Tal ordentligt om fattige børn, DR!

Et fattigt barn i dagens Danmark er en stakkel, hvis forældre “... har svært ved at finde penge til det nyeste modetøj, en iPhone og så en tur i biografen med popcorn og cola en gang om måneden.” Har jeg hørt...

I dagens Public Service på P1 lagde vært Jesper Borup op til en diskussion om børnefattigdom i Danmark med ovenstående definition. 

Og det lyder da heller ikke så slemt vel? Jeg tror godt, jeg kunne stå inde for at nægte mit barn alle tre ting uden dårlig samvittighed.  Hvis det er børnefattigdom, så går det vist  endda.

Men det er et problem, når børnefattigdom bliver udsat for en definition som denne! Man kan simpelthen ikke være bekendt at italesætte det på denne måde! Det er en hån overfor de fattige børn, der faktisk er derude. 

For dem er modetøj noget, de arver fra naboen, de sidste nye vinterstøvler noget, de måske får til januarudsalget efter et par kolde måneder uden og fødselsdagsgaver noget, der er købt for kviklånte penge. Når klassekammeraterne så har fødselsdag, kan de desværre ikke altid deltage. Ikke fordi de ikke har lyst eller tid, men fordi det er flovt at give en gave, man selv åbnede for et par måneder siden. Børnefattigdom er ikke at kunne være med og gå til noget, man gerne vil, men som alle de andre gør.

Børnefattigdom findes i Danmark. Det er en svøbe, som først og fremmest er rigtig trist for barnet, men det er også noget, der følger barnet langt ind i skolen, hvor der er en direkte sammenhæng mellem fattigdom og læring. Når der er en direkte sammenhæng mellem børnefattigdom og læring, så er konsekvensen, at den fattigdom bider sig fast og sikrer en ny generation af fattige. 

Når man derfor i DR P1 taler om  børnefattigdom som et spørgsmål om det nyeste modetøj, iPhones og bio-ture, så underbygger man en tendens blandt visse politikere til at undervurdere problemet, hvorved deres lyst til at gøre noget ved det lige så stille svinder ind til ingenting. 

Tag venligst børnefattigdom alvorligt, DR. Også med de ord, I bruger!