Klasseværelset som socialt system.

I 1959 skrev den amerikanske sociolog Talcott Parsons (1902-1979) et essay om ”skoleklassen som socialt system”. Essayet er på mange måder historisk, fordi det blev startskuddet til et systemteoretisk syn på skolen. 

Skolen formidler ikke kun viden, færdigheder og holdninger, og den er ikke kun et sted, hvor børn lærer for livet, den varetager også en funktion i samfundet. Skolen socialiserer og ud fra et funktionalistisk synspunkt – skriver Parsons – er den samfundets vigtigste ”socialisationsinstans”.

Ifølge Parsons løfter skoleklassen to afgørende funktioner: For det første socialiserer den eleverne ind i samfundets værdier, og for det andet i de voksnes roller og funktioner. Gennem skoleklassen og skoleforløbet lærer eleverne at internalisere grundlæggende normer og regler og samtidig at forberede sig på at overtage de funktioner og opgaver, som samfundet har brug for.

Parsons analyse af skoleklassen blev skelsættende, fordi han som den første viste, at skoleklassen er prototypen på et minisamfund: Der er det særlige lærer-elev-forhold, som ligner det forhold vi fx kender fra arbejdspladsen. Elevernes venskaber og fællesskab, som giver et andet tilhørsforhold end familien. Og så ikke mindst klassens artefakter, regler og normer. ”Skolens grammatik” kommer eksemplarisk til udtryk gennem ”klasseværelset” og uanset udviklingen og reformer, klasseværelset består. Det er evident. Men hvorfor? Hvorfor har man ikke for længst afskaffet klasseværelset?

Nogen vil indvende, at det er man godt i gang med set i lyset af den nye reform. Men grundlæggende at se bort fra ”klassen” og ”værelset” som funktionssystemer er nok ikke tilfældet.  

Det skyldes særlig én grund, som har at gøre med at ”klasseværelset” er en lige måde at være ulige sammen på.  Det lyder ejendommeligt, men er ikke desto mindre ét af skolens moderne funktion. Først behandler skolen de ulige børn lige for dernæst at differentiere og selektere dem igen i ulige positioner. Sagt paradoksalt: I ”klasseværelset” behandles det ”ulige lige” og dernæst det ”lige ulige”. Hvordan skal det forstås?

Parsons’ – og med ham hele systemteorien – forklaring er følgende:

I udgangspunktet er alle børn forskellige. De kommer med forskellige socioøkonomiske baggrunde, har forskellig familiær status og opvækstvilkår og forskellige kognitive og sociale erfaringer. Børn er ulige, når de møder skolen. Men i skolen bliver de i udgangspunktet behandlet lige. Alle fra en årgang skal i samme klasse og sidde ved de samme borde og får de samme privilegier. I udgangspunktet er alle lige og ingen har særbevilling. Derved bliver børns forskellige familiære status erstattet af en neutral status gennem skoleklassen. ”Det ulige bliver behandlet lige”.

Men kun i udgangspunktet. For er man først kommet ind i skolen, begynder ens skolekarriere som handler om individuel differentiering gennem præstationer og de evner lærings- og socialiseringsprocessen muliggør. I klassen er skoleforløbet én lang selektionsproces, hvor selektionen ikke afgøres ud fra køn og baggrund, men ud fra elevens præstationer på klassen. Ikke alle har de samme interesser, de samme potentialer og ikke alle skal ende i de samme jobs. Derfor skal skoleforløbet differentiere børn, og det betyder selektere. Dog ikke ved på forhånd at udpege, hvem der skal hvad, men ved at tilrettelægge præstationsforløb med evaluering, feedback, bedømmelse, mål og test. Selektion – gennem læring – er skolens sociale funktion, fordi samfundet har brug for forskellige roller og talenter, men som anerkender de samme spilleregler. ”Det lige bliver behandlet ulige”.

Selvfølgelig hjælper skolen også dem, som har det svært – gennemundervisningsdifferentiering, støttetimer, to-lærer ordninger etc. – men også det bekræfter kun, at klasseværelsets funktion også er selektion. Det er her inklusions- og eksklusionsmekanismerne udspilles.

For lærer, forældre og elever er det et kendt fænomen og også en forbandelse. Mange børn tabes og farer vild i skolens karriereforløb, fordi de ikke kan følge med. Lærere fortvivler over selektionsopgaven, fordi de hellere vil se barnet frem for systemet. For mange forældre er det et mareridt at opleve, at præstationspresset også presser familien. Hvem vil ikke gerne hjælpe sit barn med at komme nogenlunde gennem skolen?

Men skolens selektionsmekanisme er ikke kun af det onde. Børn oplever at blive anerkendt gennem deres præstation, og de bliver ”set” som personer med rettigheder og pligter. Det styrker og giver selvtillid. Forældre oplever, at deres børn trives i et klasse- og skolefællesskab, som ikke er familiært men offentligt. Og lærere glæder sig, hvis eleverne og klassen har det godt sammen og klarer sig godt ud fra de eksterne forventninger.

Skolen som funktionssystem er både negativ og positiv. På den ene side sikrer det undervisning og læring for alle børn og med mulighed for differentiering; på den anden side er det med til at producere ”tabere” og ”følgeproblemer” som har langtidseffekt. Den, der falder fra, får det svært fremover – og hvad så?

Den tyske systemteoretiker Niklas Luhmann (1927-1998) udtrykte det rammende, da han 25 år efter Parsons skrev, at skolen trivialiserer børn og er både dannelse og selektion. Skolen behandler børn som ”trivial-maskiner” – var Luhmanns lidt kiksede (men rammende) udtryk – for at muliggør undervisning. Trivialiseringen består netop i at skabe selektion på baggrund af lighed. Desværre vil lærer og pædagogiske filosoffer helst kun tale om dannelse og underkender derved, at skolens selektionsproces også er en del af dannelsen. Men det er en anden diskussion.

Når vi i dag oplever en voldsom debat om læringsmålstyret undervisning, ”bliv så dygtig som du kan” eller karakteren fire for at komme videre på gymnasiet, så er det også udtryk for et pres på skolens selektionsfunktion. I fremtiden vil forældre gerne have sikkerhed for, at læringsmålene nås og at firtallet kommer i hus. Kampen om optagelse på gymnasiet begynder allerede i første klasse.

Det sætter skolen og klasseværelset i et krydspres:

Styrer skolen for hårdt med læringsmål, dokumentation og test, så medfører det selektionspres og præstationsangst – både hos forældre og elever. Det pres kommer tilbage på lærerne og eleven gennem forældres og politikers bekymringer om den negative sociale arv.

Styrer skolen for blødt og er ikke interesseret i at sikre selektionsforløb, medfører det ligeledes bekymring og angst for, om man er rustet til fremtiden – både hos forældre, elever og politikere. Det rammer i så fald også skolen i form af en offentlig anklage om, at skolen og lærerne ikke duer til noget som helst.

Skolen som funktion må kunne balancere mellem styring og ikke-styring og mellem selektion og dannelse. Klasseværelset er mediet eller stedet for den balanceagt.

Hvordan man balancerer er dog ikke blot en skolesag, men kræver en fælles offentlig diskussion om, hvad skolen som funktion skal løfte? Hvad skal den måles på og holdes ansvarlig for? Eksterne urealistiske ønsker, skaber med det samme internt pres i klasseværelset. Inklusion og eksklusion er ikke kun skolens problem, men et fælles samfundsproblem. Alternativet er ikke at afskaffe selektionen, da man så vil afskaffer elevens lige ret til at lærer at blive forskelligt.

Klasseværelset er derfor en god social måde at holde skole på.

Talcott Parsons: http://edf.stanford.edu/readings/school-class-social-system-some-its-functions-american-society

Niklas Luhmann: Schriften zur Pädagogik, Suhrkamp:Frankfurt