Blachmans tv-program er et pædagogisk overgreb!

I andre lande vader alle mulige mennesker ikke ind og ud af skolen med deres platheder og ideer, men i Danmark står folkeskolen pivåben. ’Den åbne skole’ betyder øjensynligt, at alt kan ske, men især det, der ikke højner undervisningen.

Alle kan komme ind og afprøve deres mere eller mindre velmenende eksperimenter. Hvad med lidt verdens bedste skole på 100 dage i TV 2’s bedste sendetid? Eller lidt Peter Myginds glade skuespilsteknikker mod mobning og mistrivsel? Eller måske er man hellere til en omgang fræk DR1-konkurrence mellem 9.z og Kina? Og hvem ved, måske er bootcamp med Løkke-fonden alligevel opskriften på læringsløft til det 21. århundredes kompetencer? Alt er åbenbart muligt,og intet for plat, når bare det sker henne i skolen og med fuld knald på medierne. 

Det seneste bud på pædagogisk idioti er medieguruen Thomas Blachman. Lige så imponerende han er i X Factor, lige så latterligt virker det, når han kommer gående med solbriller og lektor Blomme-taske.  Han aner ikke, hvad en skole er, eller hvordan den fungerer, men brager ud med alt muligt godt af sin ordrigdom. Noget med ”at pisse mig af”, ”at redde ungdommen”, ”robotificering”, ”forløsning” og ”vi er alle lige kreative”.

Det lyder godt, men er bare ikke skolen og slet ikke originalt. Men det sælges som et eksperiment, sådan et rigtigt eksperiment. Evidens selvfølgelig - med eksperter og Blachman. Resultatet skal vi så alle se og tage ved lære af. Klappe i takt. DR og Blachman beviser for os alle, at man kan løfte kreativiteten blandt unge mennesker. Sådan! De ved hvordan, mens landets skolelærere står som halvkedelige funktionærer, der blot brokker sig over arbejdstidsaftaler og frokostpauser.

Der findes langt bedre og langt mere kreative processer og undervisningsforløb inden for fysik, dansk, matematik eller musik i den danske folkeskole. Gode forløb, hvor elever udforsker rummet, lysets hastighed, politiske og demokratiske ideer eller komponerer musik med professionelle musikere. 

Det er undervisningsforløb, der åbner fremmede verdener og fagligheder for elever, men som ikke brager ud på landsdækkende tv. Men de findes, og de er gode. Hos Blachman derimod er der ingen fag, der er kun Blachman og hans indre univers. Ingen læreplan, intet fælles indhold, ingen samtalekultur, ingen differentiering, blot Blachmans ord og grænseløse kærlighed.

Den ”kunstneriske forfører”, der fører elever et sted hen, uden at de har bedt om det, og uden at de ved det. Et pædagogisk overgreb af den værste skuffe, som vi kender fra den reformpædagogiske idéhistorie fra Rudolf Steiner over Tvind og til DDR. Det er det samme princip: Vi følger alle den samme tanke fra den samme fører.

Er det pædagogik? Er det folkeskolen?Nej. Virker det? Ja. Er det ansvarligt? Nej. Slukkes lyset, falder det hele sammen. Fordi der ikke er en indføring eller formidling af viden og kundskaber, der kan videreføres, og som bringer eleverne videre.  Men der er masser af følelser og frem for alt ordstrømme a la X Factor. Du pisser mig af, Blachman!

Det er dog ikke det værste. Blachman er bare Blachman. Det værste er skoleforvaltningen, politikere og vores public service-station. De svigter kollektivt. De institutioner, der skulle værne om skolens betydning i det offentlige rum, klæder den fuldstændigt af. 

Der er øjensynligt ingen institutionelle betænkeligheder hos forvaltningen, ledelse eller DR. De latterliggør skolen og hele dens formål og opgave uden mindstetvivl.

Folketingets Undervisningsudvalg inviterer glad og gerne Blachman til at ”snikke-snakke” om det fag, der ikke findes i skolen. Så kan folket se og høre, hvor kreative vores politikere er. Samtidig indfører de samme politikere en benhård målstyring med nationale test helt ned i de mindste klasser for at sikre, at folkeskolen klarer sig i PISA. Et mix af Blachman og Hattie. Det hænger bare ikke sammen!

Kilde: Debatindlæg på SKOLELIV - POLITIKKEN, den 20.04.2018