”Jeg er mere dansker end dig…

”Mette, Mette, prøv lige og kom, jeg skal lige høre dig om noget… Hvis nu mine forældre har dansk statsborgerskab og jeg har dansk statsborgerskab, er jeg så ikke ligeså meget dansker som Søren[1]?”

Ovenstående er et eksempel jeg fornylig blev konfronteret med under min gårdvagt i spisepausen. Det udfoldede sig som en længere seance om forhandling af magtpositioner. Uden at drengene nødvendigvis selv vidste det. Eller det vil sige, de kunne uden tvivl mærke det, for der var usædvanligt mange følelser i spil for begge parter.

Uden at tøve svarer jeg med absoluthed: ”Selvfølgelig er du det! Selv hvis dine forældre ikke var danske statsborgere, men du var, så ville du også være ligeså meget dansker som Søren!”

Men episoden har sat sig i mig.

Er det i virkeligheden sådan at hvid overlegenhed kommer til udtryk i praksis i en dansk folkeskolekontekst anno 2019? Hvor abrupte Rasmus Paludan demonstrationer og valgpropaganda, et opstillingsparat Ny Borgerlige, og et Dansk Folkeparti der har fået lov til at sætte den politiske dagsorden i Danmark de sidste 10-15 år, er en realitet.

Hvis det er den virkelighed vi lever i, hvilke krav stiller det så til os som undervisere? Hvordan konfronterer vi som lærere eurocentriske undervisningsmaterialer, der centrerer Europæere som højerestående og mere sofistikerede end andre folkeslag og fastlåser vores børn i bestemte positioner og implicit giver dem forestillinger om, hvem de kan blive og hvad de er?

Hvid overlegenhed kan defineres som forståelsen af, at én racialiseret identitet er overlegen alle andre. Oftest kommer denne forståelse til udtryk på en indlejret måde via de strukturer, som vores samfund er bygget op omkring. Et eksempel på dette er den reaktion jeg ofte møder, når jeg påpeger kollegaers – og andres - hvidhed. At påpege hvide menneskers racialiserede identitet høres typisk af hvide ører som, at de bliver kaldt ud som racister. En reaktion den hvide elev i spisepausen også viste. Det interessante i denne sammenhæng er, hvordan det som individ med racialiseret minoritetsetnisk baggrund kan føles som en befrielse, når bladet tages fra munden og det afgørende element omkring race italesættes. En reaktion den ikke-hvide[2] elev i spisepausen også viste.

Men hvad kan vi egentlig forvente af børnenes måde at være sammen med hinanden på i spisepauserne, hvis vi i skolen ikke lærer dem om magtstrukturer og forskellige positioner?

[1] Af hensyn til anonymisering af eleverne er navnet opdigtet.

[2] Denne betegnelse er i sig selv interessant, da den er med til at normalisere hvidhed som det centrale og dermed opretholde den magtstruktur, som hvid overlegenhed hviler på.