Behovet for at vise “Muhammed”-tegningerne handler ikke om ytringsfrihed

Diskussionen omkring hvorvidt de såkaldte “Muhammed”-tegninger bør vises vidt og bredt, nu også som en obligatorisk del af undervisningen i landets folkeskoler og gymnasier, er blusset op igen. 

Det er et slag for ytringsfriheden, må det forstås. 

Den demokratiske dannelse afhænger af, at vores børn og unge kan sætte dele af deres identitet i parentes, vende den anden kind til, når de latterliggøres og hånes, og acceptere at de dag ud og dag ind underlægges en daglig mistænkeliggørelse af diskriminerende karakter. Vores demokrati afhænger af det, lyder det fra diverse skoleledere.

Men hvad er det egentlig for en ytringsfrihed, som der aggressivt kæmpes for? Tilmed på bekostning af landets STØRSTE religiøse minoritet. Og hvordan blev det lige mennesker i ledende positioner, der indtog scenen som ytringsfrihedens forkæmpere? Uden at lytte til dem, der er blevet genstand for magtens sure opstød. 

Hvis vi kaster et blik på Grundlovens § 77, bliver vi klogere på, hvordan retten til at ytre sig egentlig er nedfældet her: 

“§ 77: Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.” 

(https://www.ft.dk/da/dokumenter/bestil-publikationer/publikationer/mingrundlov/min-grundlov/kapitel-8/paragraf-77 , min fremhævelse)

Som det fremgår her, er der tale om “at offentliggøre sine tanker”, det vil altså sige, at det ikke er essensen med ytringsfriheden at afprøve andre menneskers smertegrænser eller teste hvilke befolkningsgrupper, der kan udstå mest ydmygelse med mindst mulig modstand. Den skal derimod ses som en borgerrettighed, sikret gennem Grundloven, der tillader, at man kan ytre de ting, man tænker og mener til en bred offentlighed, i det offentlige rum, uden at blive underlagt censur eller på anden vis blive begrænset i at kunne udtrykke, de tanker man måtte gøre sig. 

I det lys bør vi spørge os selv, hvad er det for nogle signaler, vi sender, når vi insisterer på, ‘at offentliggøre tanker’ om, at en bestemt minoritet er farlige, tilbagestående og deslige. 

Dertil kommer, at vi i Danmark er helt i front, når det kommer til at indføre og implementere lovgivning, der har rod i en sådan overbevisning; for mange mennesker -primært fra selv samme minoritet- skaber parallelsamfund og skal derfor nedbrydes i mindre enheder. Børn skal tvinges i daginstitutioner, så de kan lære om de (kristne) højtider, kulturhistorier, og dagligdagspraksisser, der dominerer i Danmark. Unge mænd skal ikke forsamle sig, da det kan gøre nogle (andre) utrygge. Alt sammen lovgivning, eller forslag til samme, der er udsprunget af tanker om, at nogle grupper i vores samfund er farlige, tilbagestående og deslige. Noget som karikaturtegninger, der i øvrigt karakteriseres ved at “visse karaktertræk overdrives eller forvrænges”, puster til og er med til at forstærke. 

Det kan i det hele taget undre, hvorfor vi insisterer på at inddrage profeten Muhammed, når det kommer til karikaturtegninger, når vi sjældent, hvis nogensinde, kæmper den samme kamp for inddragelse, når det gælder undervisningsmaterialer, fokusområder i forenklede fælles mål, eller vores dannelsesforståelse mere bredt. 

Måske det i virkeligheden ikke handler så meget om at kæmpe for en medborgers ret til “at offentliggøre sine tanker”, men nærmere et insisterende forsøg på at determinere hvad andre medborgere skal tænke?