Græsset kan være grønnere!

Ro i maven, hjertet banker helt normalt og hovedpinepillerne står hjemmet i skabet. Lydbogen flyder dæmpet ud gennem bilens højtalere og foran mig venter 18 minutter på landevejen. 18 fantastiske minutter, som jeg bruger på at koble af familielivet og på arbejdslivet. 18 fredelige minutter fra jeg lagde mor-, og kone-hatten og indtil jeg iklæder mig kollega-, vejleder-, og lærer-hatten. 18 uforudsigelige minutter, hvor idéerne kan komme myldrende eller helt holde sig væk. Uanset hvad, så er de 18 minutter mine, og jeg kan bruge dem som jeg vil, uden ondt i maven og en krybende hovedpine og spænding.

Før ferien havde jeg max 5 minutter til arbejde. De første 9 år af mit arbejdsliv så jeg det som en kæmpe fordel, men nu, hvor jeg har fået lidt længere til arbejde, går det op for mig, hvor meget jeg havde brug for noget helt andet. Græsset kan være grønnere.

Mit arbejdsliv har længe skreget på et skift. Jeg har ledt højt og bredt og prøvet alverdens af for at finde ud af, hvad der skulle til for, at jeg kunne blive glad igen. Og det var svært, for jeg er også tryghedsnarkoman. Jeg er en livrem og seler-pige. Jeg sover ikke godt om natten uden et sikkerhedsnet, og jeg har et utal af gange drømt om at opsige mit job, og bare gå mine egne veje. Måske var lærer-jobbet slet ikke mig alligevel.

Det eneste jeg ikke havde prøvet, var et nyt arbejde på en ny skole.
Kort inde i sidste skoleår, kontaktede jeg HR i kommunen. Efter en kort telefonsamtale, tildelte de mig hurtigt en håndfuld psykologtimer. Jeg kontaktede dem, da jeg ret hurtigt mærkede, at en sommerferie ikke havde givet mig, hvad jeg havde brug for. Ondt i maven, uro i kroppen og en al for høj hvilepuls. Krop, hoved og hjerte talte slet ikke sammen længere. Det havde de ikke rigtig gjort i noget tid.

Timerne med en psykolog, en time om måneden, hjalp mig rigtig meget. Ved min sidste samtale, lige før sommerferien, fortalte jeg hende, at jeg havde søgt og fået nyt arbejde. Forinden havde jeg slet ikke troet på, at jeg kunne få et andet arbejde. Noget i mig var ødelagt. Noget havde overbevist mig om, at jeg ikke var en god lærer længere. Og det var trods mine elevers glæde og forældrenes anerkendelse. Noget havde overbevist mig om, at græsset ikke kunne være grønnere, og at det var mig, den var gal med.

Da jeg fortalte hende om næste trin i mit arbejdsliv, var lettelsen i min psykolog ikke til at tage fejl af. Den slog næsten luften ud af mig, at hun med de få samtaler, havde fået øje på noget, som jeg havde brugte utallige timer og dage på at indse. Lettere omformuleret sagde hun løb, og kig dig ikke tilbage. Hun fortalte mig, at hun havde heppet på, at jeg hurtigt ville nå den konklusion. Det var tydeligt, at jeg ikke havde det godt, hvor jeg var. Jeg brugte ni år på samme skole, to år på samme matrikel, og minimum 6 måneder på at finde ud af, at stedet jeg var, bare ikke var for mig længere. Det tog mig lang tid at nå til den erkendelse, men da jeg så endelig gjorde det, var det en kæmpe lettelse.

Jeg brugte denne sommerferie på at få en nogenlunde normal hvilepuls, på at sige farvel og på at lægge en masse følelsesmæssig rod bag mig. Jeg arbejder stadig på at rydde op i mig selv, alt imens jeg savner en masse kolleger, elever og forældre. Nu bruger jeg nogle af mine 18 minutter på landevejen på at mindes det, jeg har været igennem, og på at glæde mig over min beslutning, det jeg nu er en del af og det jeg kan se frem til med mine nye elever, kolleger og ledere.

Græsset kan altså være grønnere!