Lærernes kompetenceudvikling ligger skidt hos arbejdsgiverne

Kan du huske det? Dengang, du skulle vælge, hvilken uddannelse du skulle tage? 

Vejen lå helt åben foran dig, og selv om du (og jeg…) måske ikke helt havde karakterer til at komme ind på astronautstudiet på Københavns Universitet, eller hvor det ellers udbydes, så var maven stadig fyldt med sommerfugle, som ivrigt mindede en om, at de mange valgmuligheder var både vigtige og afgørende. 

Mindre angstprovokerende blev det da heller ikke af, at valget helt og aldeles var dit og mit alene!

Og så blev du lærer, og straks var der ikke meget tilbage at vælge imellem, hvis du ønskede dig god faglig efter-/videreuddannelse. Med tiden er valgene endda blevet færre og færre, og der kan i den grad være langt mellem snapsene. 

Den tid hvor man, som lærer, selv kunne vælge den kompetenceudvikling, man gerne ville bygge sin faglige, og dermed professionens, fremtid på, er desværre langt væk de fleste steder.

I dag er kompetenceudvikling i reglen noget, andre vælger for dig. Måske har din kommune søgt AP Møller-midler, og så står menuen sandsynligvis på en variant af Professionelle Læringsfællesskaber for alle kommunens lærere. 

I virkeligheden kan man knapt kalde den slags for kompetenceudvikling. Det er vel nærmere skoleudvikling, om man vil… Alternativt kan det selvfølgelig være, at din leder har brug for, at du læser et undervisningsfag, som skolen har brug for, så man kan dække et hul i skemaet.

I hvert fald er valget ikke længere dit, hvis du altså overhovedet får tilbuddet.

Det provokerer mig vildt!

Tænk, at danske folkeskolelærere står allerbagest i køen, når det drejer sig om ret og pligt til kompetenceudvikling. I OECD-rapporten, Education at a Glance - OECD, dokumenteres det, at Danmark ligger bagerst, bag lande som Colombia og Costa Rica, som et af de fire lande, hvor obligatorisk efter- og videreuddannelse ikke er en del af arbejdet som lærer.

Det er helt uacceptabelt, og det er her, jeg bliver nødt til at være klar i min tale: Jeg kan ikke leve med, at kompetenceudvikling er noget, man primært får, hvis man er heldig, og at det er arbejdsgiverne alene, der bestemmer over min, mine kollegers og min professions uddannelsesmæssige fremtid.

Der er flere veje ind i at sikre relevant kompetenceudvikling til lærerne. På kongressen i 2022 blev hovedstyrelsen i DLF pålagt ”… at afsøge alle muligheder for at fremme alle medlemsgruppers adgang til kompetenceudvikling og efteruddannelse på ordnede og aftalte vilkår.” 

Dette kan f.eks. ske gennem trepartsforhandlinger, men også gennem overenskomsterne.

Jeg mener, at vi bør søge at garantere lærernes adgang til kompetenceudvikling gennem alle relevante kanaler, også gennem overenskomstsporet.

Jeg kommer ikke her til at gå i detaljer ift., hvordan en evt. overenskomst skal udformes på dette punkt, da der er gang i en proces frem mod kongressen, som skal udstikke en rimelig retning, som vores forhandlere evt. skal arbejde ud fra, når de går ind i OK24, men her kommer alligevel en god stak principielle grunde til, at vi, i min optik bør tage lærernes kompetenceudvikling med ind til forhandlingsbordet næste år:

- Al kompetenceudvikling er i dag op til arbejdsgiveren. Lærerne har ingen aftalte rettigheder. Kompetenceudvikling finder ikke sted i tilnærmelsesvis tilstrækkelig grad, og den er i alt for høj grad underlagt private almennyttige fondes krav. Vi har ingen krav på kompetenceudvikling, og den kompetenceudvikling, der tilbydes, er i alt for lav grad fagnær og/eller kompetencegivende. Hvordan skal vi kunne leve med det? Lærernes indflydelse på egen kompetenceudvikling er altså begrænset til ønsker og drømme, og er afhængig af arbejdsgivernes velvilje.

- Midlerne til lærernes kompetenceudvikling er for få, og så er de underlagt kommunale prioriteringer. De evt. midler er derfor udsatte ift. besparelser og budgetudfordringer i kommunerne hvert eneste år.

- Så længe der er økonomisk smalhals i det offentlige, så får vi lærere simpelthen ikke den nødvendige kompetenceudvikling, så længe den ikke er aftalebelagt. Det har konsekvenser for både lærere og de elever, vi blev lærere for at undervise.

- Kompetenceudvikling er IKKE for arbejdsgivernes skyld. Det er en myte, som fungerer som en barriere ift. at sikre lærerne aftalte rettigheder til egen kompetenceudvikling. Din og min værdi på arbejdsmarkedet, og som fagprofessionelle, afhænger i afgørende grad af vores uddannelses- og kompetenceniveau, for slet ikke at tale om, at vi jo ved, at man som professionel gennem kompetenceudvikling oplever både anerkendelse samt adgang til faglig karriereudvikling og jobvariation.

- Kompetenceudvikling er afgørende i en tid, hvor professionen trues af f.eks. mangel på læreruddannede lærere i folkeskolen, kunstig intelligens og anden teknologisk udvikling – Vi må ikke køre os selv af banen som irrelevante.

- Hvis vi ikke gør noget alvorligt ved manglen på uddannede lærere i folkeskolen, så vil et lærerkorps, der ikke generelt er kompetencemæssigt ajour, betyde, at vores værdi som profession forringes, hvilket uomgængeligt vil føre til en ringere udvikling i løn- og arbejdsvilkår for lærerprofessionen.

- Vi ved, at dem, der overvejer at læse på læreruddannelsen, efterspørger karriereveje. De bør tilbydes rettighedsbaseret, aftalt kompetenceudvikling, så de muligheder, de efterspørger, åbner sig for alle lærere.

Som profession har vi, med andre ord, ikke råd til at overlade noget så vigtigt som lærernes kompetenceudvikling til arbejdsgiverne. Det har desværre vist sig at være en dødssejler.

Den nuværende status er i hvert fald ikke acceptabel. Det er, i mine øjne, ganske enkelt ikke en mulighed at fortsætte, som vi gør det nu.

Lige som forberedelse af undervisningen ikke må være et restprodukt i vores opgaveoversigt, så må kompetenceudvikling heller ikke være et restprodukt i de kommunale budgetter.

VI skal have sommerfuglene tilbage i maverne hos alle lærere, når de, forhåbentlig snart, står foran en dejlig masse gode valgmuligheder for personlig kompetenceudvikling.

Rettighedsbaseret, aftalt kompetenceudvikling, selvfølgelig.