Læreruddannelsen mangler ikke dannelse!

På min FB side har jeg formuleret en modkritk af Tanggaard og Skovmand´s kronik i KD. Jeg er blevet bedt om at sætte kritikken på min blog, så den kan læses i sammenhæng med kronikken.

Må diskussionen om dannelse og læreruddannelse fortsætte😊

God weekend.

......................................

Lene Tanggaard og Keld Skovmand har bedt mig om at nuancere min kritik af deres kritik. I en kronik i KD hævder begge, at almendannelsen er skrevet ud af de anbefalinger til en ny læreruddannelse. Jeg er uenig i deres kritik på grund af følgende: 1. Manglende anerkendelse af anbefalingernes kontekst. 2. Et ukritisk blik på KLM og 3. Et reduceret syn på læreruddannelsens dannelse og didaktik. 

Ad.1) Tangaard og Skovmand kommer på intet tidspunkt ind på anbefalingerne og deres  kontekst. Anbefalinger udgør et samlet og meget fint gennemarbejdet papir og er udarbejdet af en bred kreds (fagfolk, uddannelsesledere, studerende, professionen etc.). Det er en samlet gruppe, som ved noget om læreruddannelsen og som giver svar på en række udfordringer læreruddannelsen med rette er blevet kritiseret for. Den sammenhæng og den kontekst kommer forfatterne slet ikke ind på, og derfor bliver deres kritik for nem og alt for ukritisk. De slår ned på enkle dele uden blik for helheden. Derfor kan de også en smule arrogant tale om, at anbefalingerne "introducerer komisk-kluntede konstruktioner som professionsdannelse, lærerfaglig dannelse... ”. Hvad der er komisk og kluntet i de begreber forstår jeg ikke, men hvis man ikke tager afsæt i tekstens helhed, så ender man hurtig med at slå ned på enkelte sammenhænge. Det er useriøst. 

Ad. 2) Fordi Tanggard og Skovmand ikke forholder sig til anbefalingernes helhed og kontekst, køber de ukritisk ind på KLM-debatten og især på den forestilling, at hvis man nedlægger KLM, så forsvinder almendannelsen ud af læreruddannelsen. Den konsekvens er meget uklar og bygger på en argumentation, som er svær at følge. Da anbefalingerne ikke nævner begrebet "almen dannelse" i andre sammenhænge, men kun konstruktioner (som forfatterne syntes er komiske-kluntede), så vil dannelsen forsvinde. Det, der ikke nævnes i en tekst, forsvinder - er rationalet. Derfor står kun KLM tilbage som det fag, der er alment dannende, fordi det nævner almen dannelse. At dannelse udemærket kan forekomme i andre sammenhænge (og også gør det på læreruddannelsen) kommer forfatterne i deres kritik slet ikke ind på. De køber ukritisk den præmis, at kun KLM danner. 

Ad 3.) Det er meget svært at finde ud af, hvad Tangaard og Skovmand mener om læreruddannelsens dannelse? Det står meget svagt i deres kritik og de definerer det ikke selv. Det de savner i anbefalingerne om en klar definition, leverer de ikke selv. I stedet lader de sig inspirere af Hartmut von Hentig's essay om dannelse. Jeg ville være varsom med at bygge på von Hentig´s (på mange måder glimrende) tekster på grund af den store pædofili-sag, der er kørt i mange år. Det handler ikke om "Se & Hør -sladder" men er videnskabeligt og journalistisk veldokumenteret og kan googles på nettet. Hvis man så endelig vil lade sig inspirere af von Hentig, så har han - i det essay forfatterne nævner - et interessant bud på, hvordan skolens fagrække skal nytænkes på grund af dannelsen. I øvrigt udfoldet i hans andre interessante bøger: "Die Schule neu denken" og "Die Menschen stärken, die Sachen klären". Men den del i von Hentigs forfatterskab griber Tanggaard og Skovmand desværre ikke til, men til hans fem målestokke for dannelse. De klinger godt, men er også den mindre interessante del af hans virke. Og hvorfor lige netop de målestokke - tænker man? Hvorfor ikke også andre som fx Klafkis berømte nøgleproblemer eller OECD´s læringskompas? Det fremstår teoretisk underbelyst. I stedet skriver Tangaard og Skovmand meget patosagtig: "Vi skal lære at være og blive til som mennesker og udvikle et sprog for det" og "højne humanitet". Det klinger fantastik og sympatisk - ingen tvivl om det -, men er det læreruddannelsens opgave? Er det skolens opgave? Jeg tvivler. Eller rettere, jeg tvivler på, at skolen kan det og skal det. Og jeg tvivler på, at vi skal uddanne professionelle lærer til netop den opgave. Opgaven er langt mere beskedent, men for eleverne langt vigtiger og meget mere kompleks. Det har DLF bl.a. udfoldet i deres Folkeskoleideal. 

Men tilbage til hovedsporet af min kritik. Hvordan er forholdet mellem uddannelsens dannelse og skolens dannelse? Her mener Tangaard og Skovmand at plædere for en 1:1 tænkning. "Lærer må dannes ud fra de samme målestokke, som eleverne i skolen skal dannes." Den kobling forstår jeg ikke og er uklar. Studerende er myndige og går jo ikke i folkeskolen, men de studerer et fag, en profession etc. Skal de på uddannelsen, behandles som elever? Det er uklart, hvad der her menes. Medmindre forfatterne mener, at når indholdet i skolen skal handle om fx medmenneskelighed, så skal studerende vide noget om medmenneskelighed. Hvis det er pointen, er det banalt, og så kan Tangaard og Skovmand tage det med ro. Jeg er sikker på, at underviserne på læreruddannelsen har forstået den pointe. Men hvad forfatterne måske misser er, at vi bygger læreruddannelsen på differencen mellem skolens didaktik og læreruddannelsens didaktik. Netop derfor virker 1:1 logikken ikke. 

Jeg er blevet bedt om en mere nuanceret "modkritik" og beklager, at den er blevet alt for lang. Men jeg vil håbe – for læreruddannelsen og skolen – , at kritikken fortsætter. God weekend.