Kampen er en fælles værdi

For en mand, der, som jeg, voksede op i et stærkt borgerligt hjem, og som nærmest pr. automatik endte med en handelsuddannelse, var det et behageligt kulturchok at blive lærer tilbage i 2005. Værdier, som jeg i mit arbejdsliv hidtil ikke havde mødt, men som betød meget for mig, fandtes pludselig i rigt mål blandt mine arbejdskammerater, da jeg dengang blev en del af lærerkollegiet på Mølholm Skole. Og intetsteds fandtes disse værdier i højere grad end i min nye (første!) fagforening, Danmarks Lærerforening. Her mødte jeg sammenhold, fællesskab og kampgejst. Endelig var jeg landet. Det helt rigtige sted.

Det slog mig, at værdierne, jeg elskede, var knyttet op på kampen. Det var kampen, der gjorde forskellen. Det var den, der var forudsætningen for fællesskabet og for sammenholdet. Det var tydeligt, og det var derfor, jeg snørede støvlerne og stillede op. Først som tillidsrepræsentant, siden som kredsstyrelsesmedlem og nu som kandidat til hovedstyrelsen. Jeg har hele tiden været her for at kæmpe for de værdier.

Lad mig komme med nogle bud på nogle af de værdier, der for mig kendetegner foreningen

Kampen for sammenhæng mellem tid og opgaver

Kampen for ressourcer til at kunne levere den bedst mulige undervisning

Kampen for frihed til anvende de metoder, der passer bedst til lærer og elever.

Kampen for en centralt fastsat løn, der modsvarer uddannelsesniveau, anciennitet og ansvar.

Kampen for et sundt arbejdsmiljø, som gør, at alle lærere kan arbejde til pensionsalderen uden at blive slidt op

Kampen for en stærk organisation, som kan levere al den hjælp, man har brug for, når arbejdslivet styrter i grus.

… og der er mange flere.

Kampen er en uafrystelig del af disse værdier. Kampen er en uafrystelig del af selve vores forenings DNA. Kampen er vi uafrysteligt fælles om. Der er dog opstået en fortælling om, at kampen kun kæmpes af dem, der mener, at bedre tider kun kan findes for enden af et rungende nej.

Den tolkning siger jeg til gengæld nej til. Jeg har godt nok brugt megen tid og mange kræfter på at komme til den beslutning. Mange ting har talt for en mere konfronterende tilgang til bl.a. arbejdstidsspørgsmålet, men i sidste ende mente jeg, at den vej ikke ville hjælpe lærerne bedst. Betyder det, at man ikke kæmper for vores fælles værdier, bare fordi man mener, at en anden løsning er bedre i situationen? Nej. Den historie nægter jeg at anerkende! Der har været uenighed om midlerne, men det vil være forkert på denne måde at nedvurdere den indædte kamp, der foregår hver dag i DLF, i lærerkredsene og ude på skolerne. Den kamp er jeg stolt engageret i. Og stolt, det er jeg.

Jeg mener, at lærerne skal helt ind i skolens maskinrum, der hvor skole skabes. Der har lærerne ikke været i mange år, men det er der, vi hører til. Jeg vil kæmpe benhårdt for, at det bliver en succes, og at successen bliver udbygget i de næste mange år, og at vi ikke i stedet vælger en vej, der fører os ud, væk fra skolens hjerte og op i skovens højeste træ. Jeg har blikket fast rettet mod det næste skridt ud ad samarbejdssporet, derhen hvor samarbejdet bliver endnu stærkere, endnu mere forpligtende og dermed giver endnu mere værdi til endnu flere lærere.

Jeg går ikke ind i hovedstyrelsen for at være enig med nogen. Jeg ved dog, at enhed gør stærk, og at enhed bygger på forskellighed. Det handler ikke om at ”glemme” nogen stemmer blandt lærerne. Det handler om at skabe de bedste resultater for dem.

Det kæmper jeg for.