Åh, disse hænder

Folkeskolen er alt for boglig og små-akademisk, siges det.

Den situation har mange års skolepolitik nok fremelsket. Vi har fået skærpede optagelseskrav til gymnasiet, som jo af mange elever (og deres forældre, ikke mindst) betragtes som det forjættede land, vi har haft fælles mål i skolen, som driver eleverne mod et bogligt fokus, og vi har skoler, som hverken har fysiske lokaler eller efteruddannede lærere, som kan meget andet end at varetage undervisning i de klassisk boglige fag.

Det har været tydeligt længe.

Folkeskolen har nu fået en minister, som virkelig har fokus på det praksisfaglige i skolen. Mattias Tesfaye har selv ”kloge hænder”, som det hedder, når man kan bygge og skabe i den fysiske verden, så meget, at han har skrevet en bog med samme titel.

Så langt, så godt.

Det lader til, at Tesfayes opgave som børne- og undervisningsminister bliver at sørge for, at flere unge vælger at uddanne sig til ”kloge hænder”. Der er brug for flere unge, der vælger erhvervsskolerne og en vej igennem livet som faglært indenfor de mere praktiske fag. Det er sikkert rigtigt, set ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv. Sikkert også fra så mange andre perspektiver. Som skolemenneske vil jeg for så vidt gerne bakke op om det mål.

Der skal dog ikke være tvivl om, at jeg vil kæmpe med næb og kløer for, at folkeskolen og dens formål ikke skal tages som gidsel i en kamp for at få flere unge over på erhvervsuddannelserne, hvilket der er en overhængende fare for, hvis folkeskolen skal instrumentaliseres yderligere og gøres til et middel til at opnå så snævert et mål.

Fri os for pendulpolitik for folkeskolen. Hvis skolen gennem de senere år er blevet for snævert fokuseret i den bogligt/akademiske retning, så er svaret i hvert fald ikke i stedet at gøre den for snævert fokuseret i en praksisfaglig retning. Der står intet i folkeskolens formålsparagraf om, at folkeskolen skal levere børn til bestemte ungdomsuddannelser, doseret efter den til enhver tid siddende regerings mål. Heller ikke til erhvervsuddannelserne.

Jeg vil også gerne have lov til at kæmpe med næb og kløer for, at der ikke dyrkes en fortælling om, at det er de bogligt svage, der af folkeskolen i særlig grad skal sluses ind på erhvervsskolerne. Det, der er vigtigt, er, at alle, uanset køn, faglige ressourcer og social baggrund, gennem fagene får øjnene op for de praksisfaglige dimensioner, fagene, med det rette fokus, kan indeholde. Der skal gøres op med den automatik, der ligger i at fortælle en søn, en datter, en elev, at denne ikke skal ”spilde sit gode hoved” på at vælge en erhvervsuddannelse. Der har skolen en rolle, men den er ret begrænset, og ansvaret for at ændre de unge menneskers uddannelsespræferencer kan ikke løftes af folkeskolen alene. Forældre, kammerater, arbejdsgivere og andre har mindst lige så meget at gøre i denne sag. Det ansvar må vi af mange gode grunde ikke acceptere at få lagt på vore skuldre.

Folkeskolelovens paragraf 1 tilsiger, at ”… folkeskolen sammen med forældrene skal give eleverne kundskaber og færdigheder, der … fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.” Den alsidige udvikling bør ikke ofres for et kortsigtet mål om flere unge på erhvervsuddannelserne, hvor ædelt et mål, det end måtte være. Vi må ikke rette en fejl ved at begå en ny.

Velkommen til Mattias Tesfaye som ny børne- og undervisningsminister. Jeg er sikker på, at vi i fællesskab kan skabe den folkeskole, formålsparagraffen lægger op til.