Skrivebordspædagogen!

Den 27. september 2017 afholdes på DPU en spændende konference om Knud Grue-Sørensen (1904-1992). Danmarks første professor i pædagogik. Konferencen byder på mange spændende oplæg af dygtige og interessante fagfæller. Nogen har kendt Grue-Sørensen, og andre har prøvet at tænke som ham! Og så er der også dem, der syntes, at han er overreklameret. Mange kender ham sikkert ikke, og nogen har måske læst hans historiske gennemgang af opdragelsesfænomenet.

Jeg har kaldt mit oplæg ”Skrivebordspædagogen”. Det har jeg ikke selv fundet på; det har nogle unge gymnasielærere, der engang var så trætte af deres lærer i pædagogik: Knud Grue-Sørensen. De ville have flere redskaber og teknikker til at klare deres hverdag, men fik historiske fortællinger fra Opdragelsens historie i tre bind. Man kan læse polemikken i Gymnasiebladet, hvor de unge gymnasielærer går tæt på Grue-Sørensen.

Og han forsvarede sig bravt og gjorde de unge lærere opmærksom på, at de ikke stod over for et redskabsfag, men en kulturel opgave: ”Det hænger sammen med, at jeg opfatter lærervirksomheden som en kulturel virksomhed, der kræver noget mere end teknisk beherskelse af instrumentaliteter. Ud fra denne opfattelse mener jeg også, at lærere har brug for en pædagogisk orientering, der lader opdragelsen fremtræde som en kulturopgave, selvom denne orientering ikke i meget direkte og teknisk forstand er brugspædagogik.”

Tak skal du ha’ – sikke en omgang! Den ville ikke gå i dag – tværtimod. I dag taler nogle uddannelsesforskere anderledes om lærernes pædagogiske opgave. Ja nogen mener endda, der slet ikke findes lærere mere.  Dengang var fronterne også trukket ekstremt hårdt op. På den ene side ”skrivebordspædagogen” – Grue-Sørensen – og på den anden side ”brugspædagogerne” – de unge gymnasielærere. Måske en anden måde at tale om teori-praksis-problemet på?

Tiden har givet dem begge ret. Vi har brug for ”skrivebordspædagogik” og ”brugspædagogik”, men i deres egen ret og ikke i en dårlig blanding, som vi alt for ofte oplever i dag. Vores problem er ikke, at vi mangler teori eller praksis, men at de begge er blevet erstatningsbegreber for hinanden. Teorien vil ikke være teori mere, men skabe løsninger og fikse greb i en kompliceret praksis, og praksis er blevet til et spørgsmål om evidente og ophøjede metoder. Metoder, metoder og metoder, men uden teoriens kritik og begrebsbestemmelse.

”Skrivebordspædagogen” vil noget andet. Udtrykket beskriver meget præcist det, Grue-Sørensen var: en pædagog, der skrev og tænkte ved sit skrivebord! Han bedrev ikke empirisk forskning og var ikke ude i skolen etc. Han sad på sit institut. Han sad der ikke, fordi han ikke kunne fordrage den pædagogiske virkelighed, men fordi han havde en anden tilgang til pædagogik. Han var båret af spørgsmålet: hvad er det ”pædagogiske” ved pædagogik?  Hvad er pædagogikkens egenart, og hvordan kan man ordne, bestemme og beskrive fænomenet pædagogik? Hvordan kan man få ”orden i pædagogikkens begreber”?

Grue-Sørensens tilgang til pædagogikken træder frem flere steder i hans forfatterskab, og meget præcis i hans åbningstale i anledningen af indvielsen af Institut for teoretisk pædagogik ved Københavns Universitet i 1969. Som institutleder holdt han åbningstalen og understregede at pædagogik hører til den gruppe af studier, hvor mange ”modstridende opfattelser” gør sig gældende, og at det derfor ikke drejer sig om at løse specielle spørgsmål, ”men om at kunne stille gode og væsentlige problemer, at kunne spørge rigtig.”

At kunne spørge rigtigt var essensen! I en tid hvor man udretter meget, må man lære at spørge rigtigt før man går i gang med at definere og implementere etc.  

Samme synspunkt kommer frem, da Grue-Sørensen bliver bedt om at bedømme en betænkning om universitetspædagogik. Københavns Universitet nedsatte en arbejdsgruppe, der skulle finde ud af ”under hvilke former universitetet mest hensigtsmæssigt kan yde sine lærere vejledning og bistand ved løsning af deres pædagogiske opgaver.” Den betænkning skulle Grue-Sørensen vurdere, og hans kritik var hård. Han kritiserede arbejdsgruppen for at have et ”urealistisk syn på pædagogik og mangel på realitetssans”. Deres fejlgreb var, at de mente, at der for ”enhver mangel findes et pædagogisk remedium.”

Igen kommer ”skrivebordspædagogen” til at irettesætte universitetets ”brugspædagoger”. En sidste henvisning jeg vil fremhæve, finder man i en meget fin artikel fra 1976 ”Veje og afveje i pædagogisk teori” i tidskriftet Pædagogik nr1, 1976. Her kritiserer Grue-Sørensen sin samtid for at fjerne sig mere og mere fra filosofien med den konsekvens, at man mister mere grundlæggende refleksioner over pædagogikkens etiske og erkendelsesteoretiske forudsætninger. Og hvad er resultatet: At pædagogikken mister sin kritiske sans og ender i ”pædagogisk magtfuldkommenhed”. Sådan! Giftige toner fra en professoral fortid og skrivebordspædagog. Men vigtige tone, hvis klang vi kan savne i dag. Grue-Sørensen tænkte og skrev på den tid, hvor OECD formulerede ”lifelong learning”, opfandt PISA målinger og hvor empiriker indledte den ”realistiske vending i pædagogisk forskning”.

Grue-Sørensen er fortid og ikke fremtiden. Men i tider, hvor vi leder efter afbalancerede løsninger mellem forskellige perspektiver – input/output, styring/orientering, undervisning/læring, dannelse/uddannelse, evidens/holdninger etc. – kan et møde med fortiden måske generindre om vigtige antinomier, paradokser, uenigheder etc., som man ikke bare kan ”hoppe over”, men som man må tage stilling til. Måske lidt mere skrivebordspædagogik og lidt mindre brugspædagogik?

Vi ses til konferencen.

(Onsdag d. 27.september, Auditorium D 174, DPU Emdrup) med bidrag fra Hans Sigaard Jensen, Jørgen Huggler, Merete Wiberg, Oliver Kaufmann, Alexander von Oettingen, Thyge Winther-Jensen, Lars Henrik Schmidt, Frederik Pio, Per Fibæk Laursen)