Lars Holmboe
Blog
Nu skal der trækkes i samme retning!
Hvis arbejdstidsaftalen og det samarbejdsspor, foreningen har valgt at følge, skal kunne løfte den enorme opgave, vi står i, så er det altafgørende, at de næste år ikke kommer til at gå med at arbejde i to forskellige retninger
Der er en stor opgave foran os. Nej, der er mange, men jeg vil alligevel vove pelsen og sige det, som står allerforrest i min bevidsthed: Arbejdstidsaftalen skal virke! A20 blev til på et bagtæppe af politikersvigt, lockout og en alt for langsommelig og forsigtig imødekommelse fra vores modparts side, og derfor var kravene store til den første aftale i syv år. En stor gruppe lærere stemte nej, mens en dobbelt så stor gruppe stemte ja.
Mange har udtrykt sig skarpt om både processen, resultatet og hvordan DLF skal komme videre. Jeg vil her blot sige, at arbejdstidsaftalen SKAL virke, og at det er i alle læreres interesse, at den kommer til at virke godt for os alle.
Hvis arbejdstidsaftalen og det samarbejdsspor, foreningen har valgt at følge, skal kunne løfte den enorme opgave, vi står i, så er det altafgørende, at de næste år ikke kommer til at gå med at arbejde i to forskellige retninger. Der skal være en åben og fri debat i foreningen om samarbejdssporet, og guderne skal vide, at det er der også, men samtidig er det vigtigt, at foreningen i denne tid trækker i samme retning.
Betyder det, at jeg gerne så al kritisk refleksion aflyst til fordel for en ensrettet ja-nikkende hovedstyrelse? Nej, for pokker! Efter at have været dybt involveret i processen, tør jeg godt sige, at det netop er kritisk refleksion, der har ført til, at hovedstyrelsesmedlemmerne hver især pegede på samarbejdet som vejen ud af dødvandet.
Det er ude i landets kredse og ude på landets skoler, at Samarbejdssporet skal gøre en forskel, som lærerne kan mærke, og det bedste Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse kan gøre er at sikre, at de enkelte lærerkredse får den allerbedste opbakning fra centralt hold til at løse samarbejdsopgaven med udgangspunkt i de politiske forhold og de personlige relationer, der er gældende i de enkelte kredse og kommuner. Det er et hårdt stykke arbejde helt nede på grundfjeldet, der skal udføres derude langt væk fra debatspalternes overskrifter, og som skal sætte kredsene i stand til at være de fagpolitiske fyrtårne, som kan trække kommunerne i den rigtige retning. Det kræver en hovedstyrelse, som er lokalt funderet, og som arbejder nationalt, men med dybe rødder derude, hvor politikken skal virke.
Derfor skal du stemme på mig, når valget til hovedstyrelsen begynder i dag, mandag 1. marts.