er jeg blevet klogere på. Men de mange svar har også gjort mig nysgerrig på andre sider af livet som lærer.

Senere på året laver jeg derfor undersøgelsen igen. Også for at se, om noget har ændret sig i årets løb.

Hvad skal Lærerundersøgelsen så bruges til nu?

Resultaterne i undersøgelsen har jeg allerede brugt flere gange til det, som hele tiden var formålet: At kvalificere samtalen om lærernes forhold, skolen og om undervisning.

Fx har jeg flittigt refereret til den i debatten om skærme (jeg spurgte jo, hvor meget digitale læremidler blev brugt) og Folkeskolen har også brugt data om selv samme i deres dækning af debatten.

De mange svar giver nu mig og andre muligheden for at have lærernes virkelighed med i vores overvejelser, drøftelser, indspark i diverse debatter og når vi kommer med forudsigelser om fx udfordringerne ved at fastholde lærerne.

Tak fordi du har læst med. Og et kæmpe tak til alle dem, der tog sig tid til at deltage!

Og så jeg håber, at du vil deltage i undersøgelsen igen, når jeg laver den til december.

Powered by Labrador CMS