Det er op til os at sikre velfærdssamfundet

En klog mand sagde engang til mig, at han ikke rigtigt havde tiltro til, at vores politikere vil blive dem, der kommer til at sikre og styrke velfærdssamfundet for fremtiden. Vores børns fremtid. Han forudså i stedet, at hvis velfærdssamfundet skal sikres, så er det op til fagbevægelsen at påtage sig det ansvar.

Siden da har jeg ofte reflekteret over dette og over, hvordan vores rolle som fagforening er i den virkelighed.

Vi kan i den forbindelse se på, hvordan vores politikere igennem flere årtier har haft en snæver økonomisk betragtning som udgangspunkt, når velfærdstilbuddene til vores børn skulle reformeres. Vi oplever også, at det er snævre økonomiske betragtninger, og ikke altid hensynet til børns trivsel, der får dem til at handle på de problemer, der opstår i kølvandet på deres beslutninger. Kan det betale sig, spørges der.

Hvorfor er børns mistrivsel og lidelse ikke nok? Hvorfor kan vores politikere ikke handle, når vi oplever, at børn er fattige, marginaliserede og deprimerede?

Måske kan Rockwool-fondens nyligt publicerede rapport om følgerne af Fogh-regeringens starthjælp ændre ved det. Den fortæller nemlig den forstemmende og uværdige historie om en fattigdomsydelse, der skaber svage skoleelever, kriminelle børn og unge og uintegrerede voksne. Altså, vi får nu syn for sagen om de store omkostninger disse børn er blevet for staten, uddannelsessystemet og retsvæsenet. Måske kan det få vores politikere til at handle, når børns mistrivsel reduceres til et spørgsmål om kroner og øre. Hvis ikke målet om glade børn i sig selv er nok, så kan udsigten til en lavere regning måske anspore vores politikere.

I folkeskolen arbejder vi ud fra det formål at bibringe eleverne kundskaber, færdigheder og dannelse. Det ædle formål tiltrækker mange dygtige lærere til folkeskolen, der brænder af engagement for at gøre netop den store forskel i deres elevers uddannelse og dannelse. Vi lærere motiveres simpelthen af at se vores elever lykkes. Det reflekteres også tydeligt i f.eks. foreningens arbejde med et folkeskoleideal.

Det frustrerende for mig er derfor at se, hvordan vi lærere med den ene hånd forventes at arbejde målrettet med at understøtte elevernes mulighed for at bryde den sociale arv, mens vi på den anden side oplever vores arbejdsgivere, politikerne, aktivt underminere den indsats ved at gøre forudsætningerne for, at børnene kan lykkes med at vride sig ud af fattigdommens klamme omfavnelse dårligere.

I Radio 24/7’s ”Det Røde Felt” oplevede jeg d. 25/3 2019, at seniorforsker ved Rockwool-Fonden, Rasmus Landersø, kunne fortælle, hvordan kriminaliteten var steget betragteligt blandt modtagerne af Fogh-regeringens starthjælp sammenlignet med modtagerne af kontanthjælpen siden starthjælpens indførelse. Det slog mig, hvordan typen af kriminalitet, der blev fremhævet, var tyverier fra supermarkeder. Stigningen i netop den type berigelseskriminalitet hænger desværre uløseligt sammen med fattigdom.

Forskere kan entydigt fortælle, hvordan fattigdom er en væsentlig forhindring for indlæring, hvilket f.eks. fremgår af Psykiatrifondens artikel ”Fattigdom kan ses i børns hjerner” af analytiker, ph.d. Joan Bentzen. Man fjerner altså en væsentlig forudsætning for børnenes læring for så at kritisere, at de ikke lærer nok. Det er simpelthen uanstændigt.

Desværre kan det ydermere konstateres, at det er blandt kriminelle, desillusionerede unge mænd, at islamistisk radikalisering foregår. Hvorfor bliver vi så ved med at fodre ekstremisterne med villige unge mænd? Det er en hån mod den antiradikaliseringsindsats, der ellers måtte finde sted, ikke mindst i vores folkeskole.

Trygge børn i stabile forhold er en væsentlig forudsætning for at skabe en sammenhængende folkeskole, hvor forskelligheder mødes og hvor elevernes muligheder kan dyrkes frit i fællesskab. Desværre går udviklingen i den forkerte retning for en stor gruppe børn i det danske samfund. Det er børn, som er her, og som bliver her. Den førte politik på området har simpelthen vist sig at skabe præcis det, vi lærere så lidenskabeligt modarbejder, nemlig integration, mønsterbrydere og demokratisk dannede borgere.

Som fagforening har Danmarks Lærerforening en rolle at spille i at lægge pres på politikerne, så vi sikrer vores børn og unge de mest basale forudsætninger for at kunne deltage i samfundet, således at de i det mindste føler sig trygge nok til at lære noget.