Empirisk dannelsesforskning

Følger man nogenlunde med i den danske uddannelsesdebat og forskning ved man, at den pædagogisk orienteret forskning er delt i to lejre. Groft formuleret.

På den ene side har vi evidens-bølgen eller ”evidens-vendinger”, som gennem empiriske studier vil påvise effekt på didaktiske tiltag.

Hvad virker for hvem og på hvilken måde, er strategien. ”Evidens” kan finde anvendelse mange steder og bruges til uddannelsespolitiske beslutninger, ledelsesmæssige strategier og didaktisk praksis.

På den anden side står en mere normativ og teoretisk tilgang til pædagogikken, der ikke er så fokuseret på ”hvad der virker”, men mere på, hvad der giver mening og hvad der er på spil i den pædagogiske fænomenverden. Gennem forskellige teorietiske og filosofiske greb belyses og kritiseres både den uddannelsespolitiske verden, men også den didaktiske praksis i klasseværelset.

To positioner som har delt det pædagogiske-didaktiske og uddannelsespolitiske felt og som i dag bliver udkæmpet på konferencer, uddannelsessteder, litteraturen og forskningsinstitutioner og ikke mindst på de sociale medier. En kamp vi alle mere eller mindre deltager i eller bare følger med i. Alle er godt informeret og spændt på det næste ”forskningsangreb”.  

Ved siden af disse fløjkampe, findes der en anden position – en mere almenpædagogisk position –  som har affinitet til begge lejre og som prøver at kombinere det empiriske med det dannelsesteoretiske. Det er en position, vi ikke  for alvor har dyrket i en dansk sammenhæng af mange grunde.

For det første fordi vi forskningsmæssigt mere eller mindre orienterer os til den engelsksprogede forskningslitteratur og derfor ikke kender til den mere tyske didaktiske og skolepædagogiske forskning.

For det andet fordi der er gået politik i pædagogisk og didaktisk forskning. I dag forskes idet, som kan anvendes og bruges til beslutninger – enten på ledelsesgange eller i klasseværelset. Uddannelsesforskning er stort set ”politisk-strategisk” forskning idet som er ønsket. Grundlagsforskning eller forskningskritik kommer kun sporadisk frem og så også kun i nichefællesskaber.

En mere almenpædagogisk og didaktisk tradition, der kombinere empirisk genereret viden, med teoretisk kritik og praksis refleksion er svært at få øje på. Det er en skam, fordi klasseværelset og skoleforskningen ikke kan undvære teoretiske og principielle studier, empiriske analyser og handlingsformer i praksis.

Vi stiller i dag fornyet spørgsmål, hvad der er den rette forskning for skolen eller for undervisningen. Nogen peger på evidens og andre på dannelse. Måske skulle vi udvikle en empirisk dannelsesforskning, der som sagt kombinerer teori, empiri og praksis med henblik på at styrke skolen, uddannelsesforskningen og uddannelsen.

NB: UC Syd afholder med mange dygtige forskere fra ind- og udlandet den første konference om empirisk dannelsesforskning den 4.4-5.4 på Vingstedcenteret.