Skolens pædagogiske mening!

”En mand vågner efter at have været frosset ned i 200 år. Han farer forvildet og bange rundt, fordi han ikke kan forstå noget som helst. Han kan ikke tale sproget, kan ikke genkende arkitekturen, moden og de sociale medier. Han ved ikke, hvad en e-mail er og kan ikke tage bussen eller bilen. Han er totalt fremmed i verden og løber forvirret rundt. Lige indtil han løber ind i en skole. Så slapper han fuldstændig af og falder til ro. Her er et klasseværelse med tavle, borde og stole. Nu forstår han verden lidt igen”.

Er denne lille historie en kritik af skolen eller en ros til skolen? Fortæller den, hvor ubevægelig skolen er, eller gør den opmærksom på, at skolen repræsenterer det langsigtede og konstante? Med andre ord: hvad er meningen med skolen?

Kære læsere! Velkommen til min blog, som handler om almenpædagogiske spørgsmål i relation til skolen, undervisning, læring, dannelse og inklusion etc.. I mit daglige arbejde møder jeg forskere, praktikere, ledere og skolechefer og fornemmer, at vi har rigtig meget ”viden” om det ene og det andet i forbindelse med skolen. Vi forsker og diskuterer uddannelsespolitiske og dannelsesrelevante problemstillinger som aldrig før. Men spørgsmålet er, om det har bidraget til øget klarhed over, hvad de almene spørgsmål om skolen er? Spørgsmål som hvorfor vi egentlig holder skole? Hvorfor vi har fag og undervisning? Og hvad skolens dannelses- og uddannelsesopgave er - i en verden, hvor der findes mange dannelsesarenaer og uddannelseskarrierer?

Almenpædagogiske refleksioner om meningen med skolen udvikles ikke i takt med vores forskningsviden og uddannelsespolitiske kamp om skolen.

Det fænomen er ikke nyt. Allerede i 1925 skrev den tyske filosof Theodor Litt en uddannelseskritik og indledte med følgende sætning: ”I tidens skolestrid bliver der diskuteret om formen og indholdet af skolen, men sjældent om dens mening i samfundet og tilværelsen”  (Litt: Das Recht und die Grenzen der Schule).

Litt skelner mellem to typiske fejlpositioner:

1.         Skolen er afhængig af samfundet og skal holde op med at afsondre sig fra livet. Den skal i stedet orientere sig mod samfundets behov.

2.         Skolen er fødselshjælper for fremtidens bedre verden og skal afsondre sig fra det konkrete liv for at beskytte barnets fremtid.

Begge positioner udtrykker kun den halve sandhed. Vi kan ikke leve med at de-koble skolen fra livet, men at ”åbne skolen” totalt er at lukke den helt ned. Spørgsmålet er, hvor lukket og åben kan og skal skolen være? Eller spurgt mere enkelt: Hvad er skolen egentlig til for?

Den danske teolog K.E. Løgstrup pegede på ”tilværelsesoplysning” som skolens formål, men talte egentlig ikke om folkeskolen. Går vi længere tilbage, møder vi Grundtvigs poesi om, at ”vi lærer for livet og ikke for skolen.” En sætning som oprindelig blev formuleret direkte modsat af den romerske filosof Seneca: ”Vi lærer for skolen og ikke for livet”.

I dag fører vi også en diskurs om skolens mening og fortolkning. For nogen er skolen til for elevernes synlige læring og deres målstyrede progression. For andre er skolen mødet med en forundrings- og dannelseskultur. Vi ser igen Theodor Litts to halve sandheder.

Men hvad er skolens almenpædagogiske mening? Hvorfor har vi en skole ”pædagogisk” betragtet? Ikke politisk, samfundsøkonomisk, etisk, videnskabeligt eller religiøst betragtet, men ”pædagogisk”?

Se, det spørgsmål er langt vanskeligere at besvare, fordi vi ikke har en særlig tydelig forståelse af almenpædagogik. Enten reduceres den til et container-begreb ingen gider lytte til, eller også er den blot en formløs indikator, der nøgternt udpeger, at vi her har med børn at gøre.

Skolens almenpædagogiske mening konstitueres af det moderne vilkår, at vi ikke lærer ved bare at leve sammen. ”At lære” og ”at leve” er grundlæggende skilt ad. Sådan var det ikke tidligere. Der lærte børn, hvad de skulle vide og kunne ved at leve sammen med den vidende generation. I det moderne skal barnet lære uden at vide, hvad fremtiden bringer. Man må lære på forskud, og skolen bliver den nødvendige omvej ind i samfundet og tilværelsen. Derfor underviser skolen i det, som i samfundet ikke erfares og ikke kan erfares af sig selv. Barnet lærer ikke at læse, regne, skrive ved blot at se andre læse og skrive. Barnet lærer ikke om litteraturens horisonter ved blot at besøge et bibliotek. Børn lærer ikke om gud og naturen ved blot at sidde i kirken eller løbe rundt i skoven. Børn lærer ikke om politik og demokrati ved at møde andre borgere eller se på folketinget. Og børn lærer ikke om arbejdets betydning og konkurrencens vilkår ved at se andre deltage i det.

For at lære at forstå og finde sig til rette i litteraturens, naturens, politikkens, demokratiets og erhvervslivets verden skal børn undervises! Gennem undervisning ”vises” det, som ikke ses i hverdagen. Uden undervisning, ingen mulighed for at forstå det samfund, man skal lære at deltage i.

Skolens pædagogiske mening er derfor ikke primært ’synlig læring’, dannelse, uddannelse, tilværelsesoplysning, demokrati eller etik – men slet og ret undervisning. De andre begreber er vigtige, men når det handler om skolens ”pædagogiske” mening, er svaret: Undervisning.

Det kræver tid, forberedelse, faglighed, professionalisme, en god læreruddannelse, samarbejde med forældre, uddannelsesforskning og ikke mindst en politisk og kulturel diskurs om skolens mening.

Når vores ”optøede mand fra fortiden” kan genkende skolen, men ikke alt det andet, så er det fordi han genkender undervisningen som en almenmenneskelig praksis. Vi underviser, så børn (og voksne) kan lære at finde sig tilrette i en kompleks verden og fremtid. Det gjorde vi også for 200 år siden, og det vil vi gøre i fremtiden. Vi underviser, fordi ”livet” eller ”samfundet” ikke underviser sig selv. Det er skolens ”pædagogiske” mening.