Man kan ikke både blæse og have mel i munden

Danmark er et dejligt lille land, hvor der indtil for relativt nylig var stor tryghed for den almindelige arbejdende dansker. Sådan er det efterhånden ikke længere. Sundhedsvæsenet er slanket helt ind til benet i en grad, så det er et problem her under coronakrisen, hvor det  nærmest er umuligt at hente kapacitet ind til den udfordring, vi står i. Velfærdsydelserne er også skåret så meget ind til benet, at den tidligere regering ligefrem afskaffede fattigdomsbegrebet, fordi det bare gav en dårlig samvittighed, man ialligevel kke havde tænkt sig at gøre noget ved. Samtidig er dagpengenes værdi udhulet i en grad, så de i dag blot udgør ca 45-50% af en lærerløn.

Det er selvfølgelig et åbenlyst problem for den lærer, der måtte ende i en situation, hvor man må leve for 10-15.000 mindre udbetalt om måneden. Det vil for mange endda betyde farvel til ens bolig, hvis man skal finde sig til rette på højeste dagpengesats. Det er nærmest uanstændigt over for de lønmodtagere, der trofast har bidraget til dagpengesystemet gennem månedlige betalinger til a-kasserne, en forsikring, man måske alligevel ikke kan leve for.

Men det er også både et samfundsproblem og en enorm fagforeningsudfordring.

Når samfundet har valgt at udhule dagpengene, som man har, så ligger der et ideologisk ønske bag at skære i arbejdsløshedsunderstøttelsen. Dette møder vi i form af smarte politiske slogans, som ”det skal kunne betale sig at arbejde”, et af tidens mest nederdrægtigt forsimplede slogans. Samtidig har den udhuling af dagpengene været med til at finansiere en lang række skattelettelser, som på en række andre områder også har forringet velfærden.

Den slags hovedløs politik koster.

Naturligvis er der en reaktion på vej, og den reaktion kan risikere at føre til, at hele Danmarks unikke flexicurity-model må lade livet. Medlemmerne af a-kasserne må spørge sig selv, om det giver mening at betale måned efter måned til a-kassen, hvis dagpengene alligevel ikke holder rø… over vandskorpen på en. Den udvikling vil sende lønmodtagerne ud i et ræs efter private ordninger, der kan levere. Det vil betyde enden på det mest solidariske understøttelsessystem overhovedet.

For tiden kan arbejdsgiverne så glæde sig over, at de stadig nyder godt af et fleksibelt arbejdsmarked, hvor det er nemt at hyre og fyre, mens den anden del af flexicurity-kontrakten, nemlig lønmodtagernes tryghed er blevet målrettet sønderskudt. Men det kan og skal ikke fortsætte.

Vi må og skal beskytte vores medlemmer og kolleger mod at måtte gå fra hus og hjem efter blot måneders arbejdsløshed, hvad enten den skyldes sygdom, arbejdsmangel eller andre forhold. Det betyder desværre, at så må arbejdsgiverne skyde en hvid pind efter den fleksibilitet, som de nyder godt af, hvis vi ikke kan få trygheden tilbage. Sådan må det være. Man kan ikke både blæse og have mel i munden.

Vi må gå efter længere opsigelsesvarsler og ikke mindst bedre beskyttelse af syge kolleger, som i dag meget hurtigt kan stå uden job i et utilgivende, upersonligt og ikke mindst ufleksibelt system. Det kan godt være, at det samlet set er et samfundsproblem, hvis udviklingen skal gå i den retning, men det var åbenbart sådan, nogle ville det. I dag er beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard ude i Mandag Morgen og sige, at dagpengeområdet er et område, regeringen ”er meget opmærksom på.”

Det skal jeg gerne hjælpe ham med ikke at glemme.