Hvem bestemmer, hvad du bruger i din undervisning?

I serien om Lærerundersøgelsen er vi nået til et af de spørgsmål, hvor jeg var mest nysgerrig på, hvad lærerne svarede:

“Har du været med til at vælge, hvilke læremidler/taskebøger (digitale og analoge), du kan anvende med dine elever?”

Tilbage i 2017 viste en undersøgelse (foretaget af Epinion blandt 8639 lærere i 2017), at cirka 25 % af lærerne oplevede “at de i mindre eller ingen grad har nogen indflydelse på indkøbene” skolen foretog.

2 fortællinger om lærere, der ikke selv havde valgt undervisningsmateriale

Du har sikkert selv oplevet det - pludselig at skulle undervise med udgangspunkt i et materiale, som du ikke lige forstod sammenhængen i eller meningen med.

Måske som vikar, måske i forbindelse med en temauge planlagt af andre eller måske som en del af det læremiddel, du bruger med dine elever.

Lad mig give dig to historier om sådanne oplevelser.

Den nyuddannedes kamp med bøgerne

Jeg husker stadig, da jeg startede som nu lærer.

Min 7. klasse havde inden sommerferien fået udleveret bøger til alle de fag, som jeg skulle undervise dem i.

I flere af fagene bød det på udfordringer. Danskbøgerne var fx udleveret i forskellige udgaver, så flere af billederne i læsebogen ikke passede med opgaverne i arbejdsbogen.

For histories vedkommende sprang bogen direkte ned i skyttegravene i 1864. Den forrige var stoppet ved Englandskrigene, så ingen grundlov til mine historiehold.

Efter få uger smed min kollega i parallelklassen, der også var nyuddannet, og jeg håndklædet i ringen og droppede materialet til dansk.

Vi kunne ikke genkende os selv, vores fagsyn eller vores ønsker for elevernes oplevelser med faget i det materiale, som skolen stillede til rådighed. Så det røg tilbage i kælderen.

Det samme gjorde historiebøgerne kort efter.

I stedet tyede vi til kopimaskinen og den kommunale fællessamling.

Fysiklærerne, der følte sig snydt

Den anden historie udspiller sig nogle år senere, da jeg var begyndt at lave læremidler på et større forlag.

Her var jeg tit rundt på skoler for at præsentere de digitale læremidler, som skolerne købte.

De fleste gange var det hos fagteams, hvor jeg fx mødte 5-6 meget engagerede historielærere, der virkelig havde sat sig ind i, hvad de forskellige materialer kunne, hvad de kostede og hvordan de støttede i forhold til afgangsprøven.

Ud fra den analyse besluttede de så, hvad skolen skulle indkøbe.

Andre gange var det på skoler, hvor kommunen eller skolens ledelse havde valgt for dem.

Her er der især ét skolebesøg, som jeg aldrig glemmer.

Skolen havde købt alle de fagportaler, der passede til skolens klasser og fag, fra forlaget. Jeg var nu kommet ud med kage (det var en del af aftalen) for at fejre købet med lærergruppen og vise de forskellige portaler frem.

På et tidspunkt kom turen til naturfagsgruppen, som jeg sad i et lille hyggeligt lokale med. Inden jeg når at starte min præsentation, siger en af dem tørt: “Vi ville hellere havde haft fagportalen fra Gyldendal”.

Den korte tid, vi havde sammen, kom ikke så meget til at handle om, hvad jeg kunne fortælle dem. Det handlede mere om, hvad de ville fortælle mig om mangler og fagsyn i det materiale, jeg repræsenterede.

Efterfølgende viste det sig, at fysik var det eneste fag, hvor lærerne havde ønsket andet, end materialet fra det forlag, hvor jeg var ansat.

Jeg tror aldrig, at de lærere kom til at tage den fagportal til sig.

Debatten om skærme handler måske også om læremidler og lærernes ønsker?

De to fortællinger har nogle år på bagen. Men det tror jeg på ingen måde, at problemstillingen med indkøb af læremidler har.

Har du fulgt bare en smule med i, hvad der sker omkring skolen, så har du helt sikkert også lagt mærke til debatten om skærme i skolen.

Meningerne er mange - og delte. Men har du også lagt mærke til de nødråb, der kommer i kommentarsporene?

Her kan du læse om:

• lærere, der ikke selv har fået lov til at vælge materiale,

• lærere, der ville ønske, at de havde bøger til rådighed,

• lærere, der ville ønsker, at de havde mere tid til selv at kunne lave materiale

• lærere, der savner at vurdere og vælge mellem flere forskellige løsninger i deres undervisning.

Da det med Google og Helsingør var på sit højeste fik jeg endda følgende besked i indbakken: “Vi har smidt næsten alle kulturfagsbøger ud, to dage inden vi gik på ferie”.

På den pågældende skole har kommune nu besluttet, hvad alle lærerne i kulturfag kan undervise med. Selvom lærerne måske ønsker noget andet (bøgerne var gamle, men der var ikke penge til nye).

Mange andre steder er billedet det samme. Lærerne føler, at andre har truffet et af de vigtigste valg for dem: Valget af materiale.

Hvad svarede lærerne så i 2022?

Nu refererede jeg i starten til en undersøgelse foretaget tilbage i 2017, men hvad svarer lærerne mon i 2022?

Det skal jeg fortælle dig.

Men først må jeg skuffe dig: Det er ikke blevet bedre - faktisk en smule værre.

Hele 30,5 % svarer nemlig “Nej, skolen har købt fælles ind” på spørgsmålet om, hvorvidt de har været med til at vælge.

36,3 % har været med til vælge i “nogle af fagene”, mens 34,8 % svarer “Ja”.

Et materiale kan være nok så godt, eller nok så dårligt…

Jeg har ikke spurgt til, om folk er tilfredse med det materiale, som de har til rådighed.

Men at knap en tredjedel ikke har været med til at vælge er trist.

For selv det dårligste materiale kan ofte reddes, hvis læreren er dygtig og kan trylle lidt ekstra frem. Det kræver dog forberedelsestid (som vi tidligere erfarede, at lærerne ikke har nok af), lyst til at tilpasse og overskud.

I lærernes svar kan jeg også se en sammenhæng mellem forberedelse og brugen af digitale læremidler i alle lektioner. Det gør rigtig mange af dem, der mangler tid til forberedelse nemlig.

Er tiden, lysten og overskuddet der ikke, så ender mange elever desværre med at arbejde sig igennem et læremiddel, som læreren ikke er interesseret i eller brænder for.

Så bliver undervisningen derefter.

Hvor er jeg så ivrig efter, at lærerne skal være med til at vælge?

Det er jeg bl.a. fordi jeg er overbevist om, at indflydelse og ejerskab er alfa og omega, når vi taler undervisningsmaterialer.

Formålet med Clios undersøgelse i 2017 var at finde ud af, om brugen af en given platform blev påvirket af, hvem der havde truffet beslutningen om købet.

Ifølge Clios tal, så steg brugen med 219 %, hvis lærerne selv havde valgt materialet.

Det giver jo god mening. Det helt rigtige læremiddel er jo et vigtigt redskab for dig som lærer.

Har du selv været med til at vælge, så er du vil også mere begejstret for materialet?

Så bruger du det sikkert også til at skabe gode oplevelser for og med eleverne.

Og det er jo netop det vi vil - skabe den gode undervisning.

Om det så er med skærme, bøger eller en skøn blanding af materialer og teknologier.

Kan lærerundersøgelsen fra 2022 så fortælle os lidt om, hvordan der ser ud med brugen af de læremidler, som lærerne selv har været med til at vælge?

Hvis jeg samkører dataene, så viser det sig at 214 % flere bruger digitale læremidler i alle deres lektioner, hvis de selv har været med til at vælge de materialer, de har til rådighed.

Mon ikke, at det samme gør sig gældende med bøger?

Hvordan ser din virkelighed ud?

Nysgerrig som jeg er, så kunne det være interessant med lidt flere uddybende svar på mit spørgsmål om indkøb og beslutningsprocesserne bag.

Hvordan ser virkeligheden ud på din skole?

Har du selv været med til at vælge? Og hvis ja, hvordan greb I så valget an - handlede det om fagsyn, indhold, medietype, pris, opgavetyper eller?

Jeg håber, at du vil svare!