Når Struktur Negligeres og Kultur Fremprovokeres

Det der kendetegner strukturer er, at de bliver normaliseret gennem politikker, adfærd og praksisser, de bliver altså med andre ord legitimeret og vi ender derfor med sjældent at stille spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå de får betydning for vores liv –uanset om de arbejder med os eller imod os! 

Således påvirkes også vores forståelse af verden gennem de strukturer, vi socialiseres ind i. Det påvirker vores tilhørsforhold, både kollektivt og individuelt. Måden vi kollektivt relateres til hinanden gennem for eksempel statsministres nytårstaler, hvor vi enten tales til eller må affinde os med at blive talt om, er et konkret udtryk for os-og-dem retorik: Vi kan opleve enten at blive inviteret ind i et kollektivt fælleskab, eller stå i kontrast hertil som den farlige, fremmedgjorte anden.

Individuelt, i det daglige mellemmenneskelige møde, kan vi opleve at blive bekræftet igen og igen gennem populærkultur, litteratur og historiefortælling. Vi kan opleve at have en bred skare af identifikationsmuligheder og nyde privilegiet af at blive opfattet som et individ, der ikke tages til indtægt for andres handlinger og meninger. Eller vi kan opleve at blive ekskluderet, negligeret og mistroet. Vi kan opleve, at vores identitet igen og igen begrænses til en stereotyp, som vi ikke selv kan genkende os i og konstant finde os selv beredte til at forsvare, hvordan også vi bare er individer. 

Det lader til at vi skridt for skridt, nærmest helt ubemærket accepterer kursændringer fra at bryde med den sociale arv til at have fokus på at forhindre konsekvenserne af den. Dermed rykkes fokus fra at tro på at mønsteret kan brydes og strukturerne ændres, til i stedet at cementere at baglandet har spillet fallit, at det ikke står til at redde, uagtet at vi alle sammen lever liv som konsekvens af de strukturer vi er en del af, på godt og ondt.

Når strukturerne får et sådan tag i os, at vi ikke længere sætter spørgsmålstegn ved konteksten omkring individets situation og bekymrer os om forudsætningerne og den levede historie, der ligger til grund for det liv der leves, så risikerer vi, at vi ikke kan se børnene bag vores elever, at vi ikke forstår, hvad de er rundet af, hvilke kampe de kæmper i livet hver evig eneste dag, hvordan de på allerbedste vis bruger de redskaber og teknikker de kender til for at klare sig gennem hverdagen, som den byder sig for dem.

Hvad mon vi ville se, hvis vi startede med at fokusere på omgivelserne omkring vores børn i folkeskolen; Deres livsbetingelser, måden de bliver mødt på og ikke mindst deres forudsætninger for at føle sig inddraget og anerkendt i vores undervisning?