Et pædagogisk skoleideal

Skolen, dannelse og samfundet.

”Der findes ting, man kan enes om og så findes der vigtige ting. Til de sidste hører skolen og ikke mindst et ideal om skolen”. Skolens ideal er ikke harmonisk, men indeholder paradokser, dilemmaer, ønsker og drømme. Man kommer ikke sovende til idealer, dem må man kæmpe for og strides om. Derfor er de vigtige.

Tak for invitationen til at tale her på jeres Kongres og at bidrage til diskussion om et ”skole-ideal”.

Lad mig begynde med min konklusion. Når man kun har 20 minutter, må man aflevere budskabet med det samme, ellers risikerer man, at det går tabt.

Det er vigtigt og nødvendigt, at I som profession har et billede af skolen – en idé eller et ”ideal” om skolen. I er en vigtig stemme, og den skal kunne høres og ses.

Men når I formulerer  den stemme og skaber det billede, så hold jer til jeres profession – lærerprofessionen. Lad værd med at ”låne” idealer fra politikken, filosofien, videnskaben, kirken eller udlandet. I har en lang tradition og skolen uden lærerprofessionen er utænkelig. I kender skolen på godt og ondt, I arbejder i den og med den, og derfor er det vigtigt, at I finder jeres bud. 

Det betyder absolut ikke, at de ”andre” ikke er vigtige – tværtimod. Politikken, videnskaben, økonomien, filosofien eller kirken har også deres legitime bud på, hvad skolen er, og hvad den skal være. I har kun den ene stemme blandt mange stemmer, fordi ingen har monopol på skolen. På samme måde som ingen har monopol på dannelsen. Skole og dannelse er fælles fænomener i vores kulturhistorie og samfundsudvikling. De ejes ikke af nogen, men er et ansvar til os alle, og derfor er det indlysende, at I som profession finder jeres ”skole-ideal”.

Men idealer kan forstås på flere måder. Man kan idealisere sig ud af virkeligheden og opstille idealer som lyder godt, men som ingen kan indfri. Eller man kan forstå ”idealer”, som noget der giver retning og sammenhæng. En form for ”regulativ ide” om meningen med skolen. Det er den forståelse af skoleideal, jeg syntes, I skal arbejde videre med ud fra jeres profession. Mit ideal om skolen vil handle om skolens dannelse, pædagogisk retfærdighed og skolens liv.

Det var mit korte budskab. Nu kommer begrundelsen.

                                                                 ***

Skolen er under forandring, og den folkeskole vi kender og har kendt forandres massivt i disse dage. Noget skyldes nationale tiltag – som fx skolereformen – og andre skyldes internationale tiltag som fx PISA. Uddannelsespolitiske mega-trends skyller i disse dage hen over skolen og sætter en anden dagsorden end den dagsorden, som folkeskolen kulturelt og historisk har været vant til. Effektiviseringen af den offentlige sektor sætter ikke kun tryk på de offentlige ansattes produktivitet, men også tryk på elevernes læringseffektivitet. Hvad du lærer i femte klasse i dag, skal du kunne i fjerde klasse i morgen. Læringstiden minimeres og intensiveres. Sammenligningen af uddannelsessystemer er en anden mega-trend. Uddannelsessystemer er globale og økonomiske konkurrenceparametre, og derfor sammenligner vi dem. Vi sammenligner ikke kun internationalt, men også nationalt og kommunalt. Sammenligner skoler, klasser og helt ned til den enkelte elev. Forestillingen er, at bare vi sammenligner, bliver vi bedre.

Dynamiseringen af viden og digitaliseringen er en tredje mega-trend, der forandrer skolen. Hvilken viden er skolens viden, og hvilken viden er vigtig for fremtidens samfund? Det spørgsmål kan kun vanskeligt bevares. Samtidig udfordrer digitaliseringen og sociale medier den traditionelle måde vi holder skole på, fordi de løfter ”klasseværelset” ud i det uendelige virtuelle rum. Hvad er tilbage af skolen og den fælles kultur, hvis skolen til sidst blot er en App?

Selvfølgelig er alt dette karikeret og overdrevet – og dog. Ingen kan være i tvivl om at folkeskolen er under forandring, og at de idealer vi har haft om skolen, mere og mere blegner. Grundtvigs sætning om at ”Vi lærer for livet og ikke for skolen” siger ikke rigtig så meget mere, fordi man ikke mere ved, hvad der menes med livet? Er det det økonomiske liv, det lærende liv, det opportunistiske liv eller bare det kedelige hverdagsliv? Engang gav sætningen mening, fordi man havde en fortrolighed med skolen og samfundet. I dag er sætning ”for livet og ikke for skolen” i bedste fald en anakronisme, i værste fald er den helt glemt.

Også K.E. Løgstrups berømte foredrag om skolens formål giver ikke rigtig genklang. Ideen om at skolen oplyser om tilværelsen ”vi har med og mod hinanden” har tabt dens vingesus. Hvad Løgstrup så smukt formulerede i 1981 på Danmarks Lærerhøjskole, blegner ved siden af nationale test, læringsmålstyring og dygtighed. Kan man ikke ”måle” og ”veje” tilværelsesoplysningen, kan man ligeså godt droppe den – syntes tidens maksime at være. Skolen er, hvad den måler!

Nu står I så har – i 2016 – og stiller det ganske enkle og dog komplicerede spørgsmål, hvad er skolen til for? Hvad er idéen eller idealet om skolen? Hvilken ”skole” har samfundet eller barnet brug for? Eller omvendt: Hvilket samfund har folkeskolen brug for, for at kunne være folkeskole? Skoleidealer er ikke bare idealer om skolen, men ligeså meget idealer om samfundet og opfordring til at tage vare på den skole, vi har. Derfor er folkeskolens formålsparagraf et ideal for sig. En fantastisk formulering som understreger, at folkeskolen er folkets skole – et fælles anliggende for alle.

For mig at se, må et ”skoleideal” være pædagogisk motiveret, fordi lærerprofessionen først og fremmest er en almenpædagogisk profession. Idealet må som minimum berøre mindst tre forhold:

(1)      Det skal sige noget om forholdet mellem skolen og dannelse.

(2)      Det skal sige noget om forholdet mellem skolen og samfundet.

(3)      Og for det tredje, skal det sige noget om skolens eget liv.

Tre idealer som forbinder dannelse, samfundet og skolen.

Skolen og dannelse

Enhver der beskæftiger sig med dannelse, vil opdage, at det er et felt, man kun meget svært kan orientere sig i. Dannelse er mange ting (hævder nogen), og begrebet er blevet brugt til mange ting. Nogen gange er det blevet erklæret for gammeldags for så pludselig at blusse op igen under andre begreber som fx kompetencer eller livsduelighed.

Så sympatisk begrebet også er, så vigtigt er det også at holde sig for øje at skolen ikke har dannelsesmonopol. Det ville være frygteligt, hvis skolen var den eneste vej til dannelsen. Dannelse er livslangt, men skolen stopper og gudskelov for det. Når skolen ikke har monopol, så har den dog et helt afgørende bidrag til elevens dannelsesproces. Skolens dannelse er et bidrag til livets dannelse, men også til uddannelse, og dette bidrag går gennem undervisning og fag.

Verden underviser ikke – den erfares – og et barn, der skal lære at forstå sig selv, den verden og det samfund, det er en del af, har brug for skolens undervisning. Har brug for at undervisningen viser det, man ikke erfarer af sig selv i verden. Børn ”ser” ikke matematikken i verden eller naturlovene i naturen. De ”ser” ikke bogstaverne i teksten, genren i litteraturen eller rytmen i musikken. De ”ser” ikke historien i tiden eller demokratiet i samtalen og slet ikke gud i kirken. Undervisning er ikke et under, den viser det, den ældre generation godt ved og kender til, men som den yngre generation endnu ikke ved og endnu ikke kan. Men som de har brug for at vide og kunne, for at bevæge sig ind på en livslang dannelsesvej.

Et pædagogisk ideal om skolen må således tage afsæt i undervisningen, fordi det er gennem undervisning, at eleverne inkluderes i en fælles offentlig verden. En ”verden” som kan tage sig forskelligt ud og som har forskellige værdier – etiske, politiske, økonomiske, religiøs, æstetiske, videnskabeligt osv. I skolen er dette undervisende samvær ordnet gennem fag og fagligheder som dansk, biologi, matematik, idræt, fysik, musik osv. Skolefag er ikke statiske størrelser – de forandres og følger med tiden. Men de er heller ikke videnskabelige discipliner. Fag er dannelsesnøgler til en fælles verden. Skolefagene ordner verden og gør den undervisningskompatibel, og derfor er undervisning i sig selv et pædagogisk ideal af høj værdi.

Gennem fag og faglighed lærer elever at se på verden skrivende, regnende, dansende, læsende, diskuterende, kritiserende, fortolkende, eksperimenterende, kedende og drømmende. Skolens dannelsesnøgler åbner verden og barnetbarnet og skaber resonansakser ved at bringe bringer dem dem sammen på nye og – for eleveneleven – ukendte måder.  

Det kræver didaktiske mål, man kan orienterer sig efter. Det kræver tid til forberedelse og samarbejde. Det kræver ledelse og tillid og meget mere. Men det kræver også en bred kulturel debat om skolens dannelse bidrag og dermed en debat med politikken, økonomien, kulturen, kirken og videnskaben.

Desværre erbliver sproget i uddannelsesdebatten mere og mere reduceret til et læringssprog. Vi vil helst kun tale om læring: Læringsledelse, læringsmålstyring, livslang læring, innovativ læring – læring ”mig her og læring mig der”. Men når alle skal lære – hvem kan så stadig undervise? Forhåbentlig skolen.  

Skolen og samfundet

Skolen er dog ikke kun en undervisende og dannende institution, men også en institution med en bestemt funktion i samfundet. Hvem har retten til at gå med hvem i skole? – er det afgørende spørgsmål. – og til hvilken pris?

Her berør vi et grundtema og dilemma, som pædagogikken helst ikke vil tale om, men som trods alt hører med til et ideal om skolen. Dilemmaet kan konkret beskrives som samfundets allokeringsproblem, og det går ud på følgende:

I vores moderne samfund fordeler vi goder, status og karrieremuligheder ikke via arv og miljø, men gennem læringsprocesser og skolens undervisning. Hvad du kan blive, hvilken uddannelse du kan få eller hvilke karrieremuligheder og status du vil opnå, retter sig ikke efter, hvor du kommer fra, eller hvem dine forældre er, men hvordan du klarer dig gennem skoleforløbet og din senere uddannelse.

Allokeringsprincippet er grundlæggende, og der findes ikke alternativer i et moderne demokratisk samfund. At fordele fremtiden efter den sociale arv ville være før-moderne. Derfor har sociologer også betegnet allokeringenallokerings-problemet som det afgørende sociale spørgsmål, som skolen må overtage, fordi samfundet ikke kan løse det selv. Dermed er skolen samfundets første og vigtigste dirigeringsinstans.

På den ene side står ”samfundet” og vil gerne så tidlig som muligt dirigere eleverne ind i de rette skole- og uddannelsesbaner for at sikre, at de rigtige ressourcer er til stede på det rigtiger tidspunkt. På den anden side står skolen – lærerne – og vil helst så sent som muligt afgøre, hvilke fremtidige baner den enkelte skal videre på. Hvad er det rigtige? Så tidlig som muligt eller så sent som muligt? Folkeskolen har traditionelt skubbet afgørelsen så sent som muligt. Godt for det. Men i specialiserede og højtmoderne samfund er der tendens til at træffe afgørelsen så tidligt som muligt. Skolen tager tid og den tid må ikke spildes, og derfor skal den styres. Men spørgsmålet er, hvor forudsigelig er fremtiden i et accelererende og dynamisk samfund? Kan skolen følge med? Skal skolen følge med?

Det tryk skaber eksklusion, hvor inklusion skulle finde sted, skaber bekymring hos forældre, når deres børn ikke mere kan følge med og angst hos eleverne, når skolen og fremtiden lukker. Så slår den sociale arv alligevel igennem. Skoletiden er derfor også én lang præstations- og forberedelse til den tid, der kommer efter skolen.

Men allokeringsfunktion er ikke udtryk for konkurrencestatens klamme hånd som nogen gerne vil gøre det til. Det er samfundets forsøg på at sikre fremtiden gennem skolegang, og det indebærer både inklusion og eksklusion. Her findes ingen alternativer – inklusion og eksklusion følges altid ad.

Pædagogikken og den pædagogiske kultur vil dog helst ikke vil tale om skolens funktion. De vil helst tale om dannelse og dermed adressere spørgsmålet til staten og økonomien. Også Løgstrup anså allokering som et ”overkommeligt problem”  og afslørede, at han var langt fra folkeskolens virkelighed. Det kommunale niveau vil helst aflevere deres inklusionsansvar til klasseværelset og gøre som om, at skolen er eneansvarlig for det problem, skolen ikke selv har skabt. I stedet for at italesætte inklusion som et ”system-problem”, der kræver fælles samfundsløsninger, bliver det pædagogiseret og skolen overbelastet. 

Det ændrer dog ikke ved, at der i allokeringsproblemet også ligger en pædagogisk fordring. Et ideal om at indrette en retfærdig skole. Når børn gennem deres skolegang skal lære at præstere og kvalificere sig til at komme videre efter skolen, må skolen først og fremmest være pædagogisk retfærdig og det vil sige differentieret retfærdigt. Retfærdighed er en fordring der retter sig mod alle hjemmet, skolen, staten, kommunen. Retfærdig i bedømmelsen og evalueringen af eleverne. (Også nationale test skal være retfærdig. Idag taler vi kun, om de er valide og om de viser det, man gerne vil se. Desværre tale vi slet ikke om, om nationale test er retfærdig).

Retfærdig i form af et differentieret undervisningsmiljø, hvor dem, der har behov og talent, kan få støtte og hjælp og hvor fejl og fiasko er accepteret. Retfærdig i samarbejdet mellem skolen og hjemmet og hvor den sociale arv ikke forudbestemmer skolegangen.

Pædagogisk betragtet er idealet om den retfærdige skole og den retfærdige skolekultur er langt vigtigere end idealet om lighed, medborgerskab og demokrati. Eller også viser demokratiet sig netop i, hvor retfærdigt skolen er!

Skolens liv

Mit sidste aspekt af et skoleideal ligger allerede implicit i de to andre. Skolen er selv udtryk for et ”helt skoleliv” og ikke blot en overgangsfase. Der findes et pædagogisk princip fra 1800-tallet, da skolen begyndte at tage form. Princippet handlede om, at man ikke må ofre barnets nutid for dets fremtid. Børn går ikke kun i skole for at danne sig til livet eller for at forberede sig til samfundet. Børn er også en del af et skolefællesskab på godt og ondt. Et skoleideal må derfor ikke formuleres så idealiseret, at det ikke kan rumme elevernes nutid. At det ikke kan rumme, at elever også er børn, og at den hverdag de lever også er anerkendt og afspejlet i skolen – med al dens mangfoldighed og ejendommelighed. Et skoleideal, hvor idealet eller ideen er, at ”vi” er sammen om at lære og at være. ”Vi” kan tage sig helt forskelligt ud og betyde flere ting. Det er klassen og kammeraterne, de personlige venskaber, der knyttes, og det fællesskab, eleverne har med de voksne. Men det er også det fællesskab og det ”vi”, som rækker ud over det konkrete og som indbefatter alle de andre børn og alle de andre skoler. Både dem man tilfældigt møder på sin vej, og dem man møder i online livet. Skolelivet er ikke bare et middel til fremtiden, men også et helt konkret levet liv i elevens nutid.Det betyder at alle børn må opleve venskaber og fællesskaber. Må erfare at skolen er et godt sted at være og at lære. At der er fest og farver, men at der også kan opstå splid og modstand. Skolelivet leves på godt og ondt – men det leves.

                                                                ***

Det var mine tre almenpædagogiske bidrag til et skoleideal. Et ideal eller idé om skolen, der rummer et bidrag til dannelsen gennem undervisning. Skolens dannelse er undervisning.

Et ideal som tager samfundsfunktionen alvorligt ved at være en retfærdig skole og for det tredje, et ideal der afspejler, at skolen selv må rumme et helt skoleliv, hvor elever kan være og lære.

Held og lykke med jeres ideal om en fremtidig skole.

Tak for opmærksomheden