Blog

10 råd til den nyuddannede

Rundt om i landet starter en masse skolebørn i børnehaveklasse/0. klasse. Men de er ikke de eneste nye på vores skoler. Der starter heldigvis også en masse nyuddannede lærere. Dem har jeg, igen i år, lavet en liste med gode råd til.

Offentliggjort Sidst opdateret

Først og fremmest et stort tillykke med dit nye job! 

Mellem os to, så er det et af de bedste og mest berigende jobs i verden. 

Men jeg vil også være ærlig - det kan til tider være hårdt. 

Anders Peter Nielsen

Mit navn er Anders Peter og jeg er glad for skolen. Så glad, at jeg vil gå så langt at sige, at jeg er skole- og undervisningsnørd.

De sidste mange år har jeg lavet digitale læremidler, gøglet og besøgt en masse skoler.

Det gør jeg stadig.

Så bloggen her handler om mine tanker og holdninger til god undervisning, erfaringer fra dagligdagen og inspiration fra de skoler, som jeg besøger.

Jeg håber, at du vil læse med - og meget gerne give dit besyv med enten her eller fx ovre på LinkedIn.

Som med meget andet, så kan det især være hårdt i starten. Du skal både møde elever, kollegaer, ledelsen, forældre og meget andet i en hverdag, der er noget andet, end sidst du var i praktik. 

Det kan være alt fra manglende toner i kopimaskinen (bare vent - panikken breder sig hver gang), forældre med lange og vilde beskeder på AULA og erfarne lærere, der mener, at netop de ved, hvordan du bør undervise.

Listen er ment som en livline - ikke et facit

For at hjælpe dig med nogle af de udfordringer, du vil møde, har jeg igen i år samlet 10 gode råd til, hvordan du som ny lærer får den bedst mulige start. 

Igen i år er der opdateringer med udgangspunkt i nogle de råd, der kom i sidste års kommentarspor (se også efter i år, der kommer helt sikkert flere gode råd).

Det er ikke raketvidenskab eller stentavler båret ned fra et bjerg. De 10 råd er såmænd nogle råd, som jeg selv gerne ville have hørt, da jeg var nyuddannet.

Lad os se på dem:

1: Rom blev ikke bygget på én dag

Jovist - du er uddannet lærer. Men ingen forventer, at du kan alt fra dag et. Det er først nu du lærer, hvad det vil sige at være lærer. 

Giv dig selv tid til processen og tag gerne din egen “temperatur” undervejs for at sikre, at du har det godt og kan følge med, bruge tid på at justere og reflektere over din udvikling.

2: Hvo ingen spørger, intet vinder

Det oprindelige ordsprog handler om, at dem der vil opnå noget, må satse. I skoleverdenen er det min klare overbevisning, at vi opnår meget ved at spørge. 

Du skal derfor spørge dine kolleger til råds. Spørg dig selv, om du er på rette vej. Spørg din ledelse, om de vil give dig feedback på din undervisning. Spørg eleverne om de kan lide arbejdsformerne mm.. 

Spørgsmål om og nysgerrighed på andres og din egen praksis er ikke et tegn på svaghed. Det er tværtimod et tegn på refleksion. Uden refleksion bliver du aldrig den lærer, du drømmer om.

Som Bertel ville sige: Spørg for helvede! 

3: Prioriter relationerne

Fokusér på at danne relationer. Det elsker eleverne!

De er også glade for fagligt dygtige lærere. Men frem for alt, så elsker de voksne, der vil dem det godt og er oprigtigt interesserede i dem.

Husk, at du som den voksne har ansvaret for relationen. Også når relationen går skævt.

Når det går skævt, så vend tilbage til punkt 1 og 2.

4: Giv eleverne plads

Fokus skal ikke altid være på dig. Som lærer kan man nemt komme til at være meget på. Der er nemlig SÅ meget, som man gerne vil lære eleverne. Du skal sørge for, at de i løbet af timerne får plads, får diskuteret, undersøgt, afprøvet og selv er kommet på banen.

Læg mærke til, hvor de agerer og reagerer, når du giver dem plads (og tager pladsen fra dem).

5: Vær en autentisk lærer

En autentisk lærer er det bedste, eleverne ved. Glem alt om at opbygge en facade og være en anden. Selvfølgelig må der gerne være forskel på privat-(indsæt eget navn) og lærer-(indsæt eget navn). Men byg ikke en mur mellem dig og eleverne. 

Engager dig derfor i dem og deres liv og vis dem, at du er engageret og passioneret omkring de ting, som I arbejder med. Ja - også grammatikken. 

Dit engagement og din gejst vil motivere dine elever.

6: Lav en så god plan, at der er plads til at afvige fra den

Når du planlægger, er det fristende at planlægge alt ned til mindste detalje. Fx med udgangspunkt i alle de flotte figurer, teorier og andet, som du har lært om de sidste fire år på studiet.

Lad være med det.

Lav i stedet en fornuftig plan, som du giver dig selv lov til at afvige fra. Som en skrev på LinkedIn forrige år: “Jeg slog mig SÅ HÅRDT på mine første årsplaner, fordi jeg kom fra en idealiseret verden”.

Tænk i stedet over, om du kan skabe nogle faste strukturer, ritualer og holdepunkter omkring din undervisning. Og vær klar til at afvige fra planen, hvis stemningen er til noget andet. 

(ift. fornuftig plan, så se næste tip👇)

7: Lad dig inspirere af færdige materialer

Du har helt sikkert allerede mødt dem. De var der jo også, da du selv gik i skole. Jeg tænker på færdige materialer. Om de så er analoge eller digitale, så er det lavet med et formål: at blive brugt. 

Og de fleste af dem er lavet af kloge mennesker, der vil dine elever det godt. Selv var jeg, som nyuddannet, meget modstander og ville lave alting selv. Jeg måtte dog hurtigt indse, at det tog alt for lang tid. 

Brug de færdige læremidler - men brug dem varsomt. Lad dig inspirere af andre menneskers kloge tanker. Tilpas dem og gør dem til dine egne.

8: Åbn din dør for kollegaerne - besøg også dem

Som ung nyuddannet lærer var jeg så heldig at starte samtidig med 10 andre nyuddannede lærere. Ret hurtigt blev vi enige om at besøge hinandens undervisning, udfordre hinanden, sparre om vores tanker, ideer, konfliktløsning og meget andet.

Samtidig inviterede jeg også mig selv ud for at se mine mere erfarne kollegaer og deres undervisning. Fx i de klasser, hvor jeg kun skulle være to lektioner om ugen.

De mange besøg jeg havde i andre klasser, og selv fik i mine egne timer, var guld værd.

9: Du, børnene og deres forældre er på samme hold

Det kan være svært at være barn og forælder. Tænk derfor, i din dialog med og ikke mindst om børnene og deres forældre, at de gør deres bedste.

De er dine medspillere - ikke modspillere. Inddrag derfor også forældrene, del dine tanker med dem, informer dem om arbejdet i klassen og spørg dem ind til, hvordan eleverne har det socialt og fagligt.

Hvis du skal være klasselærer, så fortæl forældrene, at deres vigtigste opgave er at give deres børn den opfattelse, at de går på verdens bedste skole og i verdens bedste klasse.

Også selvom de måske er uenige engang imellem. Invitér dem til at stille alle deres spørgsmål og dele deres frustrationer med dig - i stedet for med deres børn. 

10: Nyd det!

Du har fået et af verdens bedste jobs. Vær lykkelig over, at du fra nu af kommer til at påvirke og udvikle en masse skønne børn og unge mennesker.

Værdsæt det, og gør dit ypperste for at leve op til det ansvar det er at være lærer.

Sæt derfor også god tid af i efterårsferien til at nyde roen og freden uden for mange aftaler. Det får du brug for😉

11: Errare humanum...

Alting kan og skal ikke være perfekt.

Hverken din undervisning, elevernes opførsel, forældrekontakten, kollegerne og skemaet. Eller denne liste for den sags skyld😉

Omfavn de fejl du møder og lær af dem!

Var det alt?

Tja - det var mine gode råd anno 2023.

Inden du smutter, så skal du næsten lige hilse på din kollega Mette, der repræsenterer gennemsnittet af dine kollegaer. 

Endnu en gang tillykke med jobbet - og rigtig god skolestart!

p.s. tak til alle dem, der de sidste par år har kommenteret og suppleret mine råd enten her eller på forskellige sociale medier.