Er 'fortrolighed med dansk kultur og historie' sindelagskontrol i børnehøjde?

Ifølge folkeskoleloven er elevernes forhold til dansk kultur og historie tilsyneladende vigtigere end, at skolen er ‘præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati’. Men hvad betyder det egentlig i praksis?

Vores indre alarmberedskab bør sætte i gang, når den statsfinansierede folkeskole rammesætter sit virke på ovenstående måde i et land, hvor vi helt ukritisk bruger betegnelsen ‘ikke-vestlige’ om mennesker, der kommer fra lande udenfor Europa. Lande som vel og mærke ikke tilfældigvis er Canada, USA, New Zealand eller Australien. Én ting som disse lande har til fælles, inkl. landene i Europa er, at de kan betegnes som havende majoritets-hvid befolkning og være majoritets-kristne. Det forstået i den forstand, at de fleste mennesker med statsborgerskab i de pågældende lande er hvide og kristne. Og så er der i overvejende grad også noget med en fælles fortid som slavegørende kolonimagt. En fortid hvor de sidstnævnte lande, som kan betegnes som settler-nations eller bosætter-nationer på dansk, med vold og magt i høj grad har udryddet de oprindelige befolkninger, fra hvem de har stjålet det land, de i dag bevogter grænserne til. 

Det er altså også i lyset af dette, at vi laver folkeskole i Danmark. Derfor er det også helt essentielt, at vi stiller uddybende spørgsmål til, hvad der egentlig menes, når folkeskolen skal ‘give’ eleverne kundskaber og færdigheder, der gør dem fortrolige med dansk kultur og historie. For hvad er det egentlig, der menes med ‘fortrolighed’ og hvad dækker ‘dansk’ kultur og historie i virkeligheden over? (Alle der har sat sine ben i folkeskolen ved formentlig godt, at undervisning der behandler Danmarks fortid som verdens 7. største slavegørende nation er meget sparsom. Dette selvom ophævelsen af slaveriet har fundet sin vej ind som et kanonpunkt i faget Historie). 

Således får det altså en helt særlig tyngde, når der i læseplanen for faget Kristendomskundskab står, at fagets formål er, at “eleverne skal tilegne sig viden om… de bibelske fortællinger og deres betydning for værdigrundlaget i vores kulturkreds.” Endvidere understreges det, at “eleverne skal kunne bruge deres faglige kompetencer i forbindelse med personlig stillingtagen, medansvar og handling i et demokratisk samfund”. Dermed rammesættes de bibelske fortællinger og deres budskaber som et ophøjet, særegent værdisæt, som fremhæver ‘dansk kultur’, og andre kulturer der minder om denne, som noget helt særligt. Derudover skal den viden som eleverne tilegner sig, om bl.a. de bibelske fortællinger, også danne fagligt grundlag, må det forstås, for deres personlige stillingtagen, det medansvar de udviser og deres handlinger i et demokratisk samfund. 

Denne betoning af sammenhængen mellem bibelske fortællinger og et bestemt værdigrundlag lægger op til dikotomien mellem den demokratiske (kristne) medborger på den ene side og den udemokratiske (ikke-kristne) modborger på den anden side. 

Ovenstående er et soleklart udtryk for Hvid Overlegenhed. En kultur eller en struktur, om man vil, der består af en lang række normer og standarder, der indlæres og normaliseres som det efterstræbelsesværdige, det eftertragtede, det der står over alt andet. Det indlejres i samfundets strukturer og bliver styrende for vores institutioner og reproduceres rigtig ofte af alle os, der bevæger os ind og ud af disse institutioner. 

Holdningen om at religion er det pure opspind, og at alle religiøse tekster, når alt kommer til alt, er skrevet af mennesker, er altså ikke mere befordrende for et ligeværdigt eksistensgrundlag. Det bygger nemlig stadig på tanken om, at en bestemt måde at leve og forholde sig til verden og sin egen eksistens er rigtig og noget andet er forkert -igen et klassisk udtryk for Hvid Overlegenhed.   

Hvis folkeskolen kan betragtes som en miniudgave af det store samfund, som de børn og unge, der går der, skal både uddannes og dannes til at være en del af, så er det altså ikke ligegyldigt, hvordan folkeskolen rammesættes. Hvis vi i folkeskolen prioriterer fortrolighed med dansk kultur og historie over vigtigheden af, at vores omgang med hinanden er præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati, hvad kommunikerer det så egentlig til vores børn og unge om deres og deres klassekammeraters position i samfundet? Hvilke tilblivelsesmuligheder skaber vi dermed for forskellige grupper af børn og unge -ikke bare i vores folkeskoler, men også i vores samfund?    

Eksemplerne ovenfor, både fra almengjorte betegnelser fra det omgivende samfund, som folkeskolen eksisterer som en del af, og fra faget Kristendomskundskab, viser hvordan Hvid Overlegenhed, et andet ord for sindelagskontrol, gennemsyrer vores forståelsesrammer i Danmark - også når det kommer til at danne og uddanne vores børn og unge!