Comeback til klasselæreren

”Der går min klasselærer,” (Jeg ved det godt. Den er brugt før …) men jeg kan næsten ikke kende ham. Han er nemlig ved at være en ældre herre med gigt og høje tindinger, og det er han, fordi klasselæreren igennem en årrække i højere og højere grad er blevet henvist til historiebøgerne på alt for mange danske folkeskoler.

I stedet har en del af vores elever fået ”kontaktlærere” og sågar ”primærvoksne.” Nu er kontaktlærere og primærvoksne garanteret både glimrende medarbejdere og kolleger og dygtige lærere eller pædagoger, men smag alligevel på begreberne. De smager alt for meget af distance, teknokrati og travlhed. Og det er nok fordi, der er noget om det.

På Skole og Forældres hjemmeside står der bl.a. følgende om klasselæreren:

”Klasselæreren har en ganske særlig opgave, som det samlende midtpunkt for klassen. Klasselæreren skal koordinere klassens arbejde og værne om klassens "liv.”

Man behøvede såmænd ikke sætte anførselstegn rundt om ”liv”, for når klasselæreren skal værne om klassens liv, så kan det være endog ganske konkret forstået.

Klasselæreren er nemlig central for klassens trivsel. Hun kan være den brik, der gør hele forskellen i forhold til, om der hersker et miljø i klassen, som gør, at eleverne trygt kan koncentrere sig om at tilegne sig viden, tage faglige og sociale chancer eller udfolde deres kreativitet. Det kræver nærhed og tid. Ikke bare den slags ”kvalitetstid”, som vi forældre nogle gange bilder os ind, vi giver vores børn, når vi har dårlig samvittighed over, at vi reelt ikke har tid nok til dem.

Og dårlig samvittighed har nutidens kontaktlærere, primærvoksne og såmænd også klasselærere masser af. De mangler nemlig tid til at være den klasselærer, der er brug for, men de mangler også, at rollen som klasselærer bliver prioriteret, både politisk og administrativt.

Børns Vilkår og Egmont Fonden har for nylig undersøgt lærernes muligheder for at forebygge og håndtere skolefravær. De skriver: ”49 procent af lærerne oplever i mindre grad eller slet ikke, at de har mulighed for at yde tilstrækkelig støtte og hjælp til elever med bekymrende fravær. 64 procent svarer, at de mangler tid til at tage hånd om den enkelte elevs trivsel, og 77 procent oplever lange ventetider på faglig hjælp udefra – f.eks. PPR og socialrådgivere.”

Hvis Coronatiden har lært os noget om skolen, så kunne det være, at vores elever har brug for lærere, de kan have tillid til, og som påtager sig det store ansvar, det er at skabe en ramme for klassens liv, som kan etablere det fundament, som eleverne skal stå på, når verden omkring os skal mødes i al dens storslåethed og uforudsigelighed.

Det kræver, at der er adgang til professionelle ressourcer fra f.eks. PPR og socialrådgivere men også, at der er tid nok til den fordybelse i klassens dynamik og ånd, som er så afgørende for klasselæreren.

I mange kommuner og på mange skoler er klasselærerrollen at finde klumpet sammen med opgaver som eksempelvis deltagelse i kommunale projekter, tilsyn med musiklokalet eller ansvar for juleklippedagen i en suppe allernederst på lærernes opgaveoversigt. Jeg siger, at det bør være en opgave, der prioriteres, så det kan ses:

Genindfør klassens time og sæt tid af på opgaveoversigten, så klasselærerne forstår, at det er en opgave, der må og skal bruges så meget tid på, at eleverne får en ægte synlig, velforberedt og vidende klasselærer, der har overskud til omsorg og til at se den enkelte elev i samspil med klassen.